Det kan jo ikke lade sig gøre, tænkte jeg.

Som inkarneret fan af Cohen er det vanskeligt at forestille sig, at en skuespiller kan inkarnere denne helt igennem unikke poet, der excellerede i den ene kærlighedshymne efter den anden.

Men min skepsis viste sig at være grundløs. Selvfølgelig handler det ikke så meget om, om den skuespiller, der spiller Cohen (Alex Woolf), helt kan overbevise en, for det er naturligvis umuligt.

Det er en relativ stor co-produktion mellem Norge, Grækenland og Canada

Men det er nu engang sådan med fiktion, at der findes spilleregler, der gør, at man kan ”glemme” sådan noget, hvis der er andre ting, der rent faktisk fungerer.

Det samme kan man jo sige om hans muse, den norske skønhed, spillet af Thea Sofie Loch Næss: bliver man forelsket i hende, ligesom man som fan er blevet det igen og igen, mens man har rådyrket de mange sange, som Cohen skrev til hende? Og nej, det gjorde jeg i hvert fald ikke.

Men der er bare det ved det, at slet ikke gør noget, for tv-serien kan nemlig noget andet, der fører fortællingen sikkert i havn.

Et velfungerende greb

Det er en relativ stor co-produktion mellem Norge, Grækenland og Canada. Det meste foregår på den græske ø Hydra, hvor de to mødes i 1958, hvor Marianne er udsat for et miserabelt ægteskab med en selvfed norsk forfatter, og Leonard Cohen er stukket af fra Canada i et forsøg på at finde fred og inspiration til at komme videre med sine skriverier.

Der er også passager fra Mariannes og Leonards tid i Oslo, og så er der en periode, hvor først Leonard flytter tilbage til sin hjemby, og siden følger Marianne med.

Og som kronen på værket, og der hvor historien munder ud, ser vi også passager fra Leonard Cohens tid i New York, hvor han boede på det berømte Chelsea Hotel, hvor datidens legendariske kunstnere havde skabt en koloni, og hvor det endelig lykkes for ham selv at slå igennem.

Man har i stedet valgt en langt mere ambitiøs tilgang, hvor Leonard Cohens særlige poetiske stil er i centrum

Det helt igennem velfungerende ved tv-serien er, at den bruger knap så mange kræfter på at skabe et ”kunsterisk” visuelt billede af det stormfulde kærestepar.

Billederne er fine nok, men de er ikke æstetisk ophøjede. Man har i stedet valgt en langt mere ambitiøs tilgang, hvor Leonard Cohens særlige poetiske stil er i centrum.

Hele tiden bliver man udsat små dråber af hans særlige, skrøbelige, fine og alligevel jordbundne fornemmelse for kærlighedens poesi, der viser sig at udspringe af hans hverdag, der er passioneret og i konstant konflikt.

Smuk og umulig

Det andet, der virkelig fungerer fint i serien er, at den på ingen måde heroiserer eller på andre måder fordrejer den misbrug, der faktuelt fandt sted på kunstnerøen Hydra, og i Cohens eget liv.

Der er så megen destruktivitet forbundet med hans forsøg på at finde ind til den kerne, hvor hans poesi kan få liv, og det er bestemt ikke uden omkostninger for ham selv og hans omgivelser.

Man sidder bestemt ikke og misunder Mariannes og Leonards kærlighedsaffære, der virkelig er dramatisk, smuk og samtidig umulig.

Tre måneder efter fulgte Cohen efter, og verden mistede en af vor tids største og mest særprægede poeter og musikere

Efterfølgende sidder man som fan af Cohen og tænker, at man ikke kan gøre noget som helst ved det. At det er umuligt at forestille sig, at det kunne være foregået på andre måder.

At kærligheden, som han skrev så inderligt om, ikke er pussenusset eller nem, enkel.

At det kommer med en pris, der er meget dyr, og at den ikke kun er identisk med nydelse eller fred.

At den fungerer som en slags krig, der er uundværlig, fordi den er passioneret, og derfor en del af livet.

Farvel på dødslejet

Og ja, jeg fortsætter jo med at lytte til Cohen, og tv-serien er bare en kær mindelse om det, der dengang opstod som noget ganske særligt mellem den jødiske canadier, der drømte om at slå igennem som forfatter, men endte som poetisk musiker, og så den smukke norske kvinde, der nok ikke fandt sin drømmeledsagerske, men i stedet fik de smukkeste sange og tekster, som mange andre kun kan drømme om.

I tv-serien ser vi Marianne på dødslejet, kort før hun går bort i 2016. Det giver rigtig god mening, for Leonard Cohen kontaktede hende faktisk, og de fik sagt farvel.

Tre måneder efter fulgte Cohen efter, og verden mistede en af vor tids største og mest særprægede poeter og musikere.

'So long, Marianne'. Instruktør: Øystein Karlsen. Norge. NRK. 2024. Otte afsnit. Kan ses på DRTV.