Annonce

Hummelgaard i aktion efter Mærsk-alarm: HA-rockere har infiltreret Aarhus Havn

30 af 400 ansatte i Aarhus Havn har, ifølge Mærsk, forbindelser til Hells Angels.
Foto: Biker News Network
Ifølge rederiet Mærsk er det lykkedes en række personer med forbindelser til rockergruppen Hells Angels at skaffe sig arbejde på Aarhus Havn.

Det er sket selv om Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn, og på trods af at netop store industrihavne er centrale mål for narkosmuglere. Læg dertil, at amerikanske krigsskibe også benytter Aarhus Havn.

På den baggrund har Mærsk og Dansk Industri opfordret myndighederne til at foretage et grundigt baggrundstjek af havnearbejdere forud for en eventuel ansættelse - akkurat som det sker forud for ansættelsen af medarbejdere i Københavns Lufthavn.

Det skriver Berlingske og Jyllands-Posten.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at SVM-regeringen tager oplysningerne alvorligt:

Regeringen tager selvfølgelig oplysningerne fra Mærsk alvorligt

“Regeringen tager selvfølgelig oplysningerne fra Mærsk alvorligt, og mit embedsværk er i dialog med relevante myndigheder, så oplysningerne fra Mærsk kan blive undersøgt til bunds,” skriver Hummelgaard i et mailsvar til Berlingske.

Hummelgaard tilføjer, at de virksomheder, de pågældende havnearbejdere er ansat hos, selvfølgelig også bærer et ansvar for, hvem de ansætter.

Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), der også er formand for havnens bestyrelse, siger i en udtalelse til Ritzau ifølge Fagbladet 3F, at han har bedt havnen om en redegørelse:

"Oplysningerne om rockere på Aarhus Havn er nye for mig, og det er rystende, hvis det virkelig forholder sig som beskrevet i medierne. Aarhus Havn er strategisk infrastruktur, og det er klart, at vi kan ikke acceptere, hvis organiserede kriminelle opererer på Aarhus Havn."

Blodprøver stjålet 

Mærsk anslår, at op mod 30 af 400 ansatte på Aarhus Havn har forbindelse til rockerklubben Hells Angels.

skete efter tip om, at de pågældende medarbejdere var påvirkede af hash

Berlingske kunne forleden fortælle om en episode, hvor politi og myndigheder rykkede ud for at tage blodprøver af en række havnearbejdere på arbejde. Det skete efter tip om, at de pågældende medarbejdere var påvirkede af hash.

Aktionen endte ud i ingenting, fordi blodprøverne på forunderlig vis blev stjålet fra en sygeplejerske, som foretog blodprøverne, og som opbevarede blodprøverne natten over i sit private hjem.

Intet andet end blodprøverne blev stjålet under indbruddet. Politiet har ikke kunnet bevise, at Hells Angels står bag tyveriet af blodprøverne.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man vil forbyde folk at håne et stykke papir, men Hells Angels vil man ikke røre - uha, så betyder forsamlingsfriheden pludselig alt.

Jamen den forening laver da kun fastelavnsfester og udflugter for børnene. Det siger de selv. Ha ha ha

Vi må håbe at Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien en dag forlanger dem forbudt. Så skal du bare se.

Peter hummelgård har samme egenskaber som sin arbejdsgiver mette, de er begge to bedst
til at lukke varm luft ud.