Det nye år er skudt i gang, og jeg sidder her, proppet til randen med kulturen fra 2023 og forsøger at fordøje det hele. Det er tiden, hvor især filmene fra året der gik, skal hyldes og prisuddelingen overvåges, for hvem løber med sejren, og hvem forbigås? 

Det samme kan man sige om billedkunsten og litteraturen. De store udgivelser, der kom lige før jul, har skabt et flaskehalsproblem, og nye udgivelser begynder først nu at pible frem.

Samtidig var Hendes Majestæt Dronningen, Margrethe 2’s varsel om at abdicere så overvældende en nyhed at hele sendefladen står i tronfølgeskabets navn.

Sammen med krigene i Ukraine og Gaza, selvfølgelig. Alt sammen noget, som undertegnede gerne vil følge på afstand, men som afledte faktorer, og ikke så direkte, hvor de sociale medier koger over i vredesudbrud og dumsmarte holdninger.

Så kulturelt set har det været lidt vanskeligt at komme i gang, her i januarmørket, hvor solen indimellem bryder igennem og som sædvanlig lyver om, at vi nu går varmere tider i møde.

En nyhed var dog tilpas overraskende til at undertegnede alligevel blev pikeret nok til, at jeg må ty til tasterne

Et skælmsk spil, der snyder os, for mørket og kulden kommer jo igen før foråret mildner og får alting til at springe ud igen.

En nyhed var dog tilpas overraskende til at undertegnede alligevel blev pikeret nok til, at jeg må ty til tasterne: Det ærværdige folkeparti, Socialdemokratiet, har nu besluttet sig for at dets medlemmer gerne må modtage royale ordener.

Statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at tiden i dag er en anden, og at tronen har moderniseret sig. I dag siger hun, at kongehuset og demokratiet har et ”tæt sammenspil”.

Klichépræget image

Dette skurer i mine ører. Som kulturskribent, her på Netavisen Pio, har jeg fulgt interesseret med i hvorledes partiet har forsøgt at skabe en kulturel profil.

Jeg har været overrasket over hvordan statsministeren har postet fotos, hvor hun spiser makrelmadder og drikker håndbajere.

Det er et meget klichépræget image, og det kan grundlæggende sammenlignes med Inger Støjbergs forsøg på at være en jævn jyde fra ‘Udkantsdanmark’, der ikke har en dyt til fælles med storbyens eliter.

Dette er selvsagt at foregøgle noget, som man ikke er, for det strider imod en dybere sandhed. Men det er et signal, noget symbolsk, der rent faktisk betyder noget.  

I det ideelle samfund handler det om at hylde dem, der faktisk yder noget, og som fortjener noget, fordi de er bedre end andre

Alt dette er blot imagepleje, og det er nok en del af det, der bare skal til, når man stræber efter magten. Alligevel er jeg overrasket over, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet nu går imod traditionen og dropper Staunings holdning til royale ordener.

For selv hvis man er af den holdning, at et monarki er legitimt, så kan man da godt mene, at deres uddeling af ordener og pleje af et elitært aristokrati, der består af alt andet end åndseliten, ikke har en dyt at gøre med demokratiet.

Det kan godt være, at monarkiet er blevet moderniseret, men deres anti-meritokratiske elitedyrkelse er endnu den dag i dag ikke forenelig med de demokratiske idealer, sådan som jeg forstår dem.

I det ideelle samfund handler det om at hylde dem, der faktisk yder noget, og som fortjener noget, fordi de er bedre end andre. Og andre mennesker er ikke nødvendigvis bedre, blot fordi de bestrider et højt erhverv eller ejer en hel masse.

Selvmodsigelse

Opgøret med et stivnet aristokrati er en gammel dansk tradition. Det var selve nerven i den periode, som vi kalder for Det moderne gennembrud.

Her forsøgte Georg Brandes at gøre op med det aristokrati, der blot blev holdt i live af kongen og dennes antidemokratiske mænd. Han forsvarede et åndsaristokrati, som han fandt mere progressivt og tidssvarende.

Men her stopper det ikke. Georg Brandes mente, at disse åndsaristokrater havde ret til at leve deres liv uden moralsk fordømmelse fra den store masse, der i grunden, ifølge ham, ikke evnede at igangsætte den store udvikling.

At Mette Frederiksen og Co. nu skal kunne bryste sig med ordener, samtidig med, at hun flasher makrelmadder og håndbajere, ja, det fremstår som en selvmodsigelse

Denne hævdelse af de store enere, blev allerede dengang, i 1888, kritiseret kraftigt af filosoffen Harald Høffding, der forsvarede mængden imod Eneren.

Han kaldte dette standpunkt for den ”demokratiske radikalisme”, og han mente, at det netop var folket, mængden, der sørgede for, at de store enere kunne få plads til at udfolde sig, til fordel for alle.

At Mette Frederiksen og Co. nu skal kunne bryste sig med ordener, samtidig med, at hun flasher makrelmadder og håndbajere, ja, det fremstår som en selvmodsigelse.

Måske der ikke længere eksisterer en egentlig arbejderklasse i Danmark, men det ændrer intet ved, at det aristokrati, som monarken hylder med ordener, endnu dyrker og plejer en særegen klasse, der ikke er demokratisk funderet.

Bizart billede

Det handler nok mest af alt om symbolik, men under overfladen stikker det dybere. At et folkeparti kan agere høfligt og ordentlig overfor det monarki, vi lever med, er både moderne og en respektfuld måde at agere på.

At den nu også vil modtage ordener, er at gå over en usynlig streg, der i grunden var en sund afstandtagen til et ekstraparlamentarisk system, der ikke har noget som helt at gøre med, at det er den brede masse, flertallet, der bestemmer i et demokrati, og at meritokratiske værdier er dem, der skal stræbes efter at være de absolut gældende.

Men et foto af statsministeren, der spiser makrelmadder, med ordener hængende på brystet, er måske alligevel så bizart, at det i sidste ende kan være med til at pille glorien af det hele, og det ville nok ikke være så skidt endda.