At tiden er løbet fra de politiske partier er efterhånden blevet en selvopfyldende profeti, som gentages til hudløshed i den offentligt debat. Den kroniske partikrise er sat ind og dødsdommen er afsagt. Uden akut rehabilitering (eller genopfindelse) må partierne acceptere en langsom død.

Helt så dramatisk er Ask Agger ikke, selvom han med bogen ’Medfortæller’ stiller sig op i kritikerkoret, der kræver hastig fornyelse fra de politiske partier. Men med den nye bog leverer Agger både den grundige analyse og de konkrete løsningsforslag, som ellers har været fraværende i den hjemlige diskussion.

Ryggen til historien og ansigtet mod morgendagen
Hvordan skaber mennesker mening? Hvad gør, at du kan stå op om morgenen og se dig selv i spejlet? Det gør de store fortællinger, hvis man skal tro hovedbudskabet i ’Medfortæller’. Bogen tilbyder læserne een tur på den store filosofiske klinge, hvor de store fortællingers udviklingshistorie præsenteres.

’Medfortæller’ starter på vores oldeforældres tid, hvor den reaktionære ’Generation I’ herskede. Det var en tid, hvor fortællinger var totalitære, fordummende, forenklende og dermed også en smule tryghedsskabende. Vores liv var præget af familie, religion, nationalstat og ideologi. Antipatier stråler klart igennem, når forfatteren siddestiller religion med nutidens Saudi-Arabien og når nationalstatens tildeles det fulde ansvar for Første Verdens krig.

Heldigvis for læserne og samfundsudviklingen, så bliver de ondskabsfulde og totalitære fortællinger afløst af ’Generation II’. Her sættes det enkelte individ i centrum, ligesom tidligere sandheder styrtes i grus og der sættes fart på frisættelsen. Alligevel holder befolkningen fat i deres små pixiebøger af mening, hvor gamle tanker som nationalisme, identitet og religion stadig spiller en rolle.

Vi hænger med andre ord stadig fast i historiens hængedynd og det gamle tankebras. indtil håbet bryder igennem med ’Generation III’. Nu er biblen er færdig, pixiebøgerne overflødiggjort og det enkelte individ er forvandlet til medskaber af sin egen fremtid.

Nostalgi, arv og historiens skygger har fyldt rigeligt på menneskehedens vej

Den nye generation er dem, der omfavner det moderne livs muligheder, indtager pladsen på førersædet og tager aktiv stilling. Som Agger beskriver den nye æra: ”Generation III kæmper med ryggen til historien og ansigtet mod morgendagens muligheder og udfordringer… Nostalgi, arv og historiens skygger har fyldt rigeligt på menneskehedens vej”.

Den tredje vej på nye flasker?
Bogen er spækket teoretiske referencer og yderst interessante erfaringer fra Ask Aggers egen karriere som filmmand, virksomhedsrådgiver og specialist i forandringer. De velformulerede, men til tider også ret usammenhængende eksempler rummer alt fra George Lakoffs framing, Greimas’ aktantmodel, Disneys historiefortælling, betydningen af dopamin i hjernen, forretningsmodellen hos America Apparel, menneskets indre abe, community organising og spilgenren 'alternate reality'.  Det er meget at gabe over.

I mængden af information, som bogen tilbyder. så mangler der måske alligevel en enkelt? Mens sociologen Niklas Luhmann bliver takket hele vejen igennem bogen, som den helt store inspirationskilde, så forekommer Anthony Giddens og hans tanker om ’det post traditionelle samfund’, den stigende refleksivitet og ’den tredje vej’ at være langt mere fremtrædende. I lighed med Ask Aggers formuleringer skrev Giddens i bogen ‘The third way’ fra 1998: ”We have to make our lives in a more  active way than was true of previous generations”.

Eller sagt med andre ord, vi har i stadig stigende grad mulighed for og forpligtelse til at skrive vores egen biografi. Ask Aggers egne erfaringer fra Frontløberne, Rudolf Steiner, Zentropa og rådgivningen i forandringsledelse tilbyder måske en ret naturlig forkærlighed for senmodernitetens store tænkere.

Det ville være alt for langt at gå at gøre bogen til et forsvar for ’den tredje vej’, men den sociologiske analyse bag de store samfundstendenser og den noget normative afstandtagen til traditionen går igen.

’Det er ikke nok at dele et par roser ud hvert andet år’
Pointen hos Agger er, at partierne er skabt under de totalitære fortællinger i slutningen af det 19. århundrede og stadig hænger fast i et design skabt under den såkaldte ’Generation I’. Mens partierne opstod ud af en stærk klasseidentitet, udviklede et effektivt partiapparat og var baseret på stærk lokal medlemsinvolvering, så har særligt inddragelsen forandret sig markant:  ”Medlemmerne blev i stadig højere grad set som stemmekvæg og valgkampsressourcer, der mellem valgene skulle holdes i dvale”

 ...de vil selv tage stilling, involveres og handle

De ’gamle partier’, som Agger kalder dem er kendetegnet ved en overdreven tro på styrbarhed, et centraliseret overformynderi og en stedmoderlige behandling af de nære relationer og den lokale organisering. Det har skabt en organiserings og ledelsesform, som ganske enkelt ikke passer til tiden. Et budskab som står klart i Medfortæller: ”De topstyrede partibureakratiet kom for alvor til kort i mødet med generation II i 00’erne. For dem ligger meningen ikke i at repræsentanter, som skal varetage deres interesser gennem udvalg og bestyrelsesarbejde; de vil selv tage stilling, involveres og handle. Det er ikke nok at betale 200 kr. via SMS eller dele et par roser ud hvert andet år.”

Vejen til nye politiske fortællinger
I modsætning til tidens nævenyttige partikritikere, så nøjes Agger langt fra med at slå ned på de forhadte politikere, men går tværtimod på barrikaderne for partierne med en række bud på konkrete løsninger, som kan vende den supertanker, som partier i dag udgør.

I modsætning til tidens nævenyttige partikritikere, så nøjes Agger langt fra med at slå ned på de forhadte politikere

Med reference til den amerikanske organiseringsveteran Arnie Graf efterlyser Agger at partierne skal blive bedre til at lytte og øge mulighederne for medlemsinvolvering i deres beslutninger. Og partierne skal gøre op med deres naive embedsmands-agtige tilgang til statens styrbarhed. Mere ydmyghed og pragmatisme. Sådan lyder opskriften på succes, som Agger selv opstiller ud fra følgende 6 mål:

1. Tal mindre – lyt mere

2. Find dit ‘hvorfor’

3. Slip medlemmer fri

4. Stop troen på at vælgerne kan købes

5. Respekter de offentligt ansatte

6. Sæt værdier over penge

Der er masser af inspiration, praktiske erfaringer og fornuftige redskaber at trække på i Medfortæller

Agger har næppe fundet selve ’de vise sten’, men der er masser af inspiration, praktiske erfaringer og fornuftige redskaber at trække på i ’Medfortæller’. I den periode, hvor 'community organising' var mest på mode i det britiske socialdemokrati brugte partitoppen flittigt sloganet ’to change Britain, we need to change Labour’, som måske ikke er helt irrelevant i forhold til de udfordringer, som alle de politiske partier står overfor i dag.

  'Medfortæller' får 4 ud af 6 stjerner.

  Ask Agger: ’Medfortæller’. 240 sider. Er udkommet på Gyldendal Business.