Drop feminist-frygten og kvote-kvababbelserne

Jeg har spillet på drengenes politiske banehalvdel og diskuteret 'hårde' emner, mens jeg hemmeligt har interesseret mig for chanceuligheden mellem kønnene. Det kræver mere end gode hensigter og skåltaler, hvis vi skal gøre op med kønsstereotyperne.
”Der er ingen fremtid i politik for kvinder, der diskuterer ligestilling”. Det er omtrent det første, politiske råd, jeg kan huske, jeg har fået. Og det kom – måske ikke overraskende – fra en ti år ældre kvinde.

Det råd har jeg båret med mig i al den tid, jeg har været politisk aktiv. Jeg har haft holdninger til folkeskolen, til sundhedsvæsnet og til ulandsbistanden. Jeg har øvet mig i at spille på drengenes banehalvdel – den halvdel, hvor den nuværende og den kommende magt og indflydelse befinder sig. Jeg har øvet mig i at diskutere ”hårde” emner som forsvar og EU. Jeg har øvet mig i ikke kun at gå på talerstolen, når emnet var organisationsudvikling. Generelt har jeg øvet mig i at snakke mindst muligt om kønsligestilling. Og da jeg var yngre, har jeg sågar højlydt proklameret, at jeg ”ikke vil vælges, fordi jeg er kvinde”, når talen faldt på kvoter.

Jeg har øvet mig i at spille på drengenes banehalvdel ... Jeg har øvet mig i at diskutere ”hårde” emner som forsvar og EU. Jeg har øvet mig i ikke kun at gå på talerstolen, når emnet var organisationsudvikling.

Men sideløbende med dette – nærmest hemmeligt – er jeg aldrig holdt op med at interessere mig for chanceuligheden mellem kønnene. Jeg har med interesse læst det ene studie efter det andet, som viser, hvordan vi alle helt ubevidst har en tendens til at vurdere mænd som mere kvalificerede end kvinder. Også selvom deres kvalifikationer er de samme.

Tag for eksempel studiet af ansættelsesprocessen ved et større amerikansk orkester. Orkestermusik må alt andet lige være et område, hvor det er nemt at vurdere folks kvalifikationer objektivt. Alligevel blev markant flere kvinder ansat, hvis ansøgerne spillede bag et forhæng, så ansættelsespanelet ikke kendte deres køn, når de skulle afgøre ansættelsen.

Eller tag studiet, hvor tre ens skoleopgaver med henholdsvis et drengenavn, et pigenavn og et kønsneutralt navn (fx H. Hansen) som afsender blev vurderet af forskellige grupper af mænd og kvinder. Opgaven med drengenavnet blev vurderet som markant bedre.

Jeg har aldrig kunnet lægge følelsen fra mig af, at chanceuligheden mellem køn er uretfærdig og begrænsende – for begge køn. Og selvom det er nærmest ligeså stort et tabu som at vedkende sig at være socialdemokrat (altså sådan en med meninger og holdninger og ikke kun nødvendigheder forstås), må jeg erkende, at jeg er feminist.

Jeg er feminist, fordi der lyder et ramaskrig, når nogen foreslår at indføre kvoter, der giver kvinder en fordel, mens kvoter, der tilgodeser mænd, ikke får nogen til at løfte et øjenbryn

Jeg er feminist. Vi lader det lige stå et øjeblik og giver læseren mulighed for at hoste kaffen ud af den gale hals.

Jeg er feminist, fordi der stadig ikke er ligestilling i Danmark. Fordi der stadig ikke er lige løn for lige arbejde. Fordi børn stadig lærer, at piger er på en måde (søde, pæne og ikke mindst stille), og drenge er på en anden (vilde, vovede og ikke til at overse). Og disse opfattelser er så institutionaliserede, at børnehaver stadig laver kønsopdelte aktiviteter.

Jeg er feminist, fordi kvinder stadig ikke har samme muligheder som mænd for at få de højeste magtpositioner i samfundet – ikke mindst i erhvervslivet. Fordi mænd stadig ikke har samme mulighed som kvinder for at tage barsel. Og fordi uligheden mellem Den Rådne Banan og Den Fede Pølse også er en kønsulighed mellem den veluddannede kvinde i storbyen og tabermanden i Udkantsdanmark.

Jeg er feminist, fordi der lyder et ramaskrig, når nogen foreslår at indføre kvoter, der giver kvinder en fordel, mens kvoter, der tilgodeser mænd, ikke får nogen til at løfte et øjenbryn, uanset om det er på pædagogstudiet eller blandt deltagerne på Politikens Debattør- og Kritikerskole.

Og jeg er ikke mindst feminist, fordi jeg mener, at uligheden mellem kønnene begrænser begge køn fundamentalt og kræver politisk handling.

Lad os sørge for en ligelig fordeling af den øremærkede barsel mellem mor og far. Og i øvrigt fjerne løngabet mellem mor, der gør rent indenfor - og far, der rydder op udenfor.

Lad os sørge for en ligelig fordeling af den øremærkede barsel mellem mor og far. Og i øvrigt fjerne løngabet mellem mor, der gør rent indenfor - og far, der rydder op udenfor. Og lad os se på det måske mest elitære, men samtidig mest effektive redskab: kvoter.

For kvoter virker. Og nej, i dag vælger vi ikke de bedst kvalificerede.

I Norge har man haft kønskvoter i virksomhedsbestyrelser siden 2003. Et nyt studie har vist, at kvalifikationen og sammensætningen af bestyrelserne er blevet markant bedre. Når virksomhederne bliver tvunget til at repræsentere hvert køn med mindst 40 %, bliver de samtidig tvunget til at genoverveje, hvordan de sammensætter deres bestyrelse. Ud fra hvilke kriterier vælger de nye bestyrelsesmedlemmer? Hvilke kvalifikationer har bestyrelsen egentlig brug for for at være den mest velfungerende? Og pludselig er langt størstedelen af norske virksomheder i dag tilfredse med reglen om kønskvoter. De har nemlig fået markant bedre kvalificerede virksomhedsbestyrelser, end de havde før.

Hvis vi skal bryde med generationers institutionaliserede kønsstereotyper – uden at være nødt til at vente endnu hundrede år – skal der større indgreb til end hensigtserklæringer og skåltaler.

Så måske bør det efterhånden være slut med feministfrygt og kvotekvababbelser. Det er på tide, at Danmark træder ind i det 21. århundrede, også når det gælder kønsligestillingen.

Maj Jensen Christensen (f. 1990) er næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.


Kommentarer fra Facebook