Ingen faglærte eller ufaglærte i den nye regering

Der er hverken blevet plads til faglærte eller ufaglærte i Lars Løkke Rasmussens nye regering. Til gengæld er der både statskundskabere, jurister og en bankfunktionær.
Når politikerne står på Folketingets talerstol, har de udsigt til fire statuer, der hænger på den modsatte væg i folketingssalen. Statuerne forestiller en landmand, en fisker, en smed og en handelsmand. Tanken med det er klar – når politikerne står Folketingets talerstol og udtaler sig om deres ideer for riget, skal de huske på dem, der har de almindelige job i den brede befolkning.

Måske kunne statsminister Lars Løkke med fordel have husket på de fire statuer, da han sammensatte sin regering. I Lars Løkke Rasmussens nye regering er der nemlig ikke en eneste faglært eller ufaglært i regeringen. Faglærte og ufaglærte arbejdere udgør ellers 40 % af den voksne befolkning, men af de 22 ministre er der altså ikke en eneste af de ”kloge hænder” iblandt.

Mens der ikke er blevet plads til hverken faglærte eller ufaglærte i den nye regering, er der til gengæld akademikere i overflod. Hele 12 af regeringens 22 ministre er akademikere. Der er eksempelvis 4 jurister i den nye regering – statsminister Lars Løkke Rasmussen, erhvervsminister Brian Mikkelsen, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og forskningsminister Søren Pind er således alle cand.jur.

Der er også rigeligt med statskundskabere i regeringen – udenrigsminister Anders Samuelsen, kultur- og kirkeminister Mette Bock og børne- og undervisningsminister Mai Mercado er alle cand.scient.pol. Skatteminister Karsten Lauritzen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll er henholdsvis bachelor i socialvidenskab og politik og administration.

Søren Pape Poulsen og Karen Ellemann er skolelærere, Ole Birk Olesen og Lars Christian Lilleholt er journalister, Thyra Frank er sygeplejerske. Den ny finansminister Kristian Jensen er uddannet bankfunktionær, og Inger Støjberg har en master i business administration.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen begyndte på historie-studiet på Københavns Universitet i 1996, men han har endnu ikke færdiggjort sin uddannelse.

Forsvarsminister Peter Christensen var den eneste i den tidligere regering, der havde en faglig uddannelse. Han blev i 1997 udlært som elektriker. I Helle Thorning-Schmidts regeringer var der flere faglærte og ufaglærte på ministerbænkene. Således var postbud Henrik Dam Christensen, varmemester Carsten Hansen og salgsmedarbejder Benny Engelbrecht en del af det socialdemokratiske ministerhold.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook