Bibliofili er betegnelsen på en mani, som samlere af bøger ofte er angrebet af, men nok i sjælden grad så alvorligt, som den italienske forfatter, filosof og semiolog, Umberto Eco var det.

I en ny dokumentarfilm bliver vi præsenteret for forfatteren og dennes imponerende hjemmebibliotek, der talte mere end 30.000 bind.

Kort før Umberto Ecos død i 2016, var den italienske instruktør, Davide Ferrario, i gang med at filme til dokumentaren.

Den har nu fået premiere i danske biografer, og hvis man på nogen måde interesserer sig for sjældne, obskure bøger, med helt igennem herlige illustrationer, så skal man se denne film.

Raritetskabinet

Umberto Eco blev smidt ud af sin tidligere lejlighed, fordi udlejeren var bange for, at tyngden af hans bogsamling ville få bygningens murværk til at krakelere.

Hans sidste lejlighed er nu også imponerende i sig selv, og Umberto Eco havde indrettet biblioteket sådan, at det fremstod som et gammelt raritetskabinet, fyldt til randen med gamle globusser, underlige genstande og smukke kobberstiks af imaginære byer, fabeldyr og astrologiske symboler.

Selv udtaler han, at hans samling består af falske skildringer af virkeligheden

Biblioteket, der også er fyldt med populærlitteratur, tegneserier og krimier, spejler Umberto Ecos tilgang til litteraturen.

Selv udtaler han, at hans samling består af falske skildringer af virkeligheden, og knap så meget af bøger skrevet af videnskabsmænd, der faktisk havde ret i deres antagelser.

Drager og enhjørninger

Umberto Eco, der først og fremmest er internationalt berømt for sin debutroman, ’Rosens Navn’, interesserede sig for gåder og opdigtede historier, der gennem historien har gjort nar af de intellektuelle.

Han samlede på forfattere, der beskrev eksisterende dyr på lige fod med beskrivelser af drager og enhjørninger.

Ikke fordi de troede på imaginære dyr, men fordi de forsøgte at ”fylde hullerne ud” i et totalt billede af virkeligheden, der aldrig kan realiseres intellektuelt, som tekst.

De troede simpelthen selv på det, de beskrev.

Internettet som et leksikalt opslagsværk er simpelthen for omfattende, ifølge Umberto Eco

Narren i den intellektuelle historie er Umberto Ecos helt og alter ego, både når denne blot opdigter i bedste tro på egen fuldkommenhed, og som skælmsk drillepind, når forfatteren snyder sin samtid, opfinder ikke-eksisterende figurer og hændelser, uden at afsløre, at det blot er spind.

Portrættet af Umberto Eco fokuserer især på biblioteket og den fysiske bog der, ifølge ham selv, har en særlig funktion, der trues af internettet.

Internettet som et leksikalt opslagsværk er simpelthen for omfattende, ifølge Umberto Eco. Han eksemplificerer med en af sine moderne favoritforfattere, Jorge Luis Borges, der skrev en historie om en mand, der ikke kunne glemme.

Historien handler om denne mand, der bliver sindssyg, fordi denne mangel på evnen til at glemme, er det samme som ikke at kunne erindre.

Historier er konstruktioner

Sandheden er altid en delmængde, og de dumme eller dovne er dem, der bilder sig ind, at de kan rumme alt på en gang.

For Umberto Eco, der var indbegrebet af en postmoderne tænker, fungerer et bibliotek som en samling af udvalgte erindringer, der kan fortælle en sammenhængende historie, selvom den aldrig kan være en en-til-en gengivelse af virkeligheden.

Men det er netop pointen, ifølge Umberto Eco. Historier er konstruktioner, og de stimulerer intellektet således, at man stræber efter at blive klogere og samtidig forbliver søgende og nysgerrig.

Som hånd i handske

Det ville ikke have overrasket Umberto Eco at erfare de mange konspirationsteorier vi oplever i dag.

Han har selv arbejdet med skøre konspirationsteorier, og i dokumentaren fortæller han, at forfatteren Dan Brown, der fik et internationalt gennembrud med romanen, ’The Da Vinci Code’, i grunden fortalte den samme historie, som Umberto Eco selv havde fortalt, i sin roman, ’Foucaults Pendul’.

Men at forskellen er, at Dan Brown fremstiller konspirationsteori som værende sand, i modsætning til Eco, der gør nar af den.

Hans familie har efterfølgende doneret hans bibliotek til offentligheden

Portrættet af Umberto Eco er finurligt, kærligt, oplysende, skælmsk og selvfølgelig enhver bibliofils hedeste drøm.

Det passer som hånd i handske til forfatteren, der netop var indbegrebet af alle disse forskellige facetter, hvilket også er grunden til, at hans mange arbejder i dag står tindrende klart på den litterære himmel.

Umberto Eco blev hyldet som nationalhelt ved sin død. Hans familie har efterfølgende doneret hans bibliotek til offentligheden.

 

'Umberto Eco: Mit italienske bibliotek'. Originaltitel: 'Umberto Eco:  La biblioteca del mondo'. Instrueret af Davide Ferrario. 82 min. Premiere 2022. Vises nu i danske biografer.