Citatet her fra en social- og sundhedsassistent på et plejecenter.
Hun rammer lige ned i et både aktuelt og historisk problem: At politikerne lovgiver og udformer retningslinjer, som har selve systemet i fokus frem for det enkelte menneske.
Specielt på ældreområdet er medarbejderne i dag frataget meget af ansvaret for, at den ældre borger får den bedst mulige og mest værdige hjælp. Medarbejderne er underlagt kontrol, overvågning og firkantede retningslinjer, som gør, at de i mange tilfælde ikke kan udføre opgaven efter deres faglige vurdering – men efter, hvor lang tid, der er afsat til den enkelte opgave. Vi ser det også med den aktuelle sundhedsreform, som regeringen præsenterede tirsdag, hvis sigte er at reformere sundhedsvæsenet, men som mest af alt har fokus på, hvordan strukturen skal være og ikke, hvordan man sikrer den højeste kvalitet.
Hvorfor har politikerne ikke mere tillid til dem, der hver dag møder fru Hansen
Social- og sundhedsassistenten udtaler sig i forbindelse med FOAs kampagne op mod det kommende folketingsvalg. Her lader FOA medlemmerne sætte dagsordenen. Det mener vi, der er behov for. I al for lang tid, har Christiansborg troet på, at kvaliteten i de opgaver, der løses i det offentlige, følger med mere system, kontrol, og overvågning.
Hvorfor har politikerne ikke mere tillid til dem, der ved hvad det handler om – dem der hver dag møder fru Hansen og ved, hvad hun har brug for?
Hvornår begynder vi egentlig at behandle mennesker ud fra et humanistisk menneskesyn og ikke et regneark?
Alt gøres op i økonomi, regneark, systemer, kontrol og overvågning. Bortset fra når der dukker enkeltsager op i medierne, så er politikerne handlingsparate og slår om sig med store armbevægelser, indtil stormen har lagt sig igen. Hverdagen vender tilbage og alt gøres endnu en gang op i regneark, systemer og lidt mere kontrol og overvågning. Alle slipper ansvaret og regeringen peger atter en gang fingre ad kommunerne og siger det er deres egen skyld, når disse enkeltsager dukker op.
Hverdagen vender tilbage og alt gøres endnu en gang op i regneark, systemer og lidt mere kontrol og overvågning
Problemet med enkeltsagerne er bare, at de som oftest ikke er enkeltsager. Derfor bliver vi jo ved med at se, at der dukker sager op i medierne ugentligt. Hvorfor håndteres det ikke med de rigtige løsninger?
Der kan spares både tid og penge, ved at gøre tingene rigtigt og investere rigtigt. Vi har set skiftende regeringer lancere den ene reform efter den anden, som har taget fagligheden væk fra medarbejderne. Måske det nu er tid til en anden slags reform. En faglighedsreform, hvor mulighederne for at yde en værdig omsorg og pleje til patienter, børn og ældre gives tilbage til dem, der kender borgerne; medarbejderne.