Men i efteråret 1979 lykkes det ikke desto mindre den socialdemokratiske mindretalsregering at komme igennem med et historisk indgreb for at genoprette dansk økonomi. I spidsen for indgrebet står den nye finansminister Svend Jakobsen.
Et væsentligt problem for økonomien er den dårlige danske konkurrenceevne. Det kan føres tilbage til den automatiske dyrtidsregulering, som betyder, at lønningerne stiger automatisk, når priserne stiger. Men under en krise med høj inflation resulterer dyrtidsreguleringen i en pris-og-løn-spiral, der undergraver dansk økonomi.
Svend Jakobsen ønsker derfor at gennemføre en devaluering af den danske krone, samtidig med at dyrtidsreguleringen indefryses, det vil sige indbetales som pension i stedet for at blive udbetalt som løn. Men LO frygter, at det vil udhule reallønnen for arbejderne og kræver derfor Økonomisk Demokrati (ØD) som kompensation. Det er der imidlertid ikke flertal for i Folketinget.
LO må modvilligt acceptere indgrebet uden ØD, men forholdet mellem statsminister Anker Jørgensen og LO-formand Thomas Nielsen bliver om muligt endnu dårligere. Indgrebet medfører en markant forbedring af konkurrenceevnen, og daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer anerkender sidenhen indgrebet som det væsentligste indkomstpolitiske indgreb i årtier.
Anker Jørgensen selv får dog ikke meget anerkendelse for indgrebet. Venstrefløjen raser over indgrebet, og også i store dele af fagbevægelsen er der skepsis. Og på højrefløjen arbejder man allerede på at opbygge myten om Anker Jørgensen som en, der ikke har styr på økonomien. Da det skrappe indgreb i løbet af 1980’erne for alvor begynder at virke, er det i stedet den konservative Poul Schlüter, der får æren for genopretningen.