Ny krigsfilm: mesterlig, men upersonlig

Anmeldelse: Den lille soldat er omdrejningspunktet i Sam Mendes’ mesterlige ”1917”. Desværre kan man bare ikke helt mærke ham.
Foto: 1917 Movie
Forestil dig du er i krig. Året er 1917. Sådan i begyndelsen af april. Og sammen med din kammerat har du nu lige fået til opgave at forcere fronten gennem et 14 kilometers barbarisk krigshelvede til fods for overbringe den vigtige besked, at fjendens tilbagetrækning i virkeligheden er en lumsk afledningsmanøvre, der skal dække over et brutalt bagholdsangreb.

Lige netop dét er situationen for de to britiske soldater, Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George MacKay red.) i Sam Mendes’ nu biografaktuelle ”1917”. Her venter 1600 af deres kammerater nemlig en barbarisk nedslagtning i det nordlige Frankrig, hvis altså ikke de to unge korporaler får afblæst det planlagte angreb fra Oberst MacKenzie spillet af Benedict Cumberbatch.

“De går i en fælde. Din ordre er at give besked om at afblæse angrebet i morgen tidlig. Hvis du fejler, vil det blive en massakre”, lyder ordren således general Erinmore (Colin Firth red.) Og de har travlt. For deres deadline, ja, i mere end en forstand, er ved daggry.

En usynlig hovedrolle

Selvom vi ikke ligefrem går ned på film om de to verdenskrige, lykkes det alligevel Sam Mendes’ (American Beauty, Skyfall’ og ‘Spectre’. red.)  biografaktuelle ”1917” alligevel at skildre et af den slags brutale kapitler i vores moderne selvforståelse på en ny og langt henad vejen vellykket måde.

Handlingen, der delvist er baseret på Sam Mendes’ bedstefars oplevelser som sendebud under 1. Verdenskrig, er nemlig filmet så det lader til at være ét langt glidende klip, hvad der egentlig gør kameraet til den usynlige hovedrolle, idet vi bevæger os fra smukke, grønne marker til grå, arkitektoniske landsbyruiner.

Tilbage står et betagende og storslået billedepos

Hvis et sådan filmteknisk greb overhovedet skal give mening, kræver det imidlertid også, at det bidrager med noget ekstra til filmen. Og det gør det. Tilbage står et betagende og storslået billedepos, hvis glidende billeder gør det svært ikke at leve sig mere end i stemningen.

Som når den unge Schofield på tidspunkt f.eks. forsøger at snige sig forbi et par fulde tyskere, oplever man således skudsalverne med noget anden intensitet, end man er vant til.

Men kameraets rolle volder også problemer undervejs. For mens makkerparret Mendes og Deakins ganske enestående til at skabe et nervepirrende og klaustrofobisk krigshelvede med dette filmtekniske greb, kræver én lang kameraindstilling uden synlige klip imidlertid også at der konstant sker noget.

Som når en tysk jagerpilot pludselig styrter ned lige præcis dér, hvor hovedpersonerne står, så de må løbe for livet, virker det desværre derfor heller så tilfældigt som vel var mening det skulle være.

Upersonlig fortælling

Samtidig betyder det også, at vi aldrig rigtig kommer i hovederne på de to unge korporaler. Hvad tænker og føler de? Hvordan er det at være udstationeret på Vestfronten? Den slags får vi ikke at vide. Og hvad med familien derhjemme? Deres venner? Hvad drømmer de om? Hvor kommer de fra? Hvad lavede de før krigen?

Vi kommer aldrig rigtig i hovederne på de to unge korporaler

Blake har især noget på spil, da hans bror er løjtnant i den bataljon, der er på vej til at falde i tyskernes fælde. Han er den helt unge, kæphøje soldat, der i modsætning til Schofield, den noget mere rutinerede og forsigtige veteran fra Slaget om Somme, der desillusioneret over verdens tilstand, ikke giver meget for patriotisme og fladpandede ordener.

“Hør, det er bare et åndsvagt stykke metal. Det gør dig ikke speciel. Det gør ingen nogen som helst forskel for nogen,” lyder det frustreret fra veteranen, der fra sin godtroende følgesvend må høre for at have byttet en fortjenstmedalje til en flaske vin.

Scener som denne giver de to karakterer dybde, men de er også i fåtal, desværre. Også her står kameraet nemlig i vejen for at karaktererne og deres fællesskab rigtig kan udfolde sig, og gør dermed filmen til en upersonlig affære. Det er ærgerligt, da det naturligvis skaber en følelsesmæssig afstand, som modarbejder det ellers tætte følgeskab.

Også her står kameraet nemlig i vejen for at karaktererne og deres fællesskab rigtig kan udfolde sig

Alt i alt må man dog bøje sig i støvet for en film, der fornemt lægger sig i forlængelse af store klassikere som ”Ærens vej” og ”Saving private Ryan” som én af de bedste krigsfilm siden årtusindeskiftet. En film, der er et stærkt og uafrysteligt billede på en verden, der totalt er slået til pindebrænde. Men som samtidig samler stumperne i en ny, mesterlig fortælling om den lille soldat i den store krig.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook