Annonce

Regeringen har været god – for Nordsjælland

Venstre lovede at skabe arbejdspladser i hele Danmark, men det er primært de rige, nordsjællandske kommuner der har fået fremgang, viser en opgørelse.
Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har analyseret en række af regeringens initiativer igennem og er kommet frem til, at regeringens politik favoriserer landets rigeste kommuner – ikke mindst dem nord for København.

”Regeringens løfte om at gøre noget for landdistrikterne er mere ord end handling. Man kan godt få øje på nogle politiske initiativer, men det, man har gennemført, trækker den anden vej,« siger direktør i AE-rådet Lars Andersen til Ugebrevet A4.

Kigger man på en række af de initiativer, som regeringen har vedtaget, er der imidlertid tale om tiltag, som især kommer de rige, nordsjællandske kommuner til gode, mens især kommunerne på Syd- og Vestsjælland ikke drager gavn af regeringens politik.

Grundskyld gavner Gentofte
Det er blandt andet fastfrysningen af grundskylden, som er en skattelettelse på tilsammen trekvart milliarder kroner, udelukkende til landets boligejere. Jo dyrere din bolig, jo større er skattelettelsen. Og hovedparten af landets dyreste bolig ligger jo langs Øresundskysten, nord for København.

Ser man bare isoleret på Gentofte kommune, så sparer kommunens 75.000 indbyggere i alt 28 millioner kroner i grundskyld, mens de 271.000 indbyggere i de ti kommuner, der sparer mindst, tilsammen sparer otte millioner kroner.

AE tabel 1

AE-rådet har på baggrund af tal for Skatteministeriet beregnet sig frem til, at den gennemsnitlige reduktion for hele landet er 490 kroner. I de kommuner, hvor man kan se frem til den mindst gevinst, er der i gennemsnit udsigt til en lettelse på 30 kroner årligt. Det gælder for kommuner som Tønder og Aabenraa. Modsat er den gennemsnitlige reduktion pr. bolig i Lyngby-Taarbæk på knap 1.700 kroner.

Håndværkerfradraget hyldes i Hørsholm
Regeringen valgte også at fortsætte den såkaldte BoligJobordningen, som i folkemunde kaldes håndværkerfradraget.   Den nye ordning fra 2016 vil give fradrag på op til 6.000 kroner pr. person for serviceydelser i hjemmet, mens der vil være et fradrag på op til 12.000 kroner pr. person til håndværksydelser med et grønt sigte.

Den ordning har været særlig populær i de nordsjællandske kommuner.  Ser man på en geografisk opdeling af, hvem der har brugt håndværkerfradraget så er der relative høje andele af indbyggerne nord for København, som har benyttet fradraget.

Ser man på ti kommuner med henholdsvis, den største andel, der har benyttet fradraget, og de 10 kommuner, hvor færrest har benyttet fradraget, viser det et billede af en populær ordning i Nordsjælland, mens særligt de fattigere kommuner på den københavnske vestegn er at finde i bunden.

Af top 10 listen ses det, at der er i Rudersdal, Allerød, Hørsholm og Gentofte er mere end 15 procent der har brugt fradraget. Enkelte landsdistriktskommuner sniger sig også ind på top 10 listen, nærmere bestemt Thisted og Bornholm.AE tabel 2

Loft lammer Lolland
Mens skatte- og afgiftslettelser særligt begunstiger de velhavende kommuner, har en række af regeringens reformer af de sociale ydelser ramt den anden vej. Kontanthjælpsloftet, som bl.a. kommer til at ramme kontanthjælpsmodtagere, der modtager boligstøtte, rammer især hårdt i de kommuner, hvor der er mange på sociale ydelser.

De drejer sig om de kommuner som København, Odense og Aalborg, vestegnskommunerne, kommunerne i Sønderjylland, på Vestsjælland og på Lolland-Falster.

AE-rådet kan endnu ikke sige hvor meget de enkelte kommuner bliver ramt. Det afhænger blandt andet af, om kontanthjælpsmodtagerne lever op til kravet om 225 timers arbejde. Men det står klart, at kontanthjælpsloftet vil ramme kontanthjælpsmodtagere, der får forskellige former for tillæg og støtte.

Ifølge AE-rådet så er hovedkonklusen, at borgerne i de nordsjællandske kommuner generelt fremstår som vindere af regeringens politik gennem det første år. Så tillykke til Poul og Fritz. Og skål.

Hele analysen kan læses her.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet