I 1957, under H.C. Hansen første regering, indføres folkepensionen. Med den nye lov erstattes den tidligere aldersrente. Samtidig bliver folkepensionen universel og alle får ret til at modtage folkepensionens mindstebeløb.

Før folkepensionen kunne man modtage aldersrente, hvis man var over 65 år og værdigt trængende. Aldersrentens vilkår var støt blevet forbedret af socialdemokratiske regeringer op gennem 30’erne og 40’erne.

Men i 1957 træder loven om folkepension i kraft. Nu skal det være slut med aldersrenten og dens almissesystem. Økonomisk forsørgelse til den aldrende befolkning bliver nu en rettighed, alle har ret til og ikke bare en mulighed, hvis man ikke kan forsørge sig selv. Velfærd skulle være for alle, ikke noget man gik tiggergang på socialkontoret for at få.

Med folkepensionens indførelse bliver der samtidig støbt en grundpille i det danske velfærdssamfund. Velfærden er noget vi alle betaler ind til via skatterne og noget vi alle får gavn af. Uanset hvor rig eller fattig man er. Med den universelle velfærdsmodel sikres der også en bred folkelig opbakning til velfærdsinstitutionerne. Velfærden er ikke længere kun for de få, men for alle borgere.