Annonce

Tidl. fagforeningsmand sættes i forbindelse med rocker-Fasar fra TV 2-dokumentar

Dokument viser ifølge medie, at tidligere formand for Dørmændenes Landsklub Peter Moesgaard kan forbindes med Fasar Abrar Raja - eks-fagforeningsmand afviser fremstillingen
Foto: TV 2
Fasar Abrar Raja, tidligere Bandidos-rocker
Den tidligere formand for 3F Dørmændenes Landsklub, Peter Moesgaard, sættes af Ekstra Bladet i forbindelse med Fasar Abrar Raja, som er en af hovedpersonerne i TV 2-dokumentaren Den Sorte Svane.

Ifølge Ekstra Bladet viser dokumenter, at der er forbindelse mellem et af Fasar Abrar Rajas virksomheder og Peter Moesgaards private konsulentvirksomhed.

Fasar Abrar Raja er tidligere Bandidos-rocker.

Peter Moesgaard afviser Ekstra Bladets fremstilling:

"Ekstra Bladet skriver, at jeg har samarbejdet med Fasar (Abrar Raja, red.), men det har jeg ikke," siger Peter Moesgaard til Netavisen Pio. 
Ekstra Bladet skriver, at jeg har samarbejdet med Fasar (Abrar Raja, red.), men det har jeg ikke
      

Peter fra Håndværkergruppen ønskede konsulentbistand

Peter Moesgaard forklarer til Netavisen Pio, at han for omkring tolv år siden oprettede konsulentfirmaet ASBR Arbejdsgiverservice, som på et tidspunkt fik en henvendelse fra en Peter Valimaa, der ønskede bistand:

"Jeg oprettede i sin tid, da jeg stoppede hos 3F for omkring 12 år siden, et selskab, der kunne yde konsulentbistand. Jeg fik hurtigt nyt arbejde hos HK, og tilknyttede derfor en erfaren jurist til at forestå noget af konsulentbistanden til kunderne. Det kunne for eksempel være at bistå en kunde med en mægling med et forbund. På et tidspunkt r vores jurist en henvendelse fra en medarbejder, Peter Valimaa, fra firmaet Håndværkergruppen 786 ApS, som ønsker bistand i forhold til en faglig sag med 3F."

Moesgaard oplyser, at Peter Valimaa aldrig betaler for konsulenthjælpen:

"Vores jurist bistår derfor  Valimaa med korrespondance og møde med 3F.  Selskabet betaler aldrig for ydelsen. Derfor sender mit selskab - på vores jurists foranledning - en rykker til selskabet. Denne betales heller ikke, hvorfor vores jurist bringer kundeforholdet til ophør."

Hørte intet om og kendte intet til Fasar

Moesgaard forklarer videre, at hverken han eller juristen dengang hørte noget - eller kendte noget til - personen Fasar:

Hverken jeg eller vores jurist kendte eller havde hørt om Fasar

"Fasar, forstår jeg i dag, var åbenbart ejer af selskabet, og viser sig nu på TV at være 'rocker'. Hverken jeg eller vores jurist kendte eller havde hørt om Fasar. Vi kendte derfor heller ikke til, at han åbenbart var 'rocker'."

"Der er jo ikke lige et register, hvor den slags kan tjekkes. Kommunikationen var mellem ASBRs jurist og Peter fra Håndværkergruppen 786 ApS."

Alt i alt mener Moesgaard, at det reelle i historien er pustet op og ude af proportion:

"Så den sag sluttede for omkring fem-seks år siden. Mere er der ikke i den historie. Jeg synes det er ufint, at Ekstra Bladet kører mig ind i den historie, når jeg intet har haft med sagen at gøre. Og klasker mig på forsiden - igen."

har haft og har et årelangt venskab med med den fremtrædende Bandidos-rocker

Venskab med Bandidos-rocker

Ekstra Bladet skrev i maj måned flere artikler om, at Peter Moesgaard havde tætte forbindelser til Bandidos.

Over for Netavisen Pio har Moesgaard tidligere vedgået, at han har haft og har et årelangt venskab med med den fremtrædende Bandidos-rocker Peter ‘Pit’ Rosenberg, men afviser, at han har en ‘foreningsrelation’ til den pt. forbudte rockerklub.

“Jeg vil gerne slå fast: Jeg har ingen forenings-relationer til Bandidos. Jeg er heller ikke kriminel på nogen måde. Jeg kender derimod Peter (‘Pit’ Rosenberg, red.) fra ungdomsårene. Han og jeg var kollegaer på Park Café, hvor jeg var dørmand i sin tid. Dengang var Peter ikke medlem af Bandidos. Jeg har kendt Peter siden han var 17 år,” udtalte Moesgaard til Netavisen Pio 14. maj.

Trækker sig fra samtlige tillidsposter

Peter Moesgaard har i årevis været formand for 3F Dørmændenes Landsklub. Men Moesgaard meddelte i kølvandet på Ekstra Bladets artikler i maj 3F, at han ikke længere ønskede at fortsætte sit tillidshverv som formand for dørmændene. Moesgaard sagde i den forbindelse til Netavisen Pio, at han allerede havde planlagt at drosle ned:

Min pension fra HK blev aftalt allerede i januar

“Jeg skulle alligevel trække mig. Dørmænd er typisk mellem 20 og 30 år gamle. Jeg er 60 år gammel. Så nu går jeg på pension. Jeg går ikke på grund af omtalen i Ekstra Bladet. Min pension fra HK blev aftalt allerede i januar. Jeg skal rejse jorden rundt, sejle eller noget i den dur. Derfor har jeg et stykke tid været i gang med at drosle ned.”

Moesgaard forklarede også over for Netavisen Pio, at han planlagde at stoppe som lokalformand for Socialdemokratiet i Hørsholm:

“Det har også været planen, at jeg skulle stoppe i mit tillidshverv som kommuneformand for Socialdemokratiet i Hørsholm. Ingen - hverken 3F, HK eller Socialdemokratiet - skal lide under dårlig omtale af min person. Planen er at jeg stopper ved førstkommende generalforsamling."

Moesgaard har indtil for nylig været ansat som faglig konsulent hos HK Service Hovedstaden.

Fagbevægelsen kender ham kun alt for godt

Fasar Abrar Raja blev i Den Sorte Svanes 3. afsnit, som blev vist på TV 2 tirsdag aften, sat i forbindelse med et muligt forsøg på likvidering af en person i Pakistan, som tilsyneladende udgjorde et problem for Fasar Abrar Raja og hans omgangskreds. Det fremgik af TV 2-doku-afsnittet, at personen, der udgjorde et problem, nu er død på grund af et angiveligt hjerteanfald.

Fasar Abrar Raja afsløres i TV 2-dokumentarserien som en mand, som begår forskellig artet arbejdskriminalitet i Danmark.

at forurenet jord i et vist omfang anbringes på ulovlige, ikke-registrerede steder

Han og hans firmaer er tilsyneladende eksperter i nedrivning og asbestsanering af tvivlsom art. Det fremgår også, at han tjener penge på at fjerne forurenet jord, men hvor der i vidt omfang snydes med omfanget af den forurenede jord - og at forurenet jord i et vist omfang anbringes på ulovlige, ikke-registrerede steder.

Fagbevægelsen - fagforbundene 3F og Malerforbundet - kender kun Fasar Abrar Raja og hans virksomheder alt for godt:

"Vi kender desværre Fasar og folkene rundt om ham alt for godt. Vi har haft flere faglige sager imod ham, hvor firmaerne har udnyttet udenlandske ansatte,” fortalte Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen, tirsdag til Fagbladet 3F.

Læs mere om fagbevægelsens kendskab til Fasar Abrar Raja og kredsen om ham her.

Opdateret kl. 18.00 med Peter Moesgaards kommentarer

Netavisen Pio følger op på sagen torsdag

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet