Annonce

Ny uro i udligningsspil, SF vil have kvoteflygtninge og DF-profil droppet

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til torsdagens udgave af Netavisen Pios lille nyhedsoverblik, som vi kalder Aktuelt.

 

Ny uro om udligningsforhandlinger

Forhandlinger om fordelingen af milliarder mellem landets kommuner har længe været præget af tumult og mistillid. Nu skaber et lækket regeringsnotat atter ballade på Christiansborg, og det samme gør en opsigelse fra en embedsmand.

Dokumentet som er lækket, indeholder en række oplysninger om hvad Venstre ønsker at få ud af forhandlingerne om udligningsreformen, blandt andet favorisering af en håndfuld nævnte Venstre-kommuner.

Det forbedrer ikke ligefrem forhandlingsklimaet mellem Venstre og Socialdemokratiet, men begge partier har en interesse i at der laves en reform af udligningssystemet, så forhandlingerne fortsætter.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har valgt at politianmelde lækagen, måske for at understrege pointen om, at det i hvert fald ikke er ham der sender papirer til pressen.

Pressechef sagde op

Forhandlingerne om udligningsreformen fik også et side-show. Onsdag eftermiddag valgte Finansministeriets pressechef, Sigga Nolsøe, at fratræde sin stilling.

"Jeg kan bare sige, at det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat," sagde Sigga Nolsøe i en kommentar til Ritzau, uden at forklare hvad der nærmere var sket.

Dermed genåbner hun diskussionen om at regeringen har ansat en lang række pressechefer, altså embedsmænd, med tæt tilknytning til enten Socialdemokratiet eller den pågældende minister.

 

SF vil have 500 kvoteflygtninge

SF’s formand Pia Olsen Dyhr ønsker, at Danmark tager imod lige så mange kvoteflygtninge i år, som den tidligere socialdemokratiske regering gjorde hvert år.

”Jeg synes, at regeringen skal op på 500,” sagde hun i radioprogrammet Slotsholmen på DR.

”Der står faktisk meget klart i forståelsespapiret, at regeringen skal genoptage den gamle kvoteflygtningeordning. Og det er en meget vigtig pointe, for der tog vi 500.”

SF holder landsmøde i weekenden. Om der en sammenhæng mellem de to ting er uvist. Danmark modtog forleden 16 kvoteflygtninge. Det er første gang siden 2017, at Danmark gør det.

Læs mere her.

 

Fock vil til klimaforhandlinger: Partifæller siger nej

Balladen i Alternativet fortsætter. Den omdiskuterede politisk leder Josephine Fock bebudede på Twitter i mandags, at hun ville være den, der skulle deltage i de kommende klimaforhandlinger hos klimaminister Dan Jørgensen (S).

Den udmelding undrer hendes partifæller sig over.

Det skriver Politiken.

”Vi har aftalt, at vi kører videre, som vi plejer, i forhold til hvem der står for forhandlingerne.”

”Det betyder, at hvis vi som ordførere gerne vil have én med, beder vi vedkommende om at tage med,” siger gruppeformand Susanne Zimmer til Politiken

Josephine Fock sidder ikke i Folketinget nu, og ingen af de fem nuværende folketingsmedlemmer for Alternativet ønskede hende som partiets leder.

Læs hele historien her.

 

DF-medlemmerne dumper tidligere borgmester

Og en lille historie fra kommunalpolitik, som også trækker tråde til Christiansborg. Dansk Folkepartis næstformand og tidligere kulturborgmester i København Carl Christian Ebbesen er blevet vraget af de københavnske DF'ere som spidskandidat til næste års kommunalvalg. Det skriver Altinget.

I stedet er veteranen, 77-årige Finn Rudaisky, blevet ny spidskandidat.

”Man har ønsket en skarpere tunge. Og det er Finn. Jeg har brugt energi på at udøve indflydelse, lave forlig og få det mest mulige ud af de stemmer, vi har fået. Det er klart, at når man bruger krudt på det, er der mindre energi til skarpe indlæg i pressen,” siger Carl Christian Ebbesen til Ekstra Bladet.

Carl Christian Ebbesen var i sin tid med til at stifte partiet og han har i flere omgange været ansat i partisekretariatet på Christiansborg.

Ved sammen møde onsdag blev Ebbesen også afsat som formand for partiets tremandsgruppe i Borgerrepræsentationen. Ny gruppeformand er Anna Hede.

Dansk Folkeparti fik med nød og næppe valgt tre medlemmer ind i den 55-mand store Borgerrepræsentation ved sidste valg. Den nye gruppeformand kom ind på det 49. mandat.

Læs hele historien her.

 

OK20: Overenskomst på plads for forsikring og VVS

Natten mellem onsdag og torsdag indgik Forsikringsforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) en ny overenskomst for 9.400 ansatte i forsikrings- og pensionsselskaber.

Hovedpunkterne i aftalen er lønstigninger er 6 procent i perioden, arbejdsgiverbetalt tandforsikring og sundhedsforsikring samt øremærket fædreorlov med fuld løn udvides fra 4 til 5 uger.

Aftalen skal nu til afstemning blandt Forsikringsforbundets medlemmer. Stemmer de JA, træder den nye overenskomst i kraft 1. april i år.

Med aftalen er der nu faldet overenskomster på plads for hele det finansielle område i Danmark. Det omfatter 52.800 ansatte.

 

Også VVS-overenskomsten er faldet på plads. Det skriver Dansk Metal på Facebook.

https://www.facebook.com/danskmetal/posts/2732993500070173?__xts__[0]=68.ARDfAJ7OcxYBNQRJfeF25Q7aq2K0if2Nn-5o9Y9PsAKN40MiTQ6A4L9Mllf6Y1TGzylMoOI-8DwDybDKo9hTbJcLhpDIUkXOOXQwohYMPz89fKVVAwy48RYBiywCgCMwcQxIYojpemmiHC_JdlMy-H9mX8MJENqgT07gaWcsBzOn8bmqtymUgXxsitR6m7nyflChe9Bxz1haXheLIcCl20PwW352DoanQf5wmDp7sPI7538PXBLddr-5oKEYzLGJCz8DBjOxW5YHh6XLtWOYeRFlNf-QO2jZZulbT_UH8kQzR2f7WH--TxxhFqewW5-mdnHvcACX0dE4al4iONSPnNt6XmzxoPjW4RZUbBTttDIR2_-vzjUmURmD&__tn__=-R

 

Pause i byggeriforhandlinger

Den sidste store overenskomst, som endnu ikke er faldet på plads, er byggeriet.

Efter at have forhandlet natten og formiddagen igennem har forhandlerne fra 3F's byggegruppe og Dansk Byggeri torsdag eftermiddag afbrudt bestræbelserne på at nå en ny overenskomst på byggeområdet. Det erfarer A4 Arbejdsliv.

Forhandlerne har siddet i Forligsinstitutionen siden klokken 16.30 onsdag, men har altså nu besluttet at gå hver til sit.

Pausen i forhandlingerne skulle angiveligt være af ren teknisk karakter, og der er således ikke tale om et egentligt sammenbrud i forhandlingerne.

Parterne har aftalt et nyt møde i forligsinstitutionen, som stater fredag klokken 14.00.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet