De seneste dage har Alternativets forsalg om en kortere arbejdsuge endnu engang taget overskrifter.  Partiet foreslår, at reallønnen fastholdes uændret over en tiårs periode. I stedet for lønstigninger skal lønmodtagere i både det offentlige og det private så have nedsat arbejdstiden, så en normalarbejdsuge kommer ned på 30 timer, mod i dag 37 timer. Altså et fald i den ugentlige arbejdstid på knap 20 procent.

Ud over Alternativet har også Enhedslistens Pelle Dragsted i et længere Facebookindlæg forsøgt at redegøre for, at samfundet skam godt kan sænke arbejdstiden, uden at det går ud over vores realløn og den offentlige velfærd. Men hverken Alternativet eller Pelle Dragsted har forholdt sig til de ret åbenlyse problemer, som forslaget vil rejse for den offentlige sektor.

Tyve procents færre offentligt ansatte
Nedsættes arbejdstiden i den offentlige sektor med 20 procent, vil det svare til, at hver femte offentlig ansatte fjernes. Og selvom Alternativet og Enhedslisten sikkert kan fremhæve mange positive forhold ved lavere arbejdstid, så er en række funktioner i den offentlige sektor jo nu engang afhængige af, at man er til stede et vist antal timer om ugen.

Der bliver nu engang ikke 20 procent færre ældre, som skal have personlig pleje, 20 færre syge, som skal behandles, eller 20 procent færre indbrudstyve, som skal fanges, fordi medarbejderne fremover skal arbejde 20 procent mindre. Nogen kan givetvis løses gennem effektiviseringer (eller ”øget produktivitet”, som partierne foretrækker at kalde det), men næppe 20 procent på så kort tid.

Da Liberal Alliance for et par år siden forslog at skære godt tiende medarbejder i den offentlige sektor over en tiårs periode, og mente at det kunne løses gennem ”effektiviseringer”, lød der et ramaskrig fra både Enhedslisten og Alternativet. Det ville ”medføre en voldsom forringet offentlig service med færre sygeplejersker, pædagoger, skolelærere, sosu’assistenter”, skrev Pelle Dragsted dengang.

Derfor virker det lidt mystisk, hvis de to partier nu tror, at der kan kompensere for en dobbelt så stor nedgang i den offentlige beskæftigelse gennem effektiviseringer og produktivitetsstigninger.

Kan mangle op imod 600.000 personer på arbejdsmarkedet
En anden mulighed er at ansætte flere i den offentlige sektor for at kompensere for at kompensere for medarbejdernes lavere arbejdstid. Både Alternativet og Enhedslisten har netop fremhævet, at en af gevinsterne ved lavere arbejdstid er, at vi så kan deles om arbejdet, så de samme opgaver fordeles ud på flere personer.

Der er i dag cirka 720.000 fuldtidsbeskæftigede i den offentlige sektor. Hvis deres ugentlige arbejdstid falder med 20 procent, vil der altså skulle ansættes omkring 140.000 personer for at opveje det tab. Det giver to udfordringer.

For det første spørgsmålet om, hvor de 140.000 personer skal komme fra? Arbejdsløsheden i Danmark ligger i dag på lige omkring 100.000 personer, det er langt fra alle, som vil være i stand til at varetage et job i den offentlige sektor.

Dertil kommer, at hvis arbejdstiden også falder i den private sektor, så skal der jo også her ansættes flere medarbejdere. Med omkring 2,2 millioner fuldtidsbeskæftigede privatansatte vil en arbejdstidsnedsættelse på 20 procent svare til, at der skal ansættes 440.000 nye medarbejdere. For hvis ikke den samlede lønsum i den private sektor vokser, vil der jo heller ikke komme øgede skatteindtægter, som kan bruges til at ansætte flere offentligt ansatte.

Samlet set kommer der altså til at mangle små 600.000 fuldtidspersoner, hvis planen skal realiseres. Det er meget svært at se, hvor de skal komme fra.

Her kan man selvfølgelig pege på de knap 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder, som i dag er uden for arbejdsmarkedet. Men her har det jo i mange år lydt fra Dragsted & Co., at det er en ”myte”, at der er 800.000 på passiv forsørgelse, som kan skubbes ud på arbejdsmarkedet, og Enhedslisten har vendt sig imod arbejdsmarkedsreformer, der har haft til formål at øge udbuddet af arbejdskraft.

Den sidste mulighed er så at hæve efterløns- og pensionsalderen. Den mexicanske rigmand Carlos Helu Slim har netop forslået at indføre en kortere arbejdsuge til gengæld for at gå senere på pension, så det samlede arbejdsudbud bevares. Men heller ikke det virker umiddelbart som en løsning, der ligger lige til højrebenet for Enhedslisten og Alternativet.

Flere i arbejde kunne kompensere for lavere arbejdstid
”Jamen historisk har vi jo både kunne sænke arbejdstiden og udvide den offentlige sektor”, kunne man så indvende. Det er dog en sammenligning, der ikke holder til en nærmere analyse.

I 1970 var normalarbejdstiden 42 ½ time. Det er så gradvist frem mod 1990 blevet nedsat til 37 timer. Det har kunnet lade sig gøre, fordi det samlede antal af offentlige ansatte samtidig blev næsten fordoblet. Så selvom den kortere arbejdstid trækker i retning af en mindre offentlig sektor, er det altså blevet opvejet mange gange af de flere offentligt ansatte.

Kilde: Finansministeriet, svar på spørgsmål nr. 257 af 30. maj 2012.

Det massive antal nyansættelser var mulig, fordi arbejdsudbuddet voksede markant op gennem 1970’erne, blandt andet fordi flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Dermed kunne den offentlige sektor vokse, uden at det gik ud over udviklingen i den private sektor og skatteindtægterne. Da der samtidig var betydelig vækst, hang regnestykket sammen.

Men sådan ser det, som ovenfor beskrevet, ikke ud i dag. Derfor giver sammenligningen ikke så meget mening. Tilbage står, at det er endog meget uklart, hvordan de partier, der taler for lavere arbejdstid, vil løse de uomtvistelige konsekvenser, den lavere arbejdstid vil have for den offentlige sektor.