Klimarådet: Ingen skub til salget af elbiler

Klimarådet savner et skub til salget af elbiler. Og energi- og klimaordfører Jens Joel (S) mener, at regeringens udspil er kopi-politik
Anført af Lars Løkke har regeringen i dag præsenteret sit stort opslåede såkaldt ’klima- og luftudspil’ med titlen: ’Sammen om en grønnere fremtid’. Særligt transportområdet står i centrum i udspillet, der har et særligt fokus på elbiler.

Ud af i alt 38 konkrete nedslag i VLAK- regeringens udspil, så handler de 9 om transportområdet, som regeringen selv betegner som den næststørste klimasynder. Regeringen sætter dermed igen fokus på bilområdet, men i modsætning til tidligere finanslove, hvor det er afgiftslettelser til benzin- og dieselbiler der har været på dagsordenen, så er det denne gang elbilen, der dominerer.

Kopi af tidligere afvist S-politik

Men særligt regeringens tidligere indsats imponerer langt fra Socialdemokratiets klima- og energiordfører, Jens Joel, der mener, at regeringen tidligere har modarbejdet omstillingen til elbiler og nu blot kopierer Socialdemokratiets udspil fra maj måned.   

Bedre sent end aldrig er godt, hvis de mener noget med det

”Regeringens politik har de sidste tre år gjort klimaproblemerne større. Gammeldags benzin- og dieselbiler er blevet billigere, mens elbilerne er blevet dyrere. Derfor klinger det meget hult, at regeringen nu vil gøre noget for den grønne transport. Men bedre sent end aldrig er godt, hvis de mener noget med det. Det tyder på, at de har kopieret en masse af de socialdemokratiske forslag som de for få uger siden afviste blankt”, lyder det fra energi- og klimaordfører Jens Joel.


Faktaboks: Regeringens 9 nedslag på transportområdet

1 Stop for salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030 og for nye plug-in hybridbiler fra 2035

2 Nedsættelse af ny kommission, skal vise vejen til nye tiltag

3 Ingen registreringsafgift på grønne biler under 400.000 kr. i 2019 og 2020

4 Lavere beskatning af grønne firmabiler

5 Det skal være hurtigere at oplade sin lavemissionsbil

6 Bedre mulighed for kommunerne for at give lavemissionsbiler rabat på parkering

7 Sikkerhed for parkeringspladser til lavemissionsbiler med opladning

8 Kommunerne kan give tilladelse til kørsel i busbaner for lavemissionsbiler

9 Forskning i elbilers samspil med energisystemet

Klimarådet: Ingen skub til salget

Klimarådet, der er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan omstillingen til et lavemissionssamfund har tidligere været ude med forslag om at omlægge afgiftslettelserne til elbiler. Forslaget vil betyde at alle elbiler fremover får et tilskud på mindst 50.000 kroner pr. elbil, indtil der er solgt et vist antal biler.

Tilskuddet skulle ifølge Klimarådet sikre et tilstrækkeligt boost til at få gang i det svigtende elbilsalg herhjemme. Selvom Klimarådet roser ambitionerne i regeringens udspil, så savner de stadig noget til at sætte skub i salget af elbiler i Danmark. Sådan lyder det fra Niels Buus Kristensen, der er medlem af Klimarådet og Forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo.

”Det har vist sig at være trægt at få gang i salget af elbiler i Danmark sammenlignet med landene omkring os. Regeringens udspil afbøder de negative effekter af den fortsatte indfasning af højere registreringsafgifter på bilerne i 2019. Men samlet set er der ikke noget, der for alvor sætter skub i salget”, siger Niels Buus Kristensen til Netavisen Pio.

På den mere tekniske side fremhæver Niels Buus Kristensen to fordele ved Klimarådets forslag.

”Regeringens udspil ændrer ikke på, at afgiftslettelsen er større for de dyreste elbiler, hvor en ens afgiftslettelse ville få flere elbiler på gaden for den samme samlede udgift. Vores model (fra Klimarådet, red.) vil favorisere alle elbiler lige meget. Vi foreslår en afgiftslettelse på 50.000 som gradvist udfases over de første 100.000 solgte elbiler. På den måde vil man kunne beregne den samlede udgift for statskassen til finansieringen, og forbruger og bilimportører ville vide hvad de kunne regne med. I regeringens udspil forsætter usikkerhedsmomenteterne fordi det kun ligger fast de næste to år i bedste fald,” afslutter medlem af Klimarådet Niels Buus Kristensen.

Skidt for klimaet - skidt for erhvervslivet

Efter statsministerens åbningstale til Folketinget fik Lars Løkke Rasmussen ros for sine nye og højere ambitioner på klimaområdet, men spørgsmålet er 
om hvor langt disse ambitioner række. Særligt Alternativet var meget begejstrede.

Er der noget om snakken, når flere kommenttorer og partier sagde at Regeringen er blevet mere ambitiøse end Socialdemokratiet?

"Regeringen er ikke mere ambitiøse, men noget tyder på at de har valgt at kopiere en række af vores forslag. Deres ønske om 1 mio lavemmissionsbiler omfatter også eksempelvis hybridbiler, som ikke er med i det socialdemokratiske udspil", lyder svaret fra Jens Joel.

Udover at regeringen ifølge energi- og Klimaordfører Jens Joel ikke er i mål på elbiler, så savner han også mere om landbrug og bygninger i regeringens udspil: 

”Desværre når regeringens plan hverken helt eller halvt i mål. Klimaforskningen fortæller os at alle dele af samfundet skal med og at vi skal skrue op for tempoet. Socialdemokratiet foreslår derfor, at vi allerede i 2045 – og ikke som regeringen vil i 2050 – skal sende de sidste sorte energikilder på pension".

Det gør den grønne omstilling dyrere

Jens Joel fortsætter: 

"Derudover kræver en ambitiøs klimaindsats selvfølgelig, at man tager fat på alle områder, og her er det skuffende – om end ikke overraskende - at regeringen igen igen holder hånden over landbruget, som man også gjorde i landbrugspakken. Ligeledes er der slet intet om at spare på energien i de bygninger, vi alle bor i. Det er skidt for klimaet, skidt for dansk erhvervsliv og det gør den grønne omstilling dyrere.”

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce