☰
☰
Annonce
Chefredaktør gør ret i at revse medierne i FE-sagen. Men spænder desværre ben for sig selv
Kommentar: Fadæse i ellers relevant mediekritik skæmmer: Chefredaktøren på Zetland deklarerede ikke, at hun deltog i departementschef Barbara Bertelsens 50-års fødselsdag
Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, revsede med rette medier og navngivne mediepersoner i en kommentar i mediet Zetland 6. november om den spegede FE-sag.
Lea Korsgaard påpegede - helt relevant - at hovedparten af de danske medier i FE-sagen - hvor tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) var tiltalt for at lække højtklassificeret, fortroligt materiale - er gået i fuldstændig selvsving.
Lars Findsen har i sin bog 'Spionchefen - Erindringer fra celle 18’ - der meget belejligt udkom i valgkampen i oktober 2022 - mere end antydet, at sagen mod ham meget vel kan skyldes, at han på et tidspunkt kom i et modsætningsforhold til den daværende departementschef i Justitsministeriet, Barbara Bertelsen.
Lars Findsen fremlægger dog ingen beviser
Lars Findsen fremlægger dog ingen beviser. Det bliver ved antydningerne.
Claus Hjort Frederiksen har postuleret, at Statsministeriet står bag sagen mod ham - som anklagemyndigheden nu har valgt at droppe:
“Hovedansvaret for sagen ligger i Statsministeriet. For mig er der ingen tvivl om, at departementschefen Barbara Bertelsen må have været en drivende kraft, men jeg går ikke ud fra, at hun handler på egen hånd. Det må på en eller anden måde være billiget af statsministeren,” udtalte Claus Hjort Frederiksen til Politiken 1. november.
Heller ikke Claus Hjort fremlægger beviser. Igen bliver det ved antydningerne.
Heller ikke Claus Hjort fremlægger beviser
Alligevel har store dele af pressen - skriver Lea Korsgaard i sin kommentar - nærmest adopteret konspirationsteorien som fakta.
Det er dårligt arbejde, påpeger Zetland-chefredaktøren. Kritikken er velanbragt. Og helt på sin plads.
“Med tiden er rygterne og de anklagedes påstande imidlertid sivet dybt ind i dækningen af sagen og har ofte lagt sig som en slags filter, hvorigennem sagens begivenheder bliver betragtet,” skriver Lea Korsgaard og nævner to eksempler på, at meningsdannere mere eller mindre direkte har ophøjet Barbara Bertelsen-teorien til fakta.
“Eksemplerne er mange, men de vildeste fra bunken er to kronikker – den ene skrevet af tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen og bragt i Politiken, den anden skrevet af professor emeritus Eva Smith og bragt i Berlingske. Begge kronikker kredser om, at nogen i, med Bonnichsens ord, “systemet” har været ude efter Findsen som led i en “magtkamp”. Bonnichsen sætter ligefrem navn på, hvem det monstro kan være, nemlig “den kyniske departementschef Barbara Bertelsen” fra Statsministeriet, som, fortsætter Bonnichsen, “tyrannisk og grimt har strammet grebet om magten i Danmark”.
Jeg har selv beskrevet, hvordan De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, også nærmest har ophøjet konspirationsteorien til fakta:
“Regeringen har forsøgt at smide en ledende oppositionspolitiker i fængsel på en falsk anklage,” skrev Jarlov 1. november i et opslag på det sociale medie X (Tidligere Twitter).
efter al viden at dømme fordi han var upopulær hos Statsministeriets departementschef
Jarlov føjede til, at regeringen på samme måde har “varetægtsfængslet og tilsyneladende bagvasket lederen af efterretningstjenesten (Lars Findsen, red.), efter al viden at dømme fordi han var upopulær hos Statsministeriets departementschef (Barbara Bertelsen, red.).”
Herefter konkluderer Jarlov:
“Det er ganske simpelt rystende, og Danmarks demokrati lider enorm skade, så længe disse magtfuldendte mennesker sidder på magten.”
Journalister i dobbeltroller
Chefredaktør Korsgaard kritiserer med rette, at en række mediepersoner og journalister i FE-sagen er enten inhabile eller har påtaget sig uacceptable dobbeltroller. Uden at læserne rigtig får besked om det.
Det drejer sig om blandt andet undersøgende journalist på Politiken, Hans Davidsen-Nielsen. Lea Korsgaard skriver:
“For et år siden fortalte han åbent, at han var den ene af de to journalister, som Lars Findsen var tiltalt for at have røbet statshemmeligheder til. Alligevel har hans chefredaktion besluttet, at han kan blive ved at dække sagen, hvilket virker … besynderligt.”
Lea Korsgaard nævner et aktuelt eksempel, hvor Davidsen-Nielsen skriver, at Lars Findsen på et tidspunkt sad varetægtsfængslet for angiveligt at have delt statshemmeligheder med blandt andet “to journalister” - men uden at nævne at den ene af journalister var Hans Davidsen-Nielsen selv.
Igen er kritikken helt på sin plads.
Lea Korsgaard beskriver, hvordan Berlingskes tidligere nyhedschef, nu chefredaktør på 24syv, Simon Andersen, i august i år blev afhørt som vidne i den såkaldte Samsam-sag (Der også har tråde til FE-sagen).
Under vidneforklaringen oplyser Simon Andersen, at han udførte en tjeneste for Lars Findsen - mens han endnu var FE-chef - i forbindelse med Samsam-sagen. Konkret bad Findsen Simon Andersen om at skabe en fortrolig kontakt mellem FE og Samsams forsvarsadvokat.
Simon Andersen forklarede i retten, at han handlede i en slags nødret.
Hvordan man som journalist finder det okay at gøre hemmelige tjenester for en efterretningstjeneste, som man selv skriver om
“Hvordan man som journalist finder det okay at gøre hemmelige tjenester for en efterretningstjeneste, som man selv skriver om, forstår jeg ikke,” skriver Lea Korsgaard.
Igen er kritikken velanbragt og helt på sin plads.
Med til Bertelsens 50-års fødselsdag
Mediet Frihedsbrevet kunne mandag aften oplyse, at Lea Korsgaard har en privat relation til Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.
Lea Korsgaard var således inviteret med til fejringen af Barbara Bertelsens 50 års fødselsdag i sidste måned.
I et interview med Frihedsbrevet vedgår Lea Korsgaard, at hun og hendes mand, forstanderen på Krogerup Højskole, Rasmus Meyer, også har deltaget “i private arrangementer” med Barbara Bertelsen.
Selv om Lea Korsgaard over for Frihedsbrevet afviser, at hendes private relation til Barbara Bertelsen har betydning for hendes kritik af medierne i FE-sagen, så burde Lea Korsgaard i tilknytning til sin kommentar have deklareret, at hun har en privat relation til Barbara Bertelsen.
så fremover indgår Korsgaard selvfølgelig i konspirationsteorierne
Korsgaard deklarerede ikke, så fremover indgår Korsgaard selvfølgelig i konspirationsteorierne omkring Barbara Bertelsen. Og det er træls, for Korsgaard har fortsat ret i sine pointer og mediekritik i FE-sagen.
Opdatering 15.11. kl 12.40: Lea Korsgaard har tirsdag aften den 14.11. valgt at protokollere i sin kommentar fra 6. november, at hun kender Barbara Bertelsen - uden at uddybe relationen nærmere. Læs nærmere her
Inden Frihedsbrevet dukker op her hos mig, bør jeg deklarere et par ting: Jeg er Facebook-ven med Barbara Bertelsen og Lea Korsgaard - sammen med cirka 1.600 andre Facebook-venner. Jeg følger desuden Lea Korsgaard på det sociale medie X. Jeg har ingen privat relation til Barbara Bertelsen, Lea Korsgaard, Hans Davidsen-Nielsen, Simon Andersen, Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen, Eva Smith, Hans Jørgen Bonnichsen eller Rasmus Jarlov. Jeg har dog flere gange interviewet Simon Andersen, Claus Hjort Frederiksen, Hans Jørgen Bonnichsen og Rasmus Jarlov. Jeg har de senere år kun mødt Lars Findsen ved en enkelt lejlighed, nemlig til Anders Fogh Rasmussens 70-års reception på Christiansborg. Vi talte dog ikke sammen. Men vi var til stede i samme store lokale samtidig. Jeg har mødt Barbara Bertelsen adskillige gange i Statsministeriet - da hun var fuldmægtig og havde ansvaret for at behandle mine utallige anmodninger om aktindsigt på vegne af dengang Ekstra Bladet i stort og småt i perioden 2001 til 2003. Dengang fik man akterne udleveret i print. Bertelsen bad mig typisk om at kigge forbi i ministeriet, når en ny aktpakke var klar til udlevering. Vi var begge akt-nørder, og hver gang fik vi en faglig snak om den aktuelle akt-dynge. Og jeg kunne altid ringe til hende efterfølgende om faktaoplysninger. Det gjorde jeg så ind i mellem. På den måde fik Bertelsen - troede hun - værdifuld viden om, hvad jeg mere konkret var på jagt efter i aktdyngerne. Viden som selvfølgelig straks tilgik både den daværende departementschef Nils Bernstein - og den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.Mine deklarationer
Kommentarer
Det er da helt ok at man kritisere hvor det er relevant, men ens privatliv skal man vel ikke inddrage, det gør da ikke kritikken mindre rele vant. Blot ærgerligt andre journalister ikke har lavet deres research bedre. Hjort og Findsen jeg har ikke en pind til overs for nogle af de to egoer. Hjortville begåulivlig forvaltning og feje det ind under gulvtæppet og Findsen postulere uden beviser hele tiden
Tak Helle. Helt enig.
Selvfølgelig skal det deklareres, at man har et tæt forhold til Barbara Bertelsen og dermed regeringsledelsens indercirkler. Vi, der var helt uforberedte på Lea Korsgaards angreb i Presselogen, fandt efterfølgende mening i netop dette forhold. For rationelt var det ikke!
Der er vist rigtig mange journalister der skal til at kigge ind-ad, hvem de har mere eller mindre omgang med.
Det tager naturligvis ikke noget fra hendes argumenter, men ikke desto mindre må jeg stadig undre mig over, at en som hende, som selv er mediemenneske, ikke fandt det relevant eller bare passende at deklarere denne personlige relation.
Troede hun virkelig ikke, det ville kunne bruges imod hende? Eller at det ikke ville komme frem? Jeg ved ikke engang, om det første er mere verdensfjernt end det andet.
Sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen for "landsskadelig" virksomhed skulle aldrig havde været anlagt. Det skyldes kun en "uduelig" chef for PET, Finn Borch Andersen, som tidligere er kendt for at anlægge sager mod tidligere ansatte i PET, som havde skrevet bøger om deres tid i PET, hvor han til dato har tabt dem alle. Den tidliger chef for PET, Jakob Scharf, blev i 28 anklagepunkter anklaget for brud på sin tavshedspligt, han blev frikendt for de 27 punkter og fik en lille bøde for den sidste. Det fortæller lidt om den nuværende chef for PET`s uduelighed.
Netavisen Pio ligger i denne sag lunt i svinget; Pio er en socialdemokratisk avis, og fremfører derfor socialdemokratiske synspunkter. Dette er også hovedgrunden til at jeg læser avisen og generelt har stor tillid til de oplysninger, som fremføres, netop fordi jeg VED, at jeg her får det socialdemokratiske spin på begivenhederne.
Dette er imidlertid ikke tilfældet for de øvrige dansk medier, som - med undtagelse af Arbejderen, som heller ikke lægger skjul på sit politiske standpunkt - forsøger at foregøgle læserne at de skriver fra et neutralt standpunkt.
Af og til ville jeg ønske, at alle journalister ville indlede deres skriverier med at fortælle os, hvilket parti, de stemmer på. Journalistik er ikke og har aldrig været en neutral endsige objektiv gerning, det er simpelthen umuligt at give en uinteresseret beskrivelse af et emne, som man er dybt interesseret i.
Men Pio rammes ikke af Korsgaards kritik: Pios artikler og redaktionelle bemærkninger er eksplicitte udtryk for socialdemokratiske holdninger, hvilket er en ærlig sag. Jeg kan være enig eller uenig i de fremførte synspunkter, men jeg er aldrig i tvivl om, at en artikel i Netavisen Pio altid afspejler en socialdemokratiske holdning, om der så er tale om en flertals- eller en mindretalsholdning - Socialdemokratiet er jo et stort parti.
Hvor står Lea Korsgaard? Er hun libertarianer? Er hun radikal? Det er svært at vide, og at hun forsøger at få sin kritik til at fremstå neutralt, gør den som udgangspunkt utroværdig.
Hvis medierne ønsker at genvinde befolkningens tillid, tror jeg at det er på tide, at journalisterne kommer ud af skabet og fortæller os, hvor de står. Jeg kan forholde mig til en politisk modstander, som jeg ved, hvor jeg har, mens jeg kun kan føle en vis mistro over for en journalist, som ikke gør det tydeligt, hvor vedkommende står rent politisk.
Bemærk, jeg er IKKE socialdemokrat, men jeg har stor respekt for, at socialdemokrater som regel tør stå ved, at de er socialdemokrater. I modsætning til så mange andre, der foregøgler en objektivitet, som ikke eksisterer.
Det er da helt fint, at man som skribler står ved sit socialdemokratiske grundsyn, men som socialdemokrat må jeg også tilfærdigt erkende,at det ikke er en garanti mod ganske overfldiske og sågar forvrøvlede såkaldte 'analyser'.