Annonce

Moderaterne: Virksomheder med overenskomst skal have lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
 

Moderaterne har holdt sommergruppemøde. Et forslag fra partiet går på, at virksomheder, der har tegnet overenskomst, kan få lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft.

Forslaget bliver godt modtaget af både 3F og Dansk Arbejdsgiverforening. Socialdemokratiet vil nu nærstudere Moderaternes forslag.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt. Tak fordi du læser med.

 

Moderaterne: Virksomheder med overenskomst skal kunne få alle de udlændinge de vil

Virksomheder, der har tegnet overenskomst, skal kunne få alle de udlændinge, de vil.

Det foreslår Moderaterne fra sit sommergruppemøde tirsdag.

“Der er beløbsgrænser, positivlister - alle mulige regler, man i Siri (Styrelsen for International Rekruttering og Integration, red.) skal bedømme, om folk efterlever. Vi foreslår en overhalingsbane - et forslag, der trumfer det hele,” siger Moderaternes formand og stifter, Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

“Nemlig, at hvis man er en arbejdsgiver, der har tegnet overenskomst og har en tillidsmandsdækket virksomhed, skal man sådan set bare have mulighed for at trække medarbejdere til på overenskomstmæssig løn.”

Udspillet skal også animere arbejdsgivere til at tegne overenskomst, understreger Lars Løkke:

“Det forslag, vi har, bør tale direkte ind i hjertet på en god socialdemokrat, for det er en stor hyldestsang til den danske model. Det er et skub til den danske fagbevægelse - også i en tid, hvor det nogle steder kniber med at gøre fagbevægelsen attraktiv.”

Læs mere her.

 

3F modtager forslag fra Moderaterne meget positivt

3Fs formand Henning Overgaard er særdeles tilfreds med dagens udmelding fra Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen.

”Jeg er meget glad for, at Lars Løkke Rasmussen med dagens signaler vil tilgodese den danske arbejdsmarkedsmodel. Virksomheder med tillidsrepræsentanter og overenskomst med stemmeret for arbejderne omkring løn- og arbejdsvilkår er baseret på samarbejde og respekt mellem arbejderne og virksomhedens ledelse og ejere,” siger Henning Overgaard ifølge en pressemeddelelse.

3Fs formand slog på kongressen i efteråret selv til lyd for, at politikerne bør give positiv særbehandling til de organiserede virksomheder og arbejdere.

”Det er de virksomheder og arbejdere, der er fundamentet under dansk vækst, velstand og velfærd. Under regulerede former med et meget beskedent konfliktniveau lægger vi arm om forbedringer i løn- og arbejdsvilkår, og sammen sikrer parterne virksomhedernes produktivitet, innovation og grønne omstilling. Jeg vil stærkt opfordre de to andre regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, til at bakke Moderaternes forslag op, og til at sætte konkret handling bag ordene,” siger Henning Overgaard.

3Fs formand gør opmærksom på, at danske virksomheder er blandt verdens mest konkurrencedygtige.

”Derfor er forslaget også en håndsrækning fra Lars Løkke Rasmussen til, at arbejdsgiverne kan øge overenskomstdækningen – f.eks. inden for hotel- og restaurationsområdet – fordi forslaget giver ekstra argumenter for at sikre ordnede forhold på virksomheden og fair vilkår for de ansatte."

"Jeg ved godt, at Moderaterne er et nyere parti, men det her er også nye toner fra den kant af det politiske spektrum, og det hilser jeg velkommen. Nu ser vi frem til det konkrete forslag, og 3F bidrager meget gerne til at konkretisere Moderaternes forslag. Overenskomstområdet er som bekendt omfattende og komplekst med både et normalløns- og minimallønsområde, og det skal nye ordninger naturligvis tage højde for,” siger Henning Overgaard.

 

Arbejdsgiverne glæder sig endnu mere

Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, glæder sig over udspil om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra Moderaterne. og ser frem til konkret handling fra regeringen og Folketinget.

Internationale medarbejdere er en bragende god forretning for Danmark og en vigtig forudsætning for, at vi har hænder nok til at håndtere de udfordringer, som vi står over for i de kommende år. Vi har længe kaldt på ambitiøse initiativer og handling, og derfor glæder det mig, at et regeringsparti nu fremlægger rigtig gode bud på, hvordan vi styrker rekrutteringen af internationale medarbejdere,” siger Jacob Holbraad ifølge en pressemeddelelse.

Moderaternes udspil indeholder blandt andet forslag om hurtigere og smidigere sagsbehandling, samarbejdsaftaler med lande uden for Europa, afskaffelse af formodningsreglen, afskaffelse af krav om lønudbetaling til dansk bankkonto og lettere adgang for internationale medarbejdere til virksomhederne med landsdækkende, kollektive overenskomster.

Samlet set giver udspillets indhold anledning til ros fra DA’s administrerende direktør, der ser frem til konkret handling snarest.

“Udspillets mange gode forslag fortjener stor ros. Forslagene både åbner for flere medarbejdere og tager et nødvendigt opgør med unødige bureaukratiske benspænd. Nu er det helt afgørende, at Folketingets partier finder sammen og leverer konkrete løsninger, der skaffer flere hænder. Virkeligheden er, at det haster. Alt, der kan gøres for at afhjælpe manglen på medarbejdere, er derfor klogt og til gavn for hele Danmark.”

 

S-ordfører vil nærstudere Løkke-forslag

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, vil nærstudere Løkkes forslag:

"Nu vil jeg læse mig ned i Løkkes forslag. Men jeg vil bare indledningsvis sige, at i Socialdemokratiet er vi meget opmærksomme på, at der er behov for arbejdskraft i Danmark. Mere af den. Det er bl.a. derfor, vi laver en universitetsreform. Det er derfor, vi er optaget af at få unge mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, ind på arbejdsmarkedet. Og derfor vi også er klar til at drøfte forslag fra Moderaterne."

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg så det sommergruppemøde, hvor det jo er Løkkes show. Og en glimrende retoriker er han jo. Han kan jo snakke solen sort. Men han bliver et problem på sigt for regeringen med sine soloudspil, som han ved giver debat, og som de to andre ikke, når at få tid til at tage ned og forholde sig til. På nuværende tidspunkt kender man fire personer fra Moderaterne. Løkke, Monica( læge), gruppeformanden og Jakob( kulturministeren), hvem er resten ??
Tror Løkke gør klogt i at spille mindre jeg og mere vi, både partimæssigt og regeringsmæssigt.