Annonce

Røde borgmestre er mere innovative

En undersøgelse fra Mandag Morgen viser, at røde borgmestre er de mest innovative. Det betyder samtidig, at de røde borgmestre er de bedste til at finde på nye løsninger på svære problemer.
Moderne lokalpolitik handler om at finde nye løsninger på de mange udfordringer, kommunerne står overfor. Svaret er ikke bare at give flere penge, men at udfordre gængse sandheder og skabe nye svar. Turde tænke i nye politiske løsninger. Hvis nogen skulle være i tvivl, er røde borgmestre bedst til denne disciplin. Det er selvfølgelig nemt at påstå, kunne man mene, men nu er der faktisk bragt syn for sagen.
Tænketanken Mandag Morgen offentliggjorde i sidste uge en undersøgelse, hvor de havde bedt deres såkaldte Velfærdspanel om at kåre de borgmestre, der var mest innovative. Velfærdspanelet består af repræsentanter fra kommuner, virksomheder og frivillige organisationer.
Resultatet af undersøgelsen taler for sig selv. Blandt de 10 øverste findes der nemlig syv socialdemokrater, én SFer og kun to repræsentanter fra de borgerlige partier.
På andenpladsen over de mest innovative borgmestre lander Københavns borgmester Frank Jensen. Begrundelsen er:
"Han bliver blandt andet fremhævet for sine evner til at skabe vækst, tiltrække flere indbyggere og gøre København til en international metropol."
Med 1000 nye københavnere hver måned, er der behov for at tænke nyt. Det er ligefrem blevet et politisk slogan at være innovativ. Og i København har Venstre indset, at det bedst kan betale sig at forsøge at træde ned i de socialdemokratiske sko. Så nu går partiet til valg på at være endnu mere innovativ end Frank Jensen selv.
På Københavns Rådhus hænger der et kæmpe banner for Venstre spidskandidat, Pia Allerslev, med sloganet ”Nye tider – nye løsninger”. Det siger næsten alt. Nu er det en dyd i sig selv at forandre og være innovative. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Socialdemokraterne er de bedste til det.
For mig betyder undersøgelsen ikke, at socialdemokratiske borgmestre landet over skal hvile på laurbæerne. Der er fortsat mange udfordringer. Alt lige fra skoleområdet til lokal erhvervspolitik og ældrepleje kræver fornyelse og forbedring.
Kernen i innovation er at inddrage borgerne. Lytte til dem og sammen skabe nye løsninger, som både giver borgerne bedre velfærd, men også sikrer, at kommunerne har råd til at betale for fremtidens velfærd.
Listen over de fem mest innovative borgmestre er:
Lars Karup (V) Herning
Frank Jensen (S) København
Mette Thouborg (SF) Lejre
Jacob Bundsgaard (S) Aarhus
Winni Grosbøll (S) Bornholm

Mathilde Illum Aastrøm (f. 1982) er uddannet cand.scient.adm. og til dagligt chefkonsulent i Københavns Kommune. Kandidat til Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne.


Flere artikler om emnet