Annonce

Hvorfor ECB’s opkøb af statsobligationer er vigtigt

Det bliver betegnet som Europas store redningspakke, når den Europæiske Centralbank i dag forventes at starte store opkøb af statsobligationer. Men hvorfor er det vigtigt, og hvordan hænger det sammen? Netavisen Pio giver dig overblikket.
Det har stået sløvt til i Europa. I lang tid. Og på trods af diverse investeringsplaner og vækstpakker, både på EU-plan og i de enkelte medlemslande, så er det ikke lykkes at få gang i et rigtigt opsving og komme ud af krisen. Tidligere på måneden kunne EU’s statistikbank Eurostat endda konstatere, at EU er ramt af deflation.

Derfor tager den Europæiske Centralbank i dag formentligt fat i det, der bliver betegnet som det sidste stykke værktøj i kassen, i et forsøg på at gang i de europæiske hjul: kvantitative lempelser eller i forkortet fagsprog: QE.

Hvad er kvantitative lempelser?
Kvantitative lempelser eller QE er en utraditionel form for pengepolitik, hvor en centralbank opkøber statsobligationer med det formål at stimulere økonomien.

Hvordan fungerer det?
Det starter med, at Den Europæiske Centralbank i dag formentlig træffer en beslutning om at trykke minimum 1000 milliarder euro.

De nationale centralbanker vil så over de næste par år bruge de i hvert fald 1000 milliarder euro på at opkøbe statsobligationer i deres pågældende lande. De nationale centralbanker køber primært statsobligationer af banker og private investorer, som til gengæld får de mange euro i pengekassen.

De store pengesummer, som vil komme i omløb oven på opkøbene, vil få renten på statsobligationer til at falde. Og den lave rente vil få investorerne til at sætte deres penge i lande uden for eurozonen, hvor renten er højere. For eksempel USA.

Når pengene flytter ud af eurozonen, så bliver euroen svækket, altså billigere, og det styrker konkurrenceevnen. En billig euro vil øge eksporten og give øget vækst og inflation.

Samtidig vil de store pengesummer i bankerne også gavne. Med plus i pengekassen vil bankerne begynde at låne penge ud. For eksempel til virksomheder, som gerne vil investere i nye maskiner og medarbejdere. Eller til forbrugere, der ønsker at bygge nyt hus.

Virker kvantitative lempelser?
Fortalerne for kvantitative lempelser fremhæver i høj grad USA, som et eksempel på, at det virker.

Kritikere, såsom Carsten Valgreen, der er økonom og partner i det uafhængige, amerikanske analysefirma AGM Research, siger dog til DR Nyheder: ”USA har prøvet det i nogle år, men det er jo ikke fordi de har haft et sprudlende opsving. Nærmere skuffende.”

Heller ikke i OECD mener man, at ECB’s manøvre kan stå alene. Hvis Europa én gang for alle skal ud af krisen og ikke stå i stampe, så skal de europæiske regeringer i gang med at bruge penge:

”Der er begrænsninger for, hvor meget centralbanker kan gøre. Helt basalt, så er det eneste, de kan gøre, at vente, indtil regeringerne gør det rigtige,” siger OECD’s generalsekretær José Ángel Gurría til Reuters.


Flere artikler om emnet