Det har i år været Påske 100 gange siden kong Christian den 10. begik statskup, da han afskedigede ministeriet Zahle i 1920 på trods af, at regeringen ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Påskekrisen er en skamplet på monarkiets historie, og begivenhederne illustrerer, hvor svært det var for Christian den 10. at acceptere, at han ikke havde en politisk rolle at spille.

Påskekrisen er en skamplet på monarkiets historie

Efter fredsforhandlingerne i Versailles i kølvandet på 1. Verdenskrig var der en intention om, at landegrænser skulle følge nationalt sindelag. I Slesvig afholdt man derfor afstemninger for at afgøre, hvad der skulle være henholdsvis dansk og tysk. Den 10. februar var der afstemning i den nordlige zone og her stemte omtrent tre fjerdedele af vælgerne for at vende hjem til Danmark. Den 14. marts skulle en tilsvarende afstemning finde sted i den sydligere zone 2.

Kongen taler til en demonstration

Christian den 10. var bekymret for, at der ville være tysk flertal, og han argumenterede for, at man ikke skulle respektere resultatet, selvom regeringen havde tilkendegivet det modsatte. En demonstration, hvor deltagerne, som kongen mente, at man ikke skulle respektere et afstemningsresultat lagde vejen forbi Amalienborg. Fra sin balkon gav kongen dem sin opbakning. Også her var det tydeligt, at han ikke respekterede, at det ikke tilkom ham at lufte den slags synspunkter. Samtidig afslører kongens snæversynede tilgang, at han ikke forstod regeringens intention om at sikre Danmark gode relationer til Tyskland.

Noget tyder på, at kongen ikke fattede alvoren af sin handling

Ved afstemningen stemte tre fjerdedele for at forblive i Tyskland. Det huede naturligvis ikke kongen. Konsekvensen blev – når vi springer mellemregningerne over – at Christian den 10. afskedigede regeringen to uger senere. Noget tyder på, at kongen ikke fattede alvoren af sin handling for kort efter, at han havde afskediget statsministeren, fortsatte han ufortrødent sin dag ved at blandt andet at få komponisten Carl Nielsen i audiens.

Det var naturligvis fuldstændig uacceptabelt, at kongen havde haft forhandlinger med oppositionen og afskediget en regering, der ikke havde et flertal imod sig i Folketinget på baggrund af en diffus idé i majestætens hoved om, at han vidste, hvad der ville være bedst for Danmark. I Christian den 10’s referat af en samtale med udenrigsminister Erik Scavenius vurderer kongen selv, at den tyske befolkning i Slesvig vil være loyal mod ham, men det var jo rent gætværk fra kongens side.

Gætterier der vel at mærke hang sammen med hans selvhøjtidelige og selvovervurderende opfattelse af, at Sønderjyllands tilbagevenden, med historikeren Knud J.V. Jespersens ord, også ville være en ”personlig æresoprejsning for kongehuset”.  

”Historien om en politisk forvildelse”

Kongens handlinger medførte store demonstrationer. På forsiden af Socialdemokraten stod der ”Kongen begår statskup”, og hvis ikke Thorvald Stauning og andre havde interveneret kunne krisen være eskaleret. Påskedag var det værste overstået. Et overgangsministerium var udnævnt og M.P. Friis rolle var at få demokratiet tilbage på sporet efter det kaos Christian den 10. havde kastet landet ud i, da han først havde afsat Zahle og siden udpeget Otto Liebe.

Senere beskrev den radikale politiker Ove Rohde sagen og kongens ministerium som ”historien om en politisk forvildelse, der førte til dannelse af et tilfældigt ministerium, ukonstitutionelt i sit udspring, løst i sin sammensætning, uden kendskab til politik, til sidst overvurderende sine kræfter og den støtte, som det troede at kunne bygge på, og som derfor, pludselig forladt af alle, tavst og sporløst forsvandt.”