Hvem bærer ansvaret for Finanskrisen? Dette var spørgsmålet, som blev diskuteret heftigt, efter at Rangvid-udvalget afleverede sin rapport om Finanskrisen årsager.

I et samfund uden trafiklys vil man heller ikke give de enkelte bilister skylden for de harmonikasammenstød, der uundgåeligt opstår. Derimod kontakter man til Trafikministeren eller Trafikmafiaen, hvis det er dem, der bestemmer.

Hvis man spurgte en politiker, lederskribent eller debattør fra højrefløjen var svaret næsten givet på forhånd: Krisen havde intet med den tidligere VK-regering at gøre! I stedet blev der i dagene efter fremlæggelsen af rapporten udfoldet en særdeles stor kreativitet i et desperat forsøg på, at få placeret aben hos en vildtvoksende offentlig sektor, borgernes brug af afdragsfrie lån og Socialdemokraternes politik (!) i oppositionstiden. Det var mildest talt svært at tage alvorligt.

Netop derfor er det så trist, at venstre side af Debatdanmark ikke er et hak bedre og disker op med en forklaring, der er ligeså enøjet og forudsigelig. Her placeres ansvaret ene og alene hos bankerne, spekulanterne og finansfyrsterne. Gordon Gekkos grådige arvtagere har med deres uansvarlige kasinokapitalisme bragt verden på sammenbruddets rand, lyder argumentet.

Det seneste eksempel på dette kunne man se i Politiken i sidste uge, hvor redaktionschef John Hansen skrev et længere debatindlæg, hvis overskrift proklamerede, at ’Det var altså ikke Fogh, der lånte penge ud’:

”Hvis det billede (at flere forskellige aktører er ansvarlige for finanskrisen, red.) står tilbage, er det ikke retvisende. Den økonomiske krise, som vi har befundet os i siden 2008, blev skabt af finanssektoren. Det var finansvirksomheder, som skabte de »finansielle masseødelæggelsesvåben«, som gjorde det umuligt at skelne lort fra lagkage (..) det var finansindustrien, som lønnede de ratingbureauer, som hævdede, at heliumoppumpede islandske boblebanker var lige så kreditværdige som den danske stat; og det var danske banker, som i løbet af fem år lånte 650 milliarder kroner i udlandet og pumpede dem ind den danske økonomi. Hvert eneste disse udlån, som til sidst kom til at vælte en halv snes af bankerne, var bankledelsernes egen beslutning. (..) Det var ikke Anders Fogh, som tog den slags beslutninger.”

Når diagnosen er forkert, har medicinen desværre også en tendens til at være det. Hvis finanskrisen vitterligt er bankernes ansvar er den eneste måde at forhindre fremtidige kriser, at bede til Den Almægtige om at sende os nogle mere fornuftige bankfolk fremover.

At man ikke har den store sympati overfor finansverdenen er forståeligt nok. Man kan kun til fulde dele den vrede, som mange mennesker føler. Bankernes adfærd er gennemført unfair, amoralsk og inkompetent. Det er hamrende unfair, at de selvsamme firmaer der skabte ”financial weapons of mass destruction”, nu uddeler gigantiske bonusser til hinanden. Det er dybt amoralsk, at Goldman Sachs gav sine kunder dårlige investeringsråd, alt imens at man selv tjente styrtende med penge ved at satse på det stik modsatte. Og det er topmålet af inkompetence, at de selv samme ratingbureauer, der gav den højeste karakter til de usikre subprimelån uden at undersøge dem nærmere, vovede at nedgradere USA’s kreditværdighed efter en regnefejl på 2000 milliarder dollars.

Men dette gør stadig ikke krisen til bankernes ansvar.

Mens bankerne har et ansvar overfor deres aktionærer og kunder, er det et politisk ansvar, at finanssektoren fik lov til at feste igennem i en rus, for så efterfølgende at efterlade regningen og rengøringen til os andre. Samfundet opstiller rammerne og reglerne for private borgeres og virksomheders gøren og laden. I et samfund uden trafiklys vil man heller ikke give de enkelte bilister skylden for de harmonikasammenstød, der uundgåeligt opstår. Derimod kontakter man til Trafikministeren – eller Trafikmafiaen, hvis det er dem, der bestemmer – og kræver at reglerne indrettes således, at trafikken glider, hvis alle lydigt følger dem.

Og det er lige præcis heri, at politikerne fejlede, da det kom til finansmarkedet: Man opstillede ikke fælles færdselsregler.

Placeringen af ansvar er vigtigt, fordi det ikke blot handler om historieskrivning, men også hvordan vi undgår kriser i fremtiden og hvilke ændringer der i denne forbindelse skal til.

Så næste gang du bander over bankerne, bonusserne og bobleøkonomien, så send de folkevalgte en tanke. Aben hopper ikke rundt hos Goldman Sachs eller Danske Bank. Næh, aben sidder trygt og godt på skuldrene af Fogh, Løkke og Bendt Bendtsen.

I denne forbindelse er den simple forklaring med at ’bankerne har skabt krisen’ en stopklods for reformer. Ved blot at pege fingre af bankerne ’individualiserer’ vi et strukturelt problem og kortslutter dermed debatten om, hvad der politisk skal gøres anderledes.

Men når diagnosen er forkert, har medicinen desværre også en tendens til at være det. Hvis finanskrisen vitterligt er bankernes ansvar er den eneste måde at forhindre fremtidige kriser, at bede til Den Almægtige om at sende os nogle mere fornuftige og forsigtige bankfolk fremover.

Det virkelige spørgsmål er ikke, hvorfor virksomhederne ikke har lært noget af krisen, men hvorfor politikerne ikke har: Vi har i Danmark stort set de samme love, spilleregler og incitamenter på finansmarkederne i dag, som vi havde før Finanskrisen. Mens EU har taget første vigtige skridt mod en reform af reglerne, har især de borgerlige været deciderede modstandere af omfattende ændringer. Ja, Berlingske advarede endda fra lederplads mod at bruge Rangvid-rapporten til ”nationale, panikagtige eller populistiske indgreb”.

Så næste gang du bander over bankerne, bonusserne og bobleøkonomien, så send de folkevalgte en tanke. Aben hopper ikke rundt hos Goldman Sachs eller Danske Bank. Næh, aben sidder trygt og godt – i sin almægtige King Kong-størrelse – på skuldrene af Fogh, Løkke og Bendt Bendtsen og alle de andre, der skabte de finansielle færdselsregler, der ikke bare gjorde det tilladt, men attraktivt for spekulanterne at ræse i beruset tilstand, med sømmet i bund, direkte mod afgrunden.