Vi råbte op om dårlige faciliteter på vores skoler: Slidt værktøj, forældet udstyr, manglende materialer, utidssvarende teknologi og lærere med manglende kompetencer.

Lærlingeoprøret så dagens lys i maj 2022.

Vi stod sammen i arbejderbevægelsens ungdom – på tværs af uddannelsesbaggrund, fag, brancher, skoler, geografi og fagforeninger – og forsøgte at råbe politikerne op!

Den fremherskende opfattelse

Hvis man slår op i Den Danske Ordbog og søger på ordet ”oprør”, står der, at et oprør betyder, ”at en gruppe rejser sig i protest mod en fremherskende opfattelse”.

Det er lige nøjagtig, hvad vi har gjort. Vi har rejst os i protest mod den ”fremherskende opfattelse”.

At det boglige er vigtigere end det praktiske.

At man er klogere, hvis man går på gymnasiet fremfor at tage en erhvervsuddannelse.

At der er mere prestige i få en kandidatgrad end et svendebrev.

At det er finere at være akademiker end faglært.

En fremherskende opfattelse af at os, der har valgt en erhvervsuddannelse, nok ikke har gjort det som et aktivt tilvalg.

Men sikkert fordi vi ikke var kloge nok til at tage en gymnasial uddannelse og dernæst – måske afbrudt af et par sabbatår – læse videre på universitetet.

En tilstand af uro og postyr

Lad os blive lidt ved Den Danske Ordbog. For ordbogen har ofte flere definitioner af det samme ord. Dét er også tilfældet med ordet ”oprør”.

For i ordbogen defineres et oprør også som ”en tilstand af uro, postyr el.lign. blandt en gruppe mennesker, opstået som reaktion på en hændelse, der opleves som meget foruroligende, chokerende el.lign.”. Også denne definition er meget rammende for Lærlingeoprøret.

Manglen på faglært arbejdskraft er en bombe under vores velfærdssamfund.

For Lærlingeoprøret er netop ”en tilstand af uro, postyr el.lign. blandt en gruppe mennesker”. I dette tilfælde uro og postyr blandt lærlinge og elever.

Og det er netop ”opstået som reaktion på en hændelse”, der ikke bare ”opleves som”, men snarere ER meget foruroligende og chokerende – nemlig udsigten til at Danmark kommer til  at mangle 100.000 faglærte i 2030. Og udsigten til at Danmark ikke kommer til at leve op til klimalovens målsætninger.

Manglen på faglært arbejdskraft er en bombe under vores velfærdssamfund.

Og det er samtidig den største udfordring – og forhindring – for, at Danmark kan nå i mål med den grønne omstilling.

Årsagerne til – og argumenterne for – at investere massivt i erhvervsuddannelserne og fremtidens faglærte, mangler i hvert fald ikke.

Lærlingeoprøret var ikke et borgerforslag

Det lykkedes desværre ikke at indsamle 50.000 støtteerklæringer/underskrifter på Lærlingeoprørets borgerforslag om investeringer i erhvervsuddannelserne.

Vi fik præcis 25.642 underskrifter på vores borgerforslag, som udløb den 8. november 2022.

Dermed opnåede vi – ungdomsorganisationerne bag Lærlingeoprøret – kun lidt mere end halvdelen af det antal underskrifter, der er nødvendigt for, at et borgerforslag kan blive fremsat som beslutningsforslag i folketingssalen.

Derfor slutter Lærlingeoprøret heller ikke, bare fordi et borgerforslag er udløbet.

Det fik flere iagttagere til at sige, at Lærlingeoprøret var løbet ud i sandet eller ikke havde nået sit mål – fordi borgerforslaget ikke fik den nødvendige opbakning.

INTET kunne være mere forkert. Men der er desværre flere – også internt i fagbevægelsen – som fejlagtigt har forsimplet Lærlingeoprøret til at være et borgerforslag.

Men lad mig lige slå én ting fast: Lærlingeoprøret startede IKKE som et borgerforslag. Derfor slutter Lærlingeoprøret heller ikke, bare fordi et borgerforslag er udløbet.

Vi gør krav på taletiden

Lærlingeoprøret er – først og fremmest – et opgør med uddannelsessnobberiet og en kamp for investeringer i erhvervsuddannelserne.

Derfor råbte vi vagt i gevær. Men vi råbte ikke kun op om dårlige forhold på de udsultede erhvervsskoler, som er blevet svigtet i årtier.

Udover at gøre krav på vores del af taletiden, krævede vi også mindre snak og mere handling fra politikerne.

Vi gjorde også krav på vores del af taletiden. Fordi vi ved, at hvis vi ikke selv griber mikrofonen, så er der nogle andre, der – hellere end gerne – gør det.

Og sandsynligheden for, at dem, der så griber mikrofonen, er nogle, der ligner os, er desværre meget lille. De har som oftest en anden baggrund og en helt anden hverdag.

Udover at gøre krav på vores del af taletiden, krævede vi også mindre snak og mere handling fra politikerne. Snakken fra politikerne er ikke just blevet mindre; men handlingen – i hvert fald de politiske intentioner – er rykket flere skridt i den rigtige retning.

Det lykkedes rent faktisk for Lærlingeoprøret at bryde gennem lydmuren!

Og sig mig lige en gang: Hvornår har erhvervsuddannelserne sidst været så højt oppe på den politiske dagsorden, som det er tilfældet nu?

Vores opgave er nu at holde politikerne og deres skåltaler til ilden.

Lærlingeoprøret er på ingen måde dødt. Vi fortsætter kampen, indtil pengene er på bordet – naturligvis.