Helle Helle skriver guddommeligt pludrende, men aldrig plaprende. Rost til skyerne af alle for hendes nye roman, ’Hafni fortæller’, selvfølgelig, fordi det er så fortjent.

Det er heller ikke usædvanligt, for Helle Helle roses altid til skyerne. Og det er der bestemt en god grund til. Hendes stil er særegen, suveræn, og så appellerer den til stort set alle.

Det er mageløst, og man får den tanke, at det egentlig ikke er ladsiggørligt. Men det er det, for Helle Helle beviser det gang på gang.

I ’Hafni fortæller’ er der ingen bandeord, intet politisk, ingen normal omgang med offentligheden, sådan som det karikeret optræder i medierne, inklusiv de sociale. Og ingen sexscener eller fantasier. Ingen drømmesekvenser.

Det i sig selv bør overraske alle, for hvad er der egentlig tilbage at skrive om, når nu alle andre romaner er spækket til bristepunktet med netop sådanne temaer?

Kærligheden

Jeg vil egentlig gerne fortælle lidt om kærligheden. Ja, det er måske lidt malplaceret at skrive om i denne kontekst, for ’Hafni fortæller’ handler ganske vist om en kvinde, der tager på et roadtrip, før hun vender tilbage til sit hjem for at lade sig skille fra sin mand.

Og alligevel handler romanen slet ikke om kærligheden som sådan. Ikke et eneste sted beskrives savn og længsel efter kærlighed.

Kærligheden optræder på en helt anden facon i ’Hafni fortæller’. Jeg mærkede det helt ind i knoglerne, mens jeg slugte romanen.

Det er selve portrætter af denne kvinde, Hafni, der gør sig så mange tanker om hvordan hun fremstår for andre.

Det er noget helt andet, der er på spil

Hele hendes indre verden, og måden hvorpå hendes spontanitet skaber uendelige, tankevækkende og sjove situationer, der kan gøre hende flov, få hende til at skamme sig.

Men Hafni bryder aldrig sådan rigtig sammen. Hendes eksistentielle problematikker er ikke sindsoprivende, og hun er aldrig sådan rigtig ude af kurs eller på kant med konventionerne og virkeligheden.

Dette er ikke en roman om en overmåde speciel personlighed, der filosofisk brydes med eksistensens store spørgsmål. Det er noget helt andet, der er på spil.

Når jeg gerne vil skrive om kærligheden her, så er det fordi jeg, indrømmet, sad og blev forelsket i Hafni, mens jeg læste romanen. Fordi hendes skam, hendes ukontrollable og spontane reaktioner, der nok fremstår pinlige for hende selv, i virkeligheden er reminiscenser, der gør hende overordentlig elskværdig.

Menneskelige og genkendelige

Helle Helle er mesteren over alle, når hun fremstiller helt almindelige mennesker, der nok er skrøbelige og som ender i pinagtige situationer, men som netop derfor fremstår så helt igennem menneskelige og genkendelige.

Der er ingen som Helle Helle, der forstår at mediernes fremstilling af den kontrollerede virkelighed er forloren, uinteressant, upersonlig og fuldkommen blottet for det stof, der tænder ilden mellem mennesker.

Hafni ender i bizarre situationer

Og det er derfor, at jeg gerne vil tale om kærligheden i denne sammenhæng, fordi alle disse sære beskrivelser, hvor Hafni ender i bizarre situationer, siger underlige ting, opfører sig aparte og blotter sig, faktisk giver en righoldig mulighed for, at man som læser kan forelske sig, spejle sig, finde en sprække, hvor man sammen med hende kan stikke af, væk fra den polerede fernis, og grine sammen, glemme at man ses og bør ses.

Ironisk og lidt pinligt?

Noget af det mest overraskende og bemærkelsesværdige, sådan som det fremstår for mig, er at langt de fleste anmeldere, der også er begejstrede for Helle Helles romaner, synes at mene, at hendes karakterer lever kedsommelige og let tragiske liv.

Intet synes mere fjernt, set ud fra min optik. Jeg forstår slet ikke den vinkel. Selv ville jeg ikke være skræmt over at ”bytte liv med Hafni”, for der er intet tragisk over hendes livsverden, der er rig på finurlige detaljer, sådan som hun altid er optaget af spøjse observationer. Og poesi.

Hafni er, i al sin simple og ukulturelle fremtræden, et ekstremt poetisk og sprogligt menneske, hvilket nok er det spejl, som forfatteren selv anvender, når hun fremskriver figuren.

Helle Helle er en forfatter med stor integritet

Jeg har observeret det flere gange tidligere. Det er en opfattelse, der er centreret omkring kulturkritikeren og konsumbrugerens egne værdier, der bare synes at det er sjovt, at alle deres værdier er fraværende, og på det grundlag ender med at konkludere, at så må Hafnis liv være ironisk og lidt pinligt. Og fattigt. Men jeg er uenig.

Jeg bliver i stedet forelsket, eller i hvert fald gjort opmærksom på, hvordan man kan blive forelsket.

Jeg nægter at tro, at Hafni er sådan en karikatur, som kritikerne, sammen med Helle Helle, kan smågrine af. Det er slet ikke sådan, at jeg læste bogen. Tværtimod.

Helle Helle er en forfatter med stor integritet, og det er jo grundlæggende hendes egen evne til at mærke kærligheden, og lade denne flyde ud over de blanke sider, der skaber disse så helt igennem menneskelige portrætter.

Udvider verden

Helle Helles bøger er af en sådan beskaffenhed, at de nærmest slet ikke behøver disse mange vurderinger og analyser af kulturens dommere. Hun læses af en kæmpe skare af mennesker, der aldrig ville kunne forstå, hvad disse kulturanmeldere egentlig skriver om.

Hun læses af et utal af mennesker, der bare går direkte til teksten, som spejler sig i den, og som kan genkende lignende situationer, lignende livtag med livet, med kærligheden, med takt og tone.

Og ligesom med Helle Helles figurer, så bryder de fleste mennesker med konventionerne, som i virkeligheden bare er et forlorent spil.

Helle Helle udvider verden, og viser suverænt, at virkeligheden er spækket til bristepunktet med værdier og oplevelser

De spiser, sover, tænker og føler fuldkommen anderledes, end hvad man kunne forestille sig at alle gør, når man er opslugt af de sociale medier.

Der forbigår store turistattraktioner, og fæstner deres opmærksomhed på det uanselige, og nogle gange skammer de sig, men først og fremmest er det i disse sprækker, at de føler noget, mærker noget og har noget i spil.

Helle Helle udvider verden, og viser suverænt, at virkeligheden er spækket til bristepunktet med værdier og oplevelser, der sjældent beskrives, men som i virkeligheden optager de fleste af os, fordi vores sanser og passioner befinder sig der, og fordi det også er her at kærligheden blomstret - og afblomstrer.

’Hafni fortæller’ er, kort sagt, endnu en helt igennem vidunderlig roman, og sprogligt, filosofisk, mellemmenneskeligt og poetisk ikke til at overse. En sand perle.

 

Helle Helle: 'Hafni fortæller'. Roman. 169 sider. Forlaget Gutkind, 2023.