Annonce

Mette F. vil tage et opgør det illegale arbejdsmarked

Danske lønmodtagere trædes under fode af illegale arbejdere, mener Socialdemokratiet, der vil styrke indsats mod social dumping med 250 mio. og indføre ID-kort
Der skal tages et opgør med det illegale arbejdsmarked og slås hårdt ned på social dumping og ulovlig udnyttelse af arbejdskraft.

Det er hovedbudskabet i den “helhedsplan for dansk udlændingepolitik”, som Socialdemokratiet præsenterer klokken 14:30 fredag.

Vi vil ikke acceptere, at mennesker kynisk udnyttes, og at helt almindelige danske lønmodtagerrettigheder trædes under fode

”Vi vil det illegale arbejdsmarked til livs. Vi vil ikke acceptere, at mennesker kynisk udnyttes, og at helt almindelige danske lønmodtagerrettigheder trædes under fode,” siger partiformand Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Der er skabt et egentligt illegalt arbejdsmarked i Danmark, mener partiet, der i pressemeddelelsen peger på, at det anslås, at 20.000 mennesker opholder sig illegalt i Danmark.


Tredobling af bødestraf

For at komme det illegale arbejdsmarkedet til livs, vil partiet tredoble bødestraffen for virksomheder, som benytter sig af illegal arbejdskraft. Man vil også gøre det muligt helt at fratage virksomhedsejere, der benytter illegal arbejdskraft, muligheden for at drive virksomhed.

Eller for eksempel noget så simpelt som at man kan leve af den løn, man tjener

Den illegale arbejdskraft er med til at underminere forholdene på de danske arbejdspladser, mener Mette Frederiksen:

”Selve forudsætningen for, at vi har et stærkt velfærdssamfund, er et velfungerende arbejdsmarked. Det sættes på spil, når der eksisterer et illegalt arbejdsmarked, som underminerer helt almindelige forhold på en arbejdsplads. Eller for eksempel noget så simpelt som at man kan leve af den løn, man tjener,” siger S-formanden.

Kvart milliard til mere kontrol

Samtidig skal myndighedernes kontrol med social dumping og illegal arbejdskraft, styrkes med en bevilling på 250 millioner årligt. I alt skal der afsættes en milliard kroner til indsatsen over de næste fire år.

Der skal indføres et krav om ID-kort til alle ansatte på landets byggepladser, og så skal skattemyndighederne igen have adgang til at komme ind på byggepladserne, selvom de ligger på privat grund.
 

3F: “Hamrende godt”

Udspillet er noget der batter, mener man 3F:

“Det er hamrende godt! Når man i fire år har talt for regeringens døve øren, så er det her udspil noget, der batter. Det er på høje tid, at der er politikere, som reelt vil tage et konkret ansvar for at sikre en permanent indsats mod social dumping, i stedet for bare at snakke om det,” siger Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F til Fagbladet 3F og uddyber:

“Udspillet er bestemt et afgørende tiltag, der tager de stigende udfordringer alvorligt. Det her har en kaliber, der kan tage kampen op mod den udnyttelse af udenlandske arbejdere, der misbruges til at presse danske arbejderes løn og arbejdsforhold.”
 

Der tegner sig et flertal

SF har har, ligesom Socialdemokratiet, foreslået en styrket indsats mod social dumping, og Enhedslisten har flere gange udtrykt, at man ønsker flere penge til social dumping og stillet forslag om at indføre ID-kort.

Sagt på godt jysk, så er det her simpelthen rasende godt

Derfor er der gode chancer for, at forslagene kan blive til virkelighed, hvis rød blok får flertal efter valget, og det glæder Henning Overgaard:

“Sagt på godt jysk, så er det her simpelthen rasende godt. Det er på høje tid, at der er politikere, der tager ansvar på sig for at sikre en permanent og effektiv indsats mod social dumping,” siger han.
 

En del af udlændingepolitikken

I Socialdemokratiet ser man kampen mod social dumping, som en del af den helhedsplan, som man mener, at der er brug for i udlændingepolitikken.

”Udlændingepolitik er fyldt med dilemmaer og svære valg. Men det hele hænger sammen. For mange er desværre kommet til Danmark uden at blive en del af Danmark. Hvis det skal vendes, så skal vi kun tage imod så mange, som vi evner at hjælpe her i landet. Og hvis vi for alvor skal få ned­bragt antallet af flygtninge og migranter, der søger mod Europa, skal vi hjælpe mere og bedre i nær­områderne,” siger Mette Frederiksen.

Udspil: Opgør med det illegale arbejdsmarked

  • Mulighed for at fratagelse folk retten til at drive virksomhed ved arbejdskraft kunne miste retten til at drive virksomhed.

  • Tredobling af bødestraffen for brug af illegal arbejdskraft

  • Permanent bevilling på 25o millioner kroner årligt til kontrol mod social dumping og illegal arbejdskraft.

  • Krav om ID-kort til alle, der arbejder på byggepladser.

  • Skattemyndighederne skal igen have adgang til byggepladser på privat grund.

  • Myndighederne skal kunne pålægge virksomheder at udstede ansættelsesbevis på første arbejdsdag og udbetale løn elektronisk

  • Udvidelse af krav om digitale kasseapparater, for at minimere sort aflønning.

  • Skærpede regler og øget kontrol på transportområdet.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet