Man skulle tro, at den sidste kampagnemæssige kraftanstrengelse for de forskellige partier ville være at slå deres europapolitiske visioner fast med syvtommersøm for vælgerne.
Her har der dog været noget nær radiostilhed fra den borgerlige lejr. Fokuset har været et helt andet.
Henrik Dahl, der er spidskandidat for det i meningsmålingerne største parti, Liberal Alliance, vender gang på gang tilbage til papsugerøret, som billedet på alt der er galt i EU.
Han har i forskellige udmeldinger, sågar også i en velproduceret valgvideo, slået et slag for at plastiksugerørene skulle komme tilbage til de danske milkshakes og sodavand.
EU skulle have forbudt børn under 8 at puste balloner op
Mads Strange, nr. 2 på LA´s liste, begrundede bl.a. sit partis gruppeskifte fra den liberale Renew-gruppe til den konservative EPP-gruppe, med at Renew var blevet “woke” - hvilket er noget Liberal Alliance på ingen måde er.
Det er så vigtigt at vise, at man ikke er det, at man åbenbart kan bruge det som argument for at skifte kurs i Europaparlamentet.
Morten Messerschmidt har i ugerne op til valget udgivet en masse videoer, der skulle give den danske vælger “100 grunde til at stemme DF”. Her lagde han blandt andet en video op, der harcelerede over at EU skulle have forbudt børn under 8 at puste balloner op.
Udover det faktum at forbuddet som DF refererer til ikke findes, så stammer diskussionen fra 2011, og er uden relavans for det kommende valg.
Man skylder vælgerne at tale politik
Der falder et ansvar på os EP-kandidater, når mediedækningen af valget og EU generelt i forvejen er sparsom. EU opleves som noget meget fjernt blandt vores befolkning, der så kvitterer med ikke at stemme - det samme ærgerlige mønster ser ud til at gentage sig nu.
Man skylder vælgerne at tale politik. Selvom det er nemt og sjovt at tale valget ned til at handle om den gamle klassiker om de krumme agurker, eller dens moderne inkarnation: plastiksugerørene, så fortjener danskerne politik frem for polemik og virtue signalling fra de blå.
Det samme gør sig gældende, når DF´s Anders Vistisen prioriterede at lægge Facebook-opslag op, 13 ud af de 14 dage han missede et udvalgsmøde i Europaparlamentet.
Det kræver at man tør sætte noget frem og sætte noget på spil
En rigtig stor del af al dansk lovgivning stammer fra EU. EU er vores bedste mulighed for at skabe verdens første CO2-neutrale kontinent. For at sikre vores rettigheder, og skabe retfærdighed i både Gaza og Ukraine. For at gøre en forskel for millioner af menneskers liv, og berøre milliarders i en positiv retning.
Det kræver at man tør sætte noget frem og sætte noget på spil, også selvom det er nemmere at tage den anden vej. Jeg håber inderligt, at det sidste stykke af Europaparlamentsvalget kan handle om Europaparlamentet og EU - og ikke alt muligt andet.
Kommentarer
Tak for en god artikkel. Jeg er enig i det meste. Som tidligere partimedlem var du lige ved at overbevise mig om, at jeg nok burde stemme til ep-valget..
MEN. jeg har lige fået en besked i min e-boks fra overbørnehaveformynderiet, der klart fortæller mig, at jeg er både umoden, dum og småsenil. Sådan på småbørnsniveau. Det må jeg jo tage til efterretning, så jeg skal nok blive hjemme.
Når man nu regnes for at være i børnehavealderen. så bør man nok også hellere beskæftige sig med de ting, der var sjove for 75 år siden. Sådan noget der siger bum og med ild i. Det har man måske også bedre forstand på.
Sørgeligt, at den laveste fællesnævner nu skal definere dansk politik. Snart er vi tilbage til det ww2 befriede os fra. Det ekstreme højre.