Regenterklæring giver sjældent indblik i en monarks tanker

Danmarks nye konge, Frederik 10., indleder sit regentskab med en bog, der nærmest er et manifest for hans gerning som konge. Det er et nybrud – og det slipper han godt fra.
Foto: Politikens Forlag
I 'Kongeord' fortæller kong Frederik 10., om sine tanker om at være regent.
Bogen hedder 'Kongeord', og det gør den, fordi Frederik 10. gerne vil omtale sin devise, sit valgsprog som sit kongeord. Det er, som bekendtgjort i søndags: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”.

Bogen er faktisk én lang forklaring af devisen. Det er interessant – og det viser, at han har tænkt længe over devisens ordlyd.

Gud og kongen

Kong Frederik overrasker mest med sine mange ord om sin kristne tro. Overraskende er det, fordi han ikke tidligere har talt meget om sin tro, og fordi den direkte udeladelse af Gud i devisen er bemærkelsesværdigt.

Men dog ikke uhørt. Flere konger har undladt at inddrage Gud i deres valgsprog. De fleste har dog nævnt Gud, og det er naturligt, idet regenten skal være medlem af den evangelisk-lutherske kirke og være folkekirkens formelle overhoved.

Kongen gør det klart, at for ham indgår Gud i forestillingen om at være forbundne. Han uddyber, at ”troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et kongeord, men i at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro”.

Kong Frederik vil gerne være konge på sin måde

Hvis man spejder efter et opgør med folkekirken eller en længsel efter en bredere religiøs grund, spejder man forgæves. Kongen fremstår meget bevidst om den evangelisk-lutherske tradition og folkekirkens særstatus.

I det hele taget er refleksionen over den formelle rolle, som Grundloven giver kongen, stærkt til stede. Kong Frederik vil gerne være konge på sin måde, og det er i høj grad sammen med dronning Mary, som han kalder sin ”wingman”.

De interesserer sig begge for ledelse, og kong Frederik skriver, at ”i et kongehus handler ledelse om at sætte retning og skabe resultater sammen med andre”. Hvordan det skal konkretiseres i et konstitutionelt monarki som det danske, må vi vente og se.

Inspiration fra reformatorer

Set i lyset af tankerne om ledelse, er det spændende at læse kong Frederiks refleksioner over de tidligere konger – og hvem han finder særligt markante.

Og interessant nok peger kongen på Christian 3. og Valdemar Sejr som inspirerende på grund af deres reformer.

Der er ikke plads til enevældskongerne

Christian 3. på grund af hans brud med katolicismen og gennemførelse af Reformationen; og Valdemar Sejr på grund af hans rolle som lovgiver, hvor Jyske Lov i 1241 ifølge kong Frederik er ”en grundsten til vor tids retsstat og velfærdssamfund”.

Lige så interessant som dem, der nævnes, er dem, der ikke nævnes. Der er ikke plads til enevældskongerne, trods deres mange reformer.

Dog nævnes Christian 8. for sin betydning for den danske guldalder, men den fandt især sted i hans lange periode som tronfølger. Det er også en slags markering fra kong Frederik, hvis tid som tronfølger er danmarkshistoriens længste.

På grænsen til politik

Kong Frederik udtaler sig ikke på en måde, der kan udlægges politisk. Naturligvis ikke – det ville med det samme skabe skel i befolkningen.

Alligevel skal han som statsoverhoved forholde sig til politiske forhold og strømninger. Det gør kongen da også i flere tilfælde, og balancerer det på en måde, så det er i samklang med det store flertal af befolkningen.

Kongen tager udtrykket ”hverdagens helte” i sin mund, når han beskriver ”de mange danskere, der loyalt og uden at gøre væsen af sig hver eneste dag gør deres pligt og bidrager til samfundet”.

Og netop i besyngelsen af det almindelige er kongen i fare for at kamme over

Og videre hedder det, at ”Hverdagens helte udstråler traditionelle dyder som arbejdsomhed, engagement og ansvarlighed. Det er egenskaber, som er en forudsætning for vores samfundsmodel og udgør en væsentlig del af dens fremtidssikring”.

Det sidste udsagn kunne sagtens sættes på partipolitisk formel, men skal man være nøgtern, så kunne udsagnet stå i langt de fleste danske partiprogrammer, hvor almindeligheden og den jævne dagligdag hyldes.

Og netop i besyngelsen af det almindelige er kongen i fare for at kamme over. Ingen tvivl om, at kongen langt hen ad vejen deler anskuelser med mange ”hverdagens helte”-danskere.

Men han har aldrig delt vilkår med dem. En interessant fortalelse er, at kongen beskriver, at han, som så mange andre, besøgte Rosenborg Slot med sin folkeskoleklasse.

Kongen har dog aldrig gået i folkeskole, men derimod på privatskoler. Endvidere er Rosenborg Slot hjemsted for kronjuvelerne, som netop den unge kronprins – og ingen andre – jo en dag ville få råderet over.

Det kan umuligt have været et besøg, som en almindelig folkeskoleelev vil opleve det. Også når det gælder klimakrisen, placerer kongen sig et sted, hvor flertallet af danskere må formodes at være.

Mere politisk udfordrende er kongens holdning til rigsfællesskabe

Her kan vi læse, at kongeparret er optaget af at give jordkloden videre til næste generation i god stand, og at de derfor ”i videst mulige omfang [vil] støtte op om indsatser for naturbevarelse, biodiversitet og imødegåelse af klimaforandringer”.

Mere politisk udfordrende er kongens holdning til rigsfællesskabet. Ikke at hans holdninger er i konflikt med officiel dansk politik – men når Kongeriget Danmark optræder i hans kongeord, så er det med tanke på hele riget og ikke kun det, der er udstrakt mellem Gedser og Skagen.

Det har vi i den syddanske del af rigsfællesskabet en tendens til at overse. Desto mere markant er det, at kongen gør det krystalklart, at ”Mine handlinger som regent skal altid have hele Kongeriget Danmark for øje”.

Hvad nu, hvis den politiske udvikling gør tankerne i bogen irrelevante? 

Det skal i den forbindelse erindres, at det altid har hørt til en monarks centrale opgaver at holde sammen på sit rige.

Kongeparret ønsker at være ”bro og bindeled i rigsfællesskabet”, og det kan der være god brug for, især når man tænker på den stærke grønlandske selvstændighedsbevægelse.

Et dristigt nybrud

'Kongeord' er en dristig og spændende bog. Det er så tæt, vi kan komme på en regenterklæring fra Danmarks konge, og det er et nybrud, der inviterer offentligheden, borgerne, ind i tankerne bag kongegerningen.

Nybruddet rummer selvsagt også risici. Hvad nu, hvis kongen ikke kan leve op til sine ord? 

Hvad nu, hvis den politiske udvikling gør tankerne i bogen irrelevante? 

Hvordan vil kongen så fremstå? 

Det må vi vente og se, og indtil da glæde os over, at vi kan få indblik i, hvordan kong Frederik forestiller sig at udfylde sin rolle som monark.

 

’Kongeord - Frederik 10. fortæller til Jens Andersen’. Politikens Forlag. Udkom 17. januar 2024. 112 sider.

Martin E.O. Grunz er historisk konsulent, skribent og tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Grundlæggende er jeg ikke helt vild med kongens ord:
"Forbundne" er et flertalsord
"Forbundet" er et entalsord
så "forbundet, forpligtet" giver mere mening for mig, ligeså "forbundne, forpligtede", sådan rent sprogligt set.
Men man skal åbenbart se valgsproget som 3 x "For", altså
- Forbundne (hvem er forbundne?)
- Forpligtet (er kongen forpligtet alene eller?)
- For Danmark (i hvert fald kongen)
Det bliver dog noget rod, når vi senere kan læse at "at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro."
Hvem er folket her? Danskerne i Danmark, Inuitterne i Grønland, Færingerne på Færøerne?
Det er i hvert fald ikke jøder, buddhister og muslimer uanset hvor i kongeriget de bor.
Der er nogle brikker her som ikke er helt gennemtænkte.
Og for min skyld behøver kongen ikke bekende sig til Klimakirken foruden den evangelisk-lutherske kirke. Han burde faktisk holde sig helt væk fra den kirke og dens falske profeter.

Gunner, kongen har ikke noget valg. Han ER kirkens overhoved og skal tilhøre den.
Det står i Grundloven.
Og folket er naturligvis rigsfællesskabet.
I øvrigt er muslimer sikkert helt ligeglade med kongen. De har Allah som overhoved.

Der er flere lag i valgsproget. "Forbundne" skal få os til at tænke, at vi alle er i samme båd. Fortrængningen af de sociale realiteter i samfundet er således stadig en del af kongehusets tænkemåde. "Forpligtet" kan både betyde os alle og Frederik selv. Det væsentlige er det, der kommer bagefter: "For Kongeriget Danmark". Læg mærke til, at der ikke bare står Danmark. Samlet set står der således, at vi allesammen - og ikke kun kongen - er forpligtet til opretholdelsen af monarkiet i Danmark. Det er den nye konges satsning - og hans kamouflerede bøn til folket.

Ja, det er da et bud - et godt bud.

Fint formuleret Poul Nielson..
Det tror jeg også..
Det er et flot valgsprog..der rækker ud..det er nemt og "kredisere.."..
Jeg tror der stor dybde&samhørighed i det..samt eftertænksomhed..
Glæder mig til og læse Bogen..Kongeord med gode Kongeord..

Kongens valgsprog ER grammatisk sjusk uanset alle "bort"forklaringerne: man kan ikke have en implicit flertalsform som i forbundne og derpå en entalsform som i forpligtet uden at specificere, at pronomenet har skiftet form. Som valgsproget er formuleret er det grammatisk set den implicitte flertalsform, der også gælder for forpligtet, som dermed er grammatisk forkert.

Annonce

Annonce