Året skydes i gang med et stort kick off-arrangement tirsdag den 5. marts på Hotel- og Restaurantskolen i Valby i København.
Lærlingeoprøret har udnævnt 2024 til Lærlingenes År, fordi regeringen sidste år afsatte 900 millioner kroner til forbedring af erhvervsuddannelserne - ikke mindst efter pres fra netop Lærlingeoprøret:
“Det er vi stolte over. Men kampen for bedre erhvervsuddannelser handler ikke kun om kroner og ører. Det er også en kulturkamp for mere anerkendelse og respekt for lærlinge og elever i samfundet,” hedder det i en pressemeddelelse fra Lærlingeoprøret.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er kick off-konferencier.
Nuværende statsminister Mette Frederiksen( S), næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Nanna Højlund og ungdomskonsulent samme sted, Kasper Stiesen og talsmand for Lærlingeoprøret, Carl Emil Lind Christensen, er på talerlisten.
Aftenen er dog især fyldt med stolte lærlinge og elever, der fortæller om deres uddannelse og fag:
Vi har verdens bedste faglærte
“Vi har verdens bedste faglærte, og det skal vi være bedre til at vise frem, samtidig med at vi råber op om de uligheder, der stadig er mellem faglærte og andre grupper i samfundet,” hedder det i eventbeskrivelsen på Facebook, hvor man også kan købe billetter til arrangementet - inklusive middag.
Et af aftenens temaer handler om kvinder i mandsdominerede fag.
Kick Off til Lærlingenes År tirsdag den 5. marts starter kl. 16.45.