Det er mindre end to år siden, at Hans Davidsen-Nielsen udgav ”Spion blandt venner.”

Nu er han der igen med en ny bog med samme sager, samme temaer og samme hovedpersoner plus lidt flere medvirkende end før.

Det kan godt være, at læseren med mellemrum siger til sig selv, at han husker lidt af det hele, men side for lægger forfatteren et lag på, tydeliggør hvordan brikkerne har flyttet sig, og hvordan de store spørgsmål stadig skriger på et svar.

En næsten ubrudt kæde af fejlslutninger

Ja, hvad er det vi slås med her. Udygtighed i de hemmelige tjenesters embedsværk? Er det statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschef Barbara Bertelsen, der med rettidig omhu viste handlekraft, men gjorde det på en måde, så det kom til at ligne magtfuldkommenhed af den slags som oppositionen altid vil opføre, uanset om det selv tror på det eller ej?

Er stammekrigen mellem Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, og Politiets efterretningstjeneste, PET, stadig i fuld gang? Der er, som den tidligere departementschef Michael Lunn siger det, et uforståeligt og gennemtænkt forløb præget af en næsten ubrudt kæde af fejlbeslutninger.

Jeg husker Lunn som en højt begavet hædersmand og hans mange år som departementschef i Justitsministeriet placerer ham som faglighedens fyrtårn. Og han er blot en af flere kyndige, som bogen bruger godt.

Svækker tilliden 

Mens de to efterretningstjenester fra Besættelsestidens ophør i 1945 og frem til århundredets udgang fokuserede på det, som de anså for undergravende politisk virksomhed - til venstre for midten - i forhold til Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, så skiftede fokus med terrorangrebet på New York den 11. september 2001.

Islamisk terror, mangfoldige terrorgrupperinger og religiøs fundamentalisme rykkede nødvendigvis og retfærdigvis frem i trusselsbilledet. Det var og er alvor, og derfor så ærgerligt, at de uforklarlige forløb om interne forhold i tjenesterne svækker tilliden til de allervigtigste embedsværk.

Kernen er stadig kabelsamarbejdet med USA, om amerikanerne høstede så mange oplysninger, at de krænkede danske borgeres rettigheder og om det nu også var landsforræderi at bekræfte alt som alle vidste,  – især efter at den amerikanske whistleblower Edward Snowden i 2013 fortalte, hvordan National Security Agency, hvor han var ansat, konstant høstede data uden respekt for lande og regler.

Davidsen-Nielsen er mere end velorienteret, når han detaljeret gennemgår, hvordan man internt i FE så forskelligt på forløbet af samarbejdet med USA. Kulminationen er velkendt.

Tilsynet med efterretningstjenesterne konstaterede, at de ansvarlige embedsfolk ikke havde reageret og på forsvarsminister Trine Bramsens ansvar blev de sendt hjem. Så fik tre landsdommeren fra Viborg opgaven med at vurdere forløbet, som de mente, at tilsynet havde fejlvurderet totalt.

Sagligt og ikke sensationelt 

Efterhånden som forfatteren etablerer sine temaer og personer kan man godt blive lidt utålmodig. Han gør det sagligt, ikke sensationelt og man ved jo, at der ligger et drama forude. Personer som rystes dramatisk, det politisk drama og så det retlige drama, hvor det viser sig, at Danmark har en Højesteret, som kræver substans når de bliver stillet over for krav om dørlukning med standardhenvisninger til rigets sikkerhed, forholdet til fremmede magter og den slags tomme overskrifter.

Vi kommer godt igennem de usædvanlige forløb, der bringer FE-chefen Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen gennem et årelangt forløb fra sigtede for grove lovovertrædelser til sagernes totale sammenbrud.

Det stærkeste indtryk er, at FE snyder i jagten på at ramme Findsen.

De pumper sigtelsen mod ham kunstigt op; hvor retsplejeloven ville give dem mulighed for at køre Findsen over med en trillebør, så rejser de en sigtelse så alvorligt, at de kan køre ham over med en damptromle.

Gav ret til at overvåge

Det groteske er, at byretten i 297 kendelser gav FE ret til overvågning helt tæt på, uden at der blot en enkelt gang blev stillet spørgsmål, om nu også sagen nu kunne bære det voldsomme indgreb.

Spændende, at Findsen vil tage slagsmålet om at få adgang til det materiale, som overbeviste retten om, at han var den farligste af alle farlige for rigets sikkerhed. Der lurer måske også et opgør om den FE-chef, der underholdt folketingsmedlemmer om Findsens seksuelle præferencer, et åbenlyst lovbrud, som skulle have fjernet den formastelige fra enhver offentlig tjeneste.

Det falder uden for anmeldelsens rammer at vurdere det politiske efterspil som foreløbig er en minimale undersøgelse, om der undervejs er foretaget en eller anden form for magtfordrejning. Kan der med eventuelle nye politiske flertal stadig åbnes undersøgelsen af det hele?  Det synes forfatteren vist, at retssamfundet fortjener, og det er jeg nødt til at være enig med ham i, fordi jeg allerede skrev det i anmeldelsens af hans tidligere bog.

Hans Davidsen-Nielsen stiller de rigtige spørgsmål og svarer kun, når det er muligt.

Hans Davidsen-Nielsen stiller de rigtige spørgsmål og svarer kun, når det er muligt. Hans bog påviser så mange skævheder, at den understøtter kravet om den helt store undersøgelse, så den almene mistillid begrænses til de få, som fortjener det.

Hans Davidsen-Nielsen: De aflyttede – Danmarkshistoriens største spionskandale.

Gyldendal, 327 sider, kr. 299,95.