Medlemmer af EU-Parlamentet vil kunne modtage kongelige ordener - Pia Kjærsgaard: “Pinligt”

Kongehuset

Medlemmer af EU-Parlamentet vil kunne modtage kongelige ordener - Pia Kjærsgaard: “Pinligt”

Christel Schaldemose (S) mener, at kong Frederik bør benytte lejligheden til ordensmæssigt at ligestille Folketinget og Europa-Parlamentet. Delte meninger i S-kandidatfeltet

Christel Schaldemose (S), spidskandidat til EU-valget og Pia Kjærsgaard (DF), partistifter, tidl. formand
Billedtekst

Christel Schaldemose (S), spidskandidat til EU-valget og Pia Kjærsgaard (DF), partistifter, tidl. formand

Foto: Socialdemokratiet og Folketinget/Marie Hald - Fotografik Anders Bredsdorff

Christel Schaldemose, leder af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet og partiets spidskandidat ved EU-valget i juni, mener, at kong Frederik rent ordensmæssigt bør sidestille medlemmer af Folketinget og medlemmer af Europa-Parlamentet.

vi er jo også i Danmarks tjeneste

“Hvis man har siddet i Folketinget i 10 år, og hvis man i øvrigt tilhører et parti, vil man typisk kunne få en orden. Det kan vi ikke som europaparlamentsmedlemmer. Og vi er faktisk nogle stykker, der synes, det er lidt mærkeligt, for vi er jo også i Danmarks tjeneste,” siger Christel Schaldemose til Politiken.

Hendes melding kommer i kølvandet på, at den socialdemokratiske folketingsgruppe op til tronskiftet 14. januar besluttede, at socialdemokratiske ministre og folketingsmedlemmer fremadrettet selv må afgøre om de vil takke ja eller nej til et tilbud om at modtage en kongelig orden.

Hidtil har det ellers været praksis, at S-ministre og S-folketingsmedlemmer - som udgangspunkt - har takket nej til kongelige ordener.

"Det bliver sådan herfra, at det er op til den enkelte socialdemokrat, om man ønsker at tage imod det. Tiden er en anden, end den var for 100 år siden, hvor den tradition blev fastlagt," sagde statsminister Mette Frederiksen efter et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe 9. januar.

Venstres spidskandidat til EU-valget, Morten Løkkegaard, siger til Politiken, at han er helt enig med Schaldemose i, at kongehuset bør se at få sidestillet folketingsmedlemmer og medlemmer af EU-parlamentet rent ordensmæssigt.

Nummer tre på S-listen: Vil takke nej til kongelige ordener  

Marianne Vind, nummer tre på S-EU-kandidatlisten, har ikke hidtil skænket kongelige ordener en tanke:

“Har aldrig før denne weekend tænkt på ordener. Men det blev et emne. Personligt har jeg ikke noget behov for at modtage ordener. Slet ikke. Ville takke nej, hvis jeg i dag, pga x antal år i parlamentet, fik tilbudt en orden,” skriver hun i et sms-svar til Netavisen Pio og fortsætter:

Påskønnelsen af mit arbejde får jeg fra vælgerne

“Påskønnelsen af mit arbejde får jeg fra vælgerne, hvor jeg kommer rundt. Den påskønnelse sætter jeg uendelig stor pris på. Men når det så er sagt, kan jeg godt undre mig over, at det ikke er de samme regler, der gælder for folketingsmedlemmer, europaparlamentarikere og kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer.”

Nummer fire på den socialdemokratiske EU-kandidatliste, Magnus Barsøe, ønsker ikke at oplyse om han deler Schaldemoses ønske:

“Det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Det er ikke en debat, jeg blander mig i,” siger Barsøe til Netavisen Pio.

Derudover har Netavisen Pio bedt nummer to på S-kandidatlisten, Niels Fuglsang, og nummer seks på kandidatlisten, Mathias Kring Niebuhr, oplyse om de er enige med Schaldemose.

Netavisen Pio afventer deres reaktioner.

Niels Fuglsang antyder dog i et opslag på Facebook 15. januar, at han er på linje med Marianne Vind i ordensspørgsmålet:

Jeg behøver personligt ingen ordner,

"Jeg behøver personligt ingen ordner, hvis det en dag skulle komme dertil," skrev han i opslaget, der ellers handlede om tronskiftet. Et opslag hvor han hyldede dronning Margrethe for have gjort "et dygtigt stykke arbejde". Ved samme lejlighed ønskede han kong Frederik og dronning Mary "held og lykke".

Pia Kjærgaard: “Pinligt”

I Dansk Folkeparti har man i den grad bemærket Schaldemoses opfordring til kongehuset om at sørge for en ordensmæssig ligestilling mellem Folketinget og EU-Parlamentet.  

Partistifter Pia Kjærsgaard betegner således Schaldesmoses opfordring som “pinlig”:

Det er pinligt! Og til grin!

“Det er pinligt! Og til grin! At blive tildelt en orden fra Kongen er en ære, der gives folk, der har tjent Danmark. Ikke EU. Og ikke noget man tigger om. Nu kan Soc.dem ikke få nok af ordner efter at have nedgjort det i årevis,” skriver hun på det sociale medie X.

placeholder

 

Opdateret

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.