Lykketoft-afløser trækker sig som kandidat

Den socialdemokratiske folketingskandidat Anne Sina trækker sig som folketingskandidat
Socialdemokraterne i Taastrup og Albertslund skal igen have ny folketingskandidat.

Der var ellers store forhåbninger, da Anne Sina for nogle år siden afløste den tidligere partiformand Mogens Lykketoft, som havde været kandidat på vestegnen i næsten 30 år.

Men det blev blot til 2.656 personlige stemmer og en placering som andensuppleant til folketinget. Hun manglede blot 409 stemmer for at komme ind.

Og det tager Anne Sina nu konsekvensen af:

"Den næste valgkamp bliver uden mig. Jeg stopper nemlig som folketingskandidat. Med mig tager jeg en masse gode minder, gode venskaber og en ydmyghed over at have fået muligheden for at stille op for alle jer i Taastrupkredsen," skriver hun i en besked på Facebook.

Jeg er hamrende stolt af at jeg fik lov til at stå i spidsen for holdet som folketingskandidat

Hun glæder sig over, at det lykkedes at få en socialdemokratisk regering.

"Jeg er glad for at vi i Albertslund og Høje-Taastrup i valgkampen kunne give vores bidrag til at det lykkedes at vinde valget og få en ny kurs for landet. Vi leverede en stærk holdindsats, som fortjener stor respekt og som jeg gerne vil takke alle for. Jeg er hamrende stolt af at jeg fik lov til at stå i spidsen for holdet som folketingskandidat," skriver hun.

I Folketinget på et afbud

Den nu 32-årige Anne Sina var første gang opstillet til folketinget i 2011, hvor hun var opstillet i Aabenraakredsen i Sydjylland, men hvor hun ikke kom ind.

Det gjorde hun så til gengæld i 2014, da hun blev indsuppleret efter Jakob Bjerregaard, da han blev valgt til borgmester i Fredericia. Hun blev ikke genvalgt ved valget i 2015.

I 2016 blev hun valgt som folketingskandidat i Taastrupkredsen efter et kampvalg.

Anne Sina er uddannet i statskundskab og arbejder til dagligt med turismepolitik som konsulent i Dansk Erhverv.

Hun vil dog fortsat have en tæt forbindelse til folketinget. Hun er nemlig gift med Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce