Annonce

Socialdemokratiske øjeblikke, 21. afsnit: Helhedsløsningen

Med Krags ”helhedsløsning” må både arbejdere og erhvervsliv bidrage til at holde lønninger og priser i ro. Indgrebet sikrer, at det økonomiske opsving kan fortsætte langt ind i 1960’erne.
I foråret 1963 vedtaget Folketinget en række love, der samlet set går under betegnelsen ”Helhedsløsningen”. Med helhedsløsningen har den nyudnævnte statsminister Jens Otto Krag at foretaget det et stort økonomisk indgreb, der vækker mindelser om kanslergadeforliget under Stauning.  Men hvor kanslergadeforliget bliver til midt i en krisetid, bliver helhedsløsningen til midt under et stort økonomisk opsving.

Allerede da Krag året inden bliver udnævnt til statsminister, blinker de røde advarselslamper for dansk økonomi. Der er godt gang i kedlerne under økonomien, og både det offentlige og de private forbrug stiger voldsomt. Så voldtom, at det truer med at føre til en økonomisk overophedning og en forringelse af den i forvejen dårlige danske konkurrenceevne.

Allerede inden han overtager statsministerposten har Jens Otto Krag derfor gjort det klart, at han kun vil være statsminister, hvis han får opbakning til et større indgreb, der kan forhindre at priser og lønninger stiger eksplosivt. Da overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af 1963 går i hårdknude, øjner Krag muligheden for et indgreb.

Socialdemokratiet og Radikale Venstre fremsætter derfor et lovforslag, der forlænger de gældende overenskomster med to år. Der afsættes dog en pulje til at sikre lønfremgang for de lavest lønnede grupper på arbejdsmarkedet. Samtidig indføres der over for erhvervslivet et pris- og avancestop, så arbejderne kan bevare reallønnen på samme niveau.

Indgrebet kritiseres fra både højre og venstre side i folketingssalen. Krag har imidlertid sit flertal med De Radikale på plads, og Krag har også sikret sig opbakning fra de centrale personer i fagbevægelsen. I Socialdemokratiet er der dog frygt for, at det nystiftede SF vil have held med at appellerer til arbejdere, der er utilfredse med indgrebet.

Krag-regeringen redder dog stormen af, og ved valget i 1964 opnår Socialdemokratiet næsten 42 procent af stemmerne og 76 mandater. Helhedsløsningen er med til at sikre, at det økonomiske opsving kan vare ved langt ind i 1960’erne.


Flere artikler om emnet