Annonce

Anmeldelse: Viggo Hørup giver stadig vitaminer til den demokratiske samtale

Med sin nye bog om Viggo Hørup, ”Hvad skal det nytte?”, giver professor Peter Lauritsen nye vitaminer til vores samtale om demokratiet
I begyndelsen af 70’erne boede jeg i Gjellerup-planen, på Gjellerup-kollegiet. På det tidspunkt skulle der være det første valg til menighedsrådet i den kirke, der netop var blevet opført ved siden af det store indkøbscenter, der i dag hedder City Vest.

Det der kristelige fis skulle have et modspil

Vi var nogen på kollegiet, der synes at det der kristelige fis skulle have et modspil, så vi opstillede vores egen liste og lavede en kampagne for at få kollegianere til at gå hen og stemme på os. Der var flere andre lister til det valg: I hvert fald Socialdemokraterne, de kristelige, Ølbryggerlauget og Vinkyperne, som var stærke og indflydelsesrige kræfter på stedet.

Og sandelig om Kollegianerlisten ikke fik valgt en kandidat ind! For mig var det noget af en opvågen: Demokratiet virkede jo, hvis man gad at gøre en indsats, og den lære har jeg taget med mig gennem livet.

Hørup – demokratiets stridsmand

Derfor er det en stor glæde at kunne læse en ny bog af professor Peter Lauritsen: ”Hvad skal det nytte?” med undertitlen ”På sporet af Hørups demokrati”, og for nylig udkommet på Gads Forlag, for den dyrker samme spor. Det er ikke fordi jeg ikke kender politikeren og bladmanden Viggo Hørup (1841-1902), der blandt andet var med til at grundlægge Politiken i 1884.

Den bredeste indgang til Hørup er Torben Kroghs biografi fra 1984, men de tre bind ”V. Hørup i Skrift og Tale”, som Edvard Brandes og Hørups svigersøn udgav kort tid efter Hørups død, er værd at læse i små bidder og kan fås for et par hundrede kroner i et velassorteret antikvariat - en udgivelse som mange politikere ønsker, at de havde læst fra ende til anden, for Hørup var både en god taler og blandt 1800-tallets anden halvdels bedste skribenter. Han var en af de stærkeste og mest vedholdende demokratiske kræfter mod Højre, militarismen (i forskellige former) og den provisoriske (midlertidige) lovgivning, som konsejlspræsident J.B.S. Estrup og hans regeringer forpestede det nye demokrati med gennem næsten 20 år.

'Hvad skal det nytte?' er med sine kun 160 sider en kompakt gennemgang af Hørups liv, politik og tanker

”Hvad skal det nytte?” er med sine kun 160 sider en kompakt gennemgang af Hørups liv, politik og tanker. Alene et appendix med Hørup-citater er kostelig læsning. Og så forsøger Peter Lauritsen sig så til sidst at komprimere Hørups tanker til en ”Hørup-manifest” på 10 punkter. Jeg synes det er lykkedes meget godt, og da de absolut er værd at udbrede, gengiver jeg dem her og håber at professoren vil tilgive, at jeg af pladshensyn har forkortet dem.

Hvad er anskuelser?

Men først lidt om ”Del Jer efter anskuelser”, som Hørup måske oftest citeres for. Anskuelse betyder grundlæggende synspunkt eller standpunkt. For eksempel den anskuelse, at en regering må gå af, hvis den har Folketinges flertal imod sig.

Anskuelse betyder grundlæggende synspunkt eller standpunkt

I modsætning til ”mening”, som vi måske danner os hundredvis af i løbet af en dag. Det er også værd at bemærke, at der hvor man hamrer sine egne anskuelsers hegnspæle ned i forhold til sin politiske modstanders / diskussionspartners egne hegnspæle er man jo netop med til et med-definere modpartens anskuelser.

Hørup-manifestet

1. Der er forskel på hverdagens politik og demokratiets processer.

Folk skal ikke mene det samme om en given sag, og det er en fælles demokratisk opgave at sørge for at de forskellige anskuelser kan dannes og deles. Det skal man respektere, uanset hvor meget man brænder for en bestemt politik eller et bestemt synspunkt.

2. Der er forskel på folkelighed og populisme.

Ved populisme forstås at visse politikere og meningsdannere hævder at have en særlig forbindelse til folket, og de lover simple, færdige løsninger. Hvorimod i et folkeligt demokrati producerer et frit folk tanker og ideer, som politikkken samler op og giver form. Folk spiller aktivt med og engagerer sig i demokratiet. Men der sker ikke med én stemme; der er altid flere, så derfor er demokratiet indrettet efter at respektere, at der er flere perspektiver.

3. Et demokrati er et retssamfund.

Loven sikrer borgerne, og den er Folketingets grundlag og eneste redskab, og derfor kræver folkestyret respekt og lighed for loven, og folkestyret kan under ingen omstændigheder acceptere, at de, der har magten, tilsidesætter loven.

4. Demokrati er en samtale.

Demokratiet hviler på forfatningen, men man må ikke tro, at forfatningen er selve demokratiet. Den er derimod den ramme, der skal sikre, at man ikke tager sig selv til rette, men taler sig til rette med hinanden. Den sande demokrat er derfor den, der fortsætter dialogen, hvor andre giver op. Dem der ikke vil lytte, eller lukker en samtale inden den er kommet i gang, handler militaristisk og gøre ikke demokratiet en tjeneste. [se også næste punkt, cs]

5. Politik skal nytte.

Militarismen er selve modsætningen til et demokrati, for dern lukker dialogen og hylder symboler som ære, fædrelandskærlighed og moral. Hverken på Hørups tid eller i dag knytter militarismen sig alene til krudt og kugler, men den findes mange andre steder som i krigen mod terror, i retspolitikken, i behandlingen af flygtninge og mange andre steder, hvor den saglige realisme, den selvstændige tanke og den nøgterne analyse sættes på porten. Uanset hvordan militarismen fremtræder, skal den mødes med spørgsmålet om hvad det skal nytte? Den offentlige mening bør diskvalificere den politiker, der ikke kan svare tilfredsstillende på dette spørgsmål.

6. Demokrati er frihed og frisind.

Demokrati er ikke kun, at der er ordentlige valg og at flertallet bestemmer. Men det er ikke tilstrækkeligt, for til demokratiet hører et helt værdisæt, hvor firhed og frisinde er centralt. Vi glemmer ofte, at frisind betyder firhed til forskellighed.

7. Uden viden, intet demokrati.

[Den fulde tekst her] Politik kan kun være nyttig, hvis den baserer sig på vien, og befolkningen kan kun dele sig efter anskuelser, hvis de ved noget om en given sag, Dette er banalt, men ikke desto mindre helt essentielt. Derfor er antiintellektualisme, fake news og spin direkte angreb på demokratiet. Omvendt er uddannelse, nysgerrighed og kvalitetsmedier demokratiets salt.

8. Dannelse er en sortering.

Normalt taler vi om dannelse som noget entydigt positivt, og derfor bliver vi også hurtigt enige om, at vi for eksempel skal have mere dannelse i vores uddannelsessystem. Men vi glemmer ofte at definere, hvad vi mener med dannelse, og vi overser, at dannelse også kan have negative, ulighedsskabende implikationer. Hvad der så tæller som dannelse er resultatet af en politisk kamp, som det er nødvendigt vi engagerer os i. Så der for er det en folkelig og politisk opgave at definere dannelsen, så den afspejler idealerne om frihed og lighed.

9. Kultur og kunst skal præge samfundsdebatten.

I kampen om den offentlige mening bør kunstnere og intellektelle spille en fremtrædende rolle. De skal medvirke til at der kommer ”smag på suppe” - så der er vfisioner og at synspunkter bliver udviklet og formuleret klart. De stiller krav både til disse personer og til politikere og befolkning, så disse kan sætte pris på dette engagement således at kultur og viden ikke forvises til særlige institutioner, som ikke kan forlades.

10. Demokratiet er dit, mit og vores

[Den fulde tekst her] Det nemmeste er altid at sige, at demokratiets krise er de andre skyld. Politikere, medier, intellektuelle og stræke organisationer har muligvis kun et særligt ansvar, men det er ikke kun deres. Demokratiet fungerer kun, hvis alle tager ansvar for det - det gælder også hver enkelt borger. For der er borgerne, som er den sidste bastion, når de andre svigter. Hvbis ikke denne erkendelse står klart, og den demokratiske dovenskab sætter ind, risikrer vi at miste det folkestyre, vi ellers så gerne bryster os af.

"Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati", Peter Lauritsen, Gads Forlag 2020

 


Flere artikler om emnet