Her blev de mødt af en massiv demonstration, skabt af den yderste venstrefløj. De demonstrerede imod amerikansk militarisme og Ronald Reagans politik.

Sylvester Stallone flippede ud, ringede direkte til Ronald Reagan og bad ham om at sende agenter til at beskytte ham og konen.

Reagan accepterede anmodningen, for der var tale om udenrigspolitik og beskyttelse af amerikanske interesser.

Denne reaktion var ikke som sådan overraskende, og relationen mellem amerikansk politik og Hollywoodfilm med actionstjerner var på sit højeste.

Alt det kan man læse om i bogen ‘The Last Action Heroes’, skrevet af redaktør på filmmagasinet Empire, Nick de Semlyen.

Underholdende og oplysende

Bogen er spækket med insiderhistorier, der både er underholdende og oplysende, men det der gør den ekstra interessant er, at den forsøger at forklare hvorfor Hollywood i Reagan-årene havde så stor succes med en ny type actionfilm.

Fænomenet var ikke fremmed eller ny, og forbindelsen mellem populærkulturen, især film og amerikansk politik, går helt tilbage til det store lærreds magiske begyndelse.

Man så det ret tydeligt i westernfilm og detektivfilm, men i slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne var amerikanske film blevet mere kritiske.

Der var naturligvis også actionfilm i 70’erne, her især de mange seriefilm, ’Death Wish’ og ’Dirty Harry’, med henholdsvis Charles Bronson og Clint Eastwood i hovedrollerne.

Ronald Reagan fortæller Charles Bronson, at han er en stor fan

Disse film var selvtægtsfilm, hvor helten tager sagen i egen hånd og rydder op, fordi staten og myndighederne ikke evner at gøre det.

Det var signaler, der flugtede fint med den amerikanske højrefløjs ideologi om mere straf og retten til at bære våben.

En varm sommerdag trådte præsident Ronald Reagan ind på en restaurant i Hollywood, hvor Charles Bronson og hans kone Jill Ireland sad og snakkede sammen.

Ronald Reagan fortæller Charles Bronson, at han er en stor fan, og om der er noget, han kan gøre for ham.

Efter sigende skulle Charles Bronson have svaret: “Tak for deres ord, Hr. Præsident. Og ja, De må gerne flytte dem, De står i vejen for solen.”

Fra tab til succes

Hvor Charles Bronson vægrede sig ved at blive sammenfiltret med statsmænd, var tidens yngre actionhelte langt mindre forbeholdne.

Sylvester Stallone var allerede slået igennem i 70’erne med det mesterlige værk om Rocky Balboa, en italiensk, undertippet bokser og bums, der får chancen for en titelkamp.

Senere, i begyndelsen af 80’erne, får Sylvester Stallone igen et giganthit med filmen ’First Blood’, der handler om Vietnamveteranen John Rambo, der bliver chikaneret af en redneck-betjent i Washington.

’Rocky’ og ’Rambo’ bliver imidlertid forvandlet til det ukendelige op gennem firserne, og de er begge med til at ændre den amerikanske mentalitetshistorie.

Sylvester Stallone var helt med på, hvad det handlede om, og venskabet med Ronald Reagan var helt eksplicit

Nu skulle tabet i Vietnam vendes til en succeshistorie, og Rambo måtte vende tilbage for at færdiggøre den forbandede krig, så Amerika kunne vinde den. Og Rocky begyndte at bekæmpe den russiske, maskinelle superbokser.

Sylvester Stallone var helt med på, hvad det handlede om, og venskabet med Ronald Reagan var helt eksplicit.

Det samme gjorde sig gældende med actionhelten Chuck Norris. Han udtalte ved flere lejligheder, at han var stor fan af Ronald Reagan, og at han altid havde haft det svært med, at Amerika havde tabt krigen i Vietnam.

I ’Missing in Action’ gjorde han noget ved det, og der blev skabt en myte om, at krigen slet ikke var færdig. Ifølge Chuck Norris var grunden til tabet i første omgang, at man slet ikke var gået hårdt nok, og konsekvent nok til værks.

Ny identitet

Så mens krigene fortsatte ind i fantasien, og Amerika her vandt det hele, begyndte den amerikanske identitetsopfattelse også at ændre sig.

Et utal af mennesker verden over mener, at tiden under Ronald Reagan var en periode, hvor Amerika fik genoprettet sin selvsikkerhed og tro på egen værdi, efter de mange skandaler og tab, op gennem 70’erne.

På trods af venstrefløjens massive kritik af disse nye actionfilm, der hyldede militarismen, og helt ublu spillede på koldkrigsmytologi, blev de fleste af dem massive blockbusters.

Muskelmændene og kampsportseksperterne dominerede det store lærred. Verden havde tilsyneladende behov for disse helte, der var stærkere, større og mere rå end alle andre.

Da Ronald Reagan-æren var ved at slutte, skete der også noget drastisk med disse actionhelte

Denne mytologiske figur var overraskende potent. Man kan ikke overvurdere den gennemslagskraft som Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Chuck Norris, Steven Seagal og Dolph Lundgren havde i 80’erne.

De kunne godt floppe, men når de slog igennem, rullede pengene ind.

Da Ronald Reagan-æren var ved at slutte, skete der også noget drastisk med disse actionhelte. Tidligere handlede det hele om, hvor rå de fremstod og hvor mange de kunne slå ihjel. Men forandringer var undervejs.

Og Arnold Schwarzenegger var nok den, der klarest opfattede dette skifte. Han var uovervindelig i ’The Terminator’, i ’Commando’ og ’Predator’, men mente selv, at denne helterolle var ved at dø hen.

Han ville være komiker, hvilket der ikke var mange, der kunne indse var en god idé.

Men da filmen ’Twins’ udkom, hvor han spillede sammen med Danny DeVito, slog den alle kommercielle rekorder.

Da opfølgeren til ’The Terminator’ kom ud, var robotten pludselig blevet skolet i ikke at dræbe, og den tonstunge muskelmand var omdannet til en entitet med følelser.

Muskler af silikone

Verden var blevet træt af militarisme, og de mange actionhelte, der bulede ud alle vegne, måtte lære at blive selvironiske. De måtte foretage karaktermord på deres egne identiteter, for at overleve på det store lærred.

Sylvester Stallone har fortalt, at det var med Tim Burtons Batman-film, at han opdagede, at der var nye tider undervejs.

Når man kunne plastre muskler af silikone på heltene, så var de rigtige muskelmænds tid udrindet. Arnold Schwarzenegger erkendte, at tiden som den største helt, alene på grund af sine muskler, var overstået, da man i toeren til ’The Terminator’ anvendte computerteknologi, der virkede tilstrækkelig overbevisende.

Amerika havde genvundet sin identitet som verdens førende nation

Tiden hvor actionhelten kunne udskiftes med superhelten var kommet, og 80’ernes gyldne filmperiode, midt under Den kolde krig, hvor Amerika, med Ronald Reagan ved roret, havde sejret stort.

Amerika havde genvundet sin identitet som verdens førende nation, både på det store lærred, men også i virkeligheden.

Anderledes humor

Det er også symptomatisk, at en filmhelt som Jackie Chan, der var kæmpestor i Hong Kong, ikke kunne slå igennem i Amerika. Man forstod simpelthen ikke hans humor.

Alligevel var mange fans af ham, heriblandt de amerikanske filmstjerner, såsom Sylvester Stallone, der godt kunne indse, at hans stunts var uovertrufne.

Det var først senere, at Jackie Chan for alvor slog igennem og fik anerkendelse udenfor Asien. Han fik tilbudt hovedrollen i filmen, ’Everything Everywhere All At once’.

Den var som skræddersyet til netop ham, med dens opskruede tempo, mange actionscener og gennemførte humor. Men Jackie Chan takkede nej, og filmen vandt en Oscar for bedste film.

Steven Seagal evnede aldrig at blive selvironisk, og blev mere og mere megalomanisk

Arnold Schwarzenegger blev guvernør, og hans karriere minder på mange måder om Ronald Reagans, der også var tidligere filmstjerne.

Chuck Norris blev en fredselskende agitator, der taler kraftigt imod den amerikanske våbenlovgivning, så han i dag er forhadt blandt højrefløjens våbenlobby.

Steven Seagal evnede aldrig at blive selvironisk, og blev mere og mere megalomanisk. Han er i dag stor tilhænger af Vladimir Putin, og har i dag russisk statsborgerskab.

Spoler frem til volden

En helt, der var noget anderledes, men som også fik sit helt store gennembrud i 80’erne, var Bruce Willis, der slog igennem med ’Die Hard’.

Han kunne græde, og han fremstod også som en, der måske kunne tabe til fjenden. På mange måder var han antitesen af datidens uovervindelige muskelmænd, og alligevel var han både morsom, elskværdig og et menneske, som man kunne spejle sig i.

Donald Trump har også udtalt, at hans favoritfilm er ’Blood Sport’, med Jean-Claude Van Damme

I dag forsøger Donald Trump at genskabe forbindelsen til datidens actionhelte. Han har hyldet Charles Bronson som selvtægtsmanden i ’Death Wish’, som et argument for retten til selvforsvar samt retten til at bære våben.

Donald Trump har også udtalt, at hans favoritfilm er ’Blood Sport’, med Jean-Claude Van Damme i hovedrollen, og at han altid spoler hen over dialogen, for at gå direkte til de voldelige actionscener.

Nick de Semlyen afslutter bogen med at indrømme, at også han hele tiden vender tilbage til disse actionhelte.

Nye tider

I dag er de på mange måder et symbol på en tid, hvor computerteknologi og superhelte med superkræfter har menneskeliggjort dem, der skal komme og redde os alle sammen.

Mange af de bedste film fra denne gyldne periode er virkelig mesterlige klassikere, men det er også tydeligt, at nogle af dem havde et klart politisk sigte, der fremstår kritisabelt.

Machomanden er i dag blevet udskiftet med en mere broget og nuanceret type. Men spørgsmålet er, om ikke den gyldne periode med superheltene også er ved at spille sig selv ud.

Tiderne skiftet, og nye heltemodeller søges

Med de nye tider og fremkomsten af MeToo-bølgen er flere af den gamle garde af actionhelte blevet anklaget for forskellige former for seksuelle krænkelser fra fortiden.

Ligesom de gamle actionhelte har forsøgt at give sig selv kunstigt åndedræt, ved at spytte serien ’The Expendables’ ud, hvor de spiller side om side, er Marvels superhelteunivers i dag et stort sammensurium.

Tiderne skiftet, og nye heltemodeller søges. Hvad der bliver det næste, er svært at spå om.

Nick de Semlyen: ’The Last Action Heroes. The Triumphs, Flops, And Feuds of Hollywood’s Kings of Carnage’. 334 sider. Picador/ Random House, 2023.