Historiker: Propagandafilm spillede en vigtig rolle for Stauning & Co.

Propagandafilm havde afgørende betydning for Stauning, da han satte sig på regeringsmagten. Men det har vi bare glemt, mener historiker Mads Einar Nielsen.
Var der én ting, som Socialdemokratiet dengang i tredivernes kriseramte Danmark virkelig mestrede til fingerspidserne, så var det ikke bare at få lagt grundstenene til det kommende velfærdssamfund.

Nej, de mestrede såmænd også det der med at bøje budskaber i neon: Løbesedler, aviser, plakater, ja, sågar højtalervogne spillede således en vigtig rolle i kampen om regeringsmagten.

Løbesedler, aviser, plakater, ja, sågar højtalervogne spillede således en vigtig rolle

Netop den opfattelse er blandt historikere ikke ny. Imidlertid er man dog oftest gået let forbi de nærmere detaljer og det faktum, at datidens mest moderne massemedie, nemlig filmen, var et af de absolut vigtigste kanaler for Stauning & Co.

”Socialdemokratiet forstod at bruge partipressen og stemme dørklokker i kampen om vælgerne. Men ofte glemmer man, at stumfilmen og senere igen tonefilmen faktisk også spiller en mindst ligeså afgørende rolle,” lyder det fra Mads Einar Nielsen.

I efteråret var den 38-årige historiker flot nomineret til Arbejderhistorieprisen for sin fremragende afhandling om Socialdemokratiet i mellemkrigstiden. En afhandling om partiets samlede organisation og agitationsvirksomhed med særligt fokus på deres propagandafilm.

Ned med kommunisterne

Imellem 1928 og 1938 lavede Socialdemokratiet i alt fem spillefilm, som samlet bliver set af hundredtusinder af vælgere, nemlig ”Fra Mørke til Lys”, ”Den store Dag”, ”Under den gamle fane”, ”Danmark for Folket” og ”I Folkets Navn”.

En let spiselig bolsjeblanding med alt fra ung kærlighed til partihistorie

Spillefilmene, der først sidste år blev gjort tilgængelige via Det Danske Filminstitut, er en let spiselig bolsjeblanding med alt fra ung kærlighed til partihistorie, der typisk blev vist ved AOF’s foredragsaftener, i biografen eller måske i den lokale fagforening. Igen og igen er den røde tråd en metaforisk sondring mellem mørke og lys.

Til en start gælder det kampen for lysere boliger, og senere igen - efter kommunisternes plads i Folketinget i 1932 og Hitlers magtovertagelse året efter - kampen mod antidemokratismens mørkemænd, nemlig DKP og nazisterne.

”Filmene viser Socialdemokratiets udvikling fra arbejderparti med fokus på sociale fremskridt til et folkeparti mod de antidemokratiske strømninger, som Hartvig Frisch mente, forpestede Europa”, fortæller Mads Einar Nielsen, og tilføjer: ”Da højrefløjen dog var temmelig splittet, var DKP partiets reelle hovedfjende.”

Fanatisme vs. folkefælleskab

Med folkekære skuespillere som Ib Schønberg og Lily Brobjerg som nogle af filmenes helt store trækplastre blæser Socialdemokratiet således til værdikamp mod især kommunismen. Selv fremhæver Mads Einar Nielsen ”I Folkets Navn”, en film lavet af Birger von Cotta-Schønberg.

Med folkekære skuespillere som Ib Schønberg og Lily Brobjerg som nogle af filmenes helt store trækplastre

Filmen får premiere i Palads Teatret i efteråret 1938, og handler om den unge Kristian, der vender tilbage til det Jylland, han forlod for at søge arbejde i byen. Nu har Stauning & Co nemlig gjort det muligt at bo og arbejde lige der, hvor han føler sig hjemme.

Filmen giver os lektioner udi sammenhold mellem land og by. Men viser indirekte også hvordan kommunismen i socialdemokratisk optik er gået fra at være en lille, latterlig størrelse til pludselig at være blevet decideret udspekuleret og fanatisk.

Som når en tilfældig mandsperson på et tidspunkt lokker den modløse landarbejdersøn, Kristian, med ned på et lille lyssky værtshus: ”Det hele skal være galt, før det kan blive godt”, lyder det truende fra den ivrige kommunist, der uddyber: ”De sultende masser skal organiseres, og så skal vi på gaden med koner og børn.”

Filmen giver os lektioner udi sammenhold mellem land og by

Belært om organisering og nordisk socialdemokratisme undervejs giver vores helt uden kvaler dog igen på det kommunistiske vrøvl: ”Du ved jo godt, at der ikke er nogen, der behøver at sulte her i Danmark. Regeringen har jo netop lavet love, der skal gøre sådan noget umuligt”, kommer det igen fra den unge landarbejder.

Følelsernes politik

Med drømmen om et folkefælleskab står ”I Folkets Navn” tilbage et slags socialistisk take på den grundtvigianske folkebevægelse, hvor man lidt kynisk sagt gør sig til for landets landarbejdere.

Samtidig afspejler det ifølge Mads Einar Nielsen at partiet generelt havde erkendt, at følelser er en uundgåelig forudsætning for oplysning i kampen om vælgerne og demokratiet.

”Reklamer var jo noget nyt og moderne”, fortsætter han. ”Det samme gælder propaganda. Det er i det lys, at man ligesom mange andre i tiden erkender, at ”den rette følelsesmæssige stemning” er en vigtig betingelse for ”oplysningsarbejdets virkning”, som Hans Hedtoft skriver i en propagandavejledning.”

Og deres strategiske indsats er skarp, struktureret og professionel

Netop Hans Hedtoft, den senere statsminister, er formand for Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling (H.I.P.A.), der efter de blev oprettet i 1935 stod bag flere af filmene. Og deres strategiske indsats er skarp, struktureret og professionel.

Derfor bliver alle filmene da også lavet efter fem principper: Propagandaen skulle være letfattelig, fange sympati, være intens, uafbrudt og smidig alt efter målgruppen. Og var der noget, partiet gjorde, så var det at kende sit publikum.

Med adgang til den slags data, der i disse GDPR-tider nok ikke ville kunne accepteres, trækker partiet på informationer fra Statistisk Departement, analyser af forholdet mellem medlemstal og stemmetal i valgkredsene og sammenligning af valglisterne og partiets egne medlemslister, og taler med stor præcision ind i vælgernes hverdag.

Demokratisk propaganda

”En ting, der faktisk overraskede mig ret meget, var at propaganda betød så meget for partiet. Ambitionerne er jo skyhøje. Man kastede virkelig en masse tid, penge og arbejde i den retning”, fortæller Mads Einar Nielsen begejstret, idet han tilføjer: ”Altså, bare de samlede udgifter til ”I Folkets Navn” lå dengang på i alt 114.523 kr.

310.000 trykte filmprogrammer

Samtidig vidner de 310.000 trykte filmprogrammer om, hvor stort et antal mennesker, man rent faktisk satsede på skulle se den frem mod valget året efter.”

Om propagandaen så virkede, bør man blot skæve til valgresultaterne for at få bekræftet. Især rekordvalget fra 1935 synes at være et godt eksempel. Et valg, hvor Stauning & Co stikker af med over 46 procent af stemmerne.

Imidlertid er det naturligvis påfaldende, at man på den ene side taler for oplysning og demokrati, og på den anden side opdrager danskerne til at være gode socialdemokrater. For det er vel en selvmodsigelse?

Det handlede om både oplysning og følelser

”Ja, det er et paradoks”, smiler Mads Einar Nielsen, og forklarer: ”Men det var jo en del af tiden. Socialdemokratiet skelner imidlertid mellem gode og dårlige formål, hvor det for dem handlede om både oplysning og følelser. Ikke kun følelser. Alt i alt kom det an på øjnene, der så.

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet

Annonce