Annonce

Kun én kandidat til næstformandspost i FOA

Den 41-årige Thomas Enghausen står til at blive næstformand for FOA efter Mona Striib, som blev valgt til formand i sidste måned
Klokken 00.00 natten til fredag udløb fristen for at stille op til næstformandsposten i fagforbundet FOA. Dermed står det klart, at den 41-årige pædagog Thomas Enghausen er eneste kandidat til posten. Det skriver FOA i en pressemeddelelse.

Thomas Enghausen afløser dermed Mona Striib, der i sidste måned blev valgt til formand efter Dennis Kristensen.

Thomas Enghausen er uddannet pædagog og har i de seneste otte år været formand for almenområdet i LFS, der ifølge FOA er ”hovedstadsområdets største pædagogiske fagforening med mere end 11.000 medlemmer”. Derudover har Thomas Enghausen i flere år været medlem af både FOA's hovedbestyrelse og forbundets pædagogiske sektorbestyrelse.

"Jeg er stolt af at være del af FOA-fællesskabet, og stoltheden er kun vokset efter OK18. Jeg kommer ikke ind ad hoveddøren med en revolution i baglommen. Men jeg kommer med mange års erfaringer i det helt grundlæggende fagforeningsarbejde, omskrevet til moderne tid, og jeg stiller op som næstformand i en tro på, at min erfaring og min viden kan bidrage positivt til FOAs fortsatte udvikling," siger Thomas Enghausen.

FOA er med sine cirka 180.000 medlemmer Danmarks tredjestørste fagforbund. Den største gruppe er social- og sundhedshjælpere, men også social- og sundhedsassistenter, pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og dagplejere er store faggrupper. 86 procent af forbundets medlemmer er kvinder. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner.

FOAs 598 kongresdelegerede skal formelt godkende den nye næstformand på en ekstraordinær kongres den 6. juni.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet