Annonce

Lønseddel-tjek: 3F skaffer medlemmerne 107 millioner

Du kan bestille et lønseddel-tjek hos en lang række LO-forbund
Danmarks største forbund, Fagforbundet 3F, har i løbet af et enkelt år skaffet sine medlemmer ikke mindre end 107 millioner kroner via et simpelt tjek af medlemmers lønsedler.

Det viser en opgørelse, som fagforbundet 3F har lavet for Netavisen Pio – på baggrund af indberetninger fra forbundets afdelinger rundt om i landet. De 107 millioner kroner dækker løn-tjek i perioden 1. januar 2017 til 31. december 2017.

3F tilbyder – i lighed med en række andre LO-forbund - sine medlemmer et gratis tjek af ens løn-sedler. Er du medlem af 3F kan du bestille et lønseddel-tjek her.

3F's næstformand, Tina Christensen, opfordrer medlemmerne til at få tjekket lønnen efter:

"Det er altid en god idé at få tjekket sin løn, for man skal selvfølgelig have den løn, som man har krav på. Derfor tilbyder vi vores medlemmer at lave et gratis løntjek, hvor vi tjekker lønsedler igennem for fejl og mangler,"  siger hun til Netavisen Pio.

"Lønsedler kan være skrevet på mange forskellige måder, og de kan være svære at læse og forstå. Det har vi i 3F gode folk, der kan hjælpe vores medlemmer med, og det viser værdien af at være organiseret i en fagforening. Hvis man er i tvivl, om man får det rigtige i løn, så skal man kontakte sin lokale 3F afdeling, der kan hjælpe med at lave et løntjek," understreger Tina Christensen.

10 millioner hos FOA

Også fagforbundet FOA tilbyder sine medlemmer et gratis lønseddel-tjek. I perioden 1. juni 2017 til 1. juni 2018 har 15 FOA-afdelinger hentet omkring 10 millioner kroner hjem til medlemmerne.

Det skriver Fagbladet FOA. Fagbladet FOA har foretaget et rundspørge blandt 38 afdelings- eller sektorformænd. Heraf er 15 vendt tilbage med svar. Det drejer sig om følgende afdelinger: Skive, Silkeborg-Skanderborg, Kolding, Frederikssund, Varde, Bornholm, FOA1, Horsens, Herning, Lillebælt, PMF København Syd, KLS, Holstebro, Frederikshavn, SOSU.

Er du medlem af FOA kan du bestille et løntjek her.

Erfaringsmæssigt findes de fleste fejl i lønsedler blandt de, der er ansat i den private sektor. Størstedelen af FOA’s medlemmer er offentligt ansatte. Det er sandsynligvis hovedårsagen til den markante forskel i udbyttet af løn-tjek hos 3F og FOA.

FOA har pr. 30. juni 2018 180.753 medlemmer, mens 3F har 277.538 medlemmer pr. 1. januar 2018.

Opdateret kl. 11.50 med udtalelser fra 3F's næstformand, Tina Christensen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet