Annonce

Midtjyske socialdemokrater har valgt spidskandidat

35-årige Anders Kühnau bliver socialdemokraternes spidskandidat ved efterårets regionsrådsvalg i Midtjylland. Her skal han forsøge at løfte arven efter Bent Hansen, der ikke genopstiller.
Det bliver Anders Kühnau (th) der skal løfte arven efter Bent Hansen (tv).  

Det bliver som ventet Anders Kühnau, der skal forsøge at løfte arven efter Bent Hansen. Det står klart, efter at Socialdemokratiet i Region Midtjylland i torsdag valgte Anders Kühnau til spidskandidat ved regionsrådsvalget til november.

”Det er stort at skulle efterfølge Bent Hansen som spidskandidat for Socialdemokratiet i Region Midtjylland, men jeg er klar til opgaven, og vi har et stærkt parti, som har stået i spidsen for regionen siden regionens fødsel. Vi er klar til at fortsætte arbejdet med bl.a. at skabe og udvikle et sundhedsvæsen i topklasse med fri og lige adgang for alle borgere”, lyder det fra Anders Kühnau i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet.

Posten som spidskandidat blev ledig, efter at de nuværende regionsrådsformand Bent Hansen i starten af januar meddelte, at han efter mere end 35 år i amts- og regionspolitik ikke genopstiller ved efteråret regionsrådsvalg.

Vil en anden vej end Venstre på sundhedsområdet
Regionernes primære opgave er sundhedsvæsnet. og det er da også netop det område Anders Kühnau fremhæver, da Netavisen Pio kontakter ham for at høre, hvad der bliver det store tema frem mod valget.

"Valget kommer til at handle om at skabe muligheder for det gode sunde liv for alle. De store fremskridt i vores sundhedsvæsen skal komme alle til gavn, også de socialt udsatte og psykisk syge, som i dag lever kortere og er mere syge end resten af befolkningen. Det kræver, at vi tilpasser forebyggelsen og behandlingen til den enkeltes behov i højere grad end i dag", fortæller han.

Netop sundhedsområdet er ifølge Anders Kühnau også et område, hvor man ser en klar konflikt til de blå partier - en konflikt han også forventer vil træde tydeligt frem op til regionsrådsvalget. De borgerlige vil nemlig en helt anden vej end socialdemokraterne:

"De borgerlige ønsker mere privatisering af vores sundhedstilbud. Det vil svække vores fælles sundhedsvæsen og vores muligheder for at hjælpe alle - også de svageste - til et langt og sundt liv", fortæller han.
Erfaren regionspolitiker
Trods sine 35 år er det en erfaren regionspolitikker, der nu skal overtage stafetten. Anders Kühnau blev valgt til regionsrådet tilbage i 2005, og har dermed været med i al de år, hvor regionerne har eksisteret. Her har han beklædt poster som politisk ordfører og gruppeformand for Socialdemokraterne i regionen, og han er desuden formand for regionens hospitalsudvalg. I september overtog han posten som 1. næstformand i regionen.

Anders Kühnau blev valgt uden modkandidat af de 200 socialdemokratiske delegerede på torsdagens repræsentantskabsmødet i Viborg. Det tegnede ellers til et kampvalg, da Claus Kjeldsen, der ligeledes er medlem af regionsrådet, i midten af januar meldte ud, at han havde fået Skive-kredsens opbakning til at kandidere til posten som spidskandidat. Han valgte imidlertid senere at trække sit kandidatur.
Næste udfordringen bliver regionsrådsvalget 21. november. Her skal Socialdemokratiet forsøge at fastholde det socialdemokratiske flertal i regionen. Socialdemokratiet råder i dag over 16 af regionens 41 mandater, og kan mønstre et flertal på 22 mandater sammen med Radikale Venstre (2), SF (2) og Enhedslisten (2). Efter valget i 2013 valgte alle partier dog at indgå i en samlet konstitueringsaftale. Hovedudfordreren ved valget bliver Venstres Carsten Kissmeyer, der de sidste ti år har været borgmester i Ikast-Brande kommune, men nu går ind i regionspolitik.

Anders Kühnau er uddannet statskundskaber fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet i Aarhus Kommune. Han bor ved Horsens sammen med kone og deres to børn. Han har desuden været en flittig skribent på Netavisen Pio.

 


Flere artikler om emnet