Der er fortsat en politisk kamp om de afgørende trædesten i Danmarks historie på vej frem mod det Danmark, der også er kaldet danskernes bedste opfindelse, men her kommer så bogen, der kan videreføre kampen på et mere oplyst grundlag. 'Konfliktzonen Danmark' udfordrer den danske selvforståelse på vigtige områder.

'Konfliktzonen Danmark' udfordrer den danske selvforståelse på vigtige områder

Grundfortællingen om det danske demokrati er jo ikke så harmonisk, som vi hører på grundlovsdag, velfærdsfortællingen er bestemt ikke den harmoniske omfavnelse af de svage, men stadig en fortælling med betydning for den aktuelle politiske kamp. Og nærmest dagligt kommet der stadig nye bøger om besættelsestiden, så de bedste af de bedste kan udnævne sig selv til modstandsfolk med tilbagevirkende kraft.

Hverken flaget, Grundloven eller Systemskiftet var Guds gave til demokratiet. Hele vejen igennem har der været kiv og kamp for at komme omkring det næste hjørne, men det forhindrer selvfølgelig ikke at vi tror på historien om Konsensus Danmark, især når den fortælles udefra.

Det Danmark, som du troede, du kendte

Lidenskabsløst nævnes helt uden for bogens rammer, at der allerede nu er flere fortællinger om den første; for det første kongresfortællingen 2018 som i en ny og god sags tjeneste afskrev S-R-SF-regeringen, og for det andet de erindringsbøger, som allerede har opskrevet nogle af samme periodes hovedpersoner. Kampen om historien begynder åbenbart meget tidligt. Jeg siger med salig H.C. Hansen:” Historiens dom forhaster sig ikke.

Nye vitaminer til Danmarks-fortællingen

Ny forskning, nye arkivåbninger og ny erkendelse giver ofte nye vitaminer til Danmarks-fortællingen. Historikerne bygger på det hele og gør konfliktzonerne til en ny god historie. Mit største udbytte af bogen er de mange gang vi kører gennem udviklingslinjerne i de skiftende fortællinger om 1864, 9. april, NATO, EF og den kolde krig og velfærdsstaten. Det er historieskrivning, men også en meget politisk bog om det Danmark, du troede, du kendte.

Fra 1864 og 1940 til Irak

Der er grundfortællinger alle steder, og der rokkes alle vegne. Politiseres der? I hvert fald ikke, så jeg kan se de det. Dermed bliver det i høj grad en bog, som man kan bruge som sit eget fundament til at bevæge sig ind i aktuel politik, forstå folkestyret, de lange skridt og mange benspænd på velfærdsstatens vej, brug og misbrug af historien fra 1864 til den aktivistiske krigsvillige politik, som siden 2001 har domineret dansk udenrigspolitik.

Dengang tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) drog Danmark ind i Irak på et spinkelt parlamentarisk grundlag, tog han afsæt i en afvisning af tilpasningspolitikken; ussel og pinligt havde vi fra 1870-1945 indrettet os efter tyske interesser, samarbejdspolitikken under besættelsen var ussel og pinlig, og det samme var fodnotepolitikken, da Socialdemokratiet dirigerede venstrefløjen efter påvirkning af sovjetisk propaganda.

Det var ikke alle lande, der ville give A.F.R. den helterolle, han gav sig selv

I dette kapitel om udenrigspolitikken efter den kolde krig formår Sissel Bjerrum Fossat at påvise både en højrefortælling og en venstrefortælling i det udenrigspolitiske værksted – og tillige, at de enkelte fortællinger lejlighedsvis knækker, sådan som det var umuligt at bruge Muhammad-krisen på samme måde i det politiske spil ude og hjemme. Det var ikke alle lande, der ville give A.F.R. den helterolle, han gav sig selv.

Pligtlæsning for folketingsmedlemmer

Det er lysende klart, at det danske folks historie ikke er hele folkets historie, men jeg har aldrig før set det forenklet så skarpt, at det gør ondt i et enkelt billede. De fleste og de største af de statuer, der står af Christian 9, står i de købstæder, hvor Højre stod stærkest.

Kampen om de forskellige grundlovsfortællinger udkæmpes således stadig i det offentlige byrum, hvor man ikke kan se, at Christian nærmest skulle sparkes til Systemskiftet, ikke fordi han var blevet demokrat på sine gamle dage, men fordi han var ved at tabe kronen.

Det er ikke kun krigshistorien, der skrives af vinderne

Det er ikke kun krigshistorien, der skrives af vinderne. Også forfatningskampen frem mod Systemskifte, parlamentarisme og dansk folkestyre er skrevet af vinderne, venstrefolket og S. Således har vi fået den harmoniske udviklingshistorie med det danske demokrati, der i flydende pramme med Grundtvig som styrmand bragte den fusionerede fornuft fra andelsbevægelse, højskolebevægelse, arbejderbevægelse og kvindebevægelse til kajs i kanalerne omkring Christiansborg.

Kapitlet om Demokratiet og Grundloven er skrevet af Jeppe Nevers og Michael Bregnsbo. Alene deres kapitel burde være pligtlæsning for folketingsmedlemmer, i det mindste de medlemmer samt gamle og nye kandidater, som vil tage hjemmearbejdet alvorligt inden deres næste grundlovstale. De kan faktisk hente noget mange steder i de 12 kapitler.

Alle elsker velfærdsstaten

Runder vi Michael Kuur Sørensens ”Alle elsker velfærdsstaten” får vi et nyt bud på den forenklede grundfortælling om det hyggelige lille land med en høj grad af lighed og et velfungerende konsensusdemokrati. Men så følger slagsmålet om æren for de enkelte skridt på vejen, og forfatterens forundring over dele af Helle Thorning-Schmidt-regeringens opgør med dele af velfærdsstaten.

Forfatterens forundring over dele af Helle Thorning-Schmidt-regeringens opgør med dele af velfærdsstaten

Kapitlet kan ikke afløse alle seks bind af Velfærdsstatens historie, men kommer faktisk flot omkring brudlinjerne i de forskellige årtier. Jeg boede i udlandet 2012 og har stadig til gode, at læse det materiale, som har givet forfatteren anledning til at bemærke, at toneangivende socialdemokrater som Mette Frederiksen, Karen Hækkerup og Pernille Rosenkrantz-Theil i 2012 mente, at velfærdsstaten havde taget overhånd, og at fremtidens velfærdssamfund i stigende grad skulle baseres på frivillig foretagsomhed.

De universelle ydelser var for dyre og skulle erstattes af ydelser, der var målrettet de svage. Heromkring lå åbenbart også et sprogligt skifte fra velfærdsstat til velfærdssamfund.

Statuer smeltes om - gadenavne skiftes ud

Ude omkring i verden har autoritære regeringer ofte revideret historien voldsomt, statuer smeltes om, gadenavne skiftes ud, og lejlighedsvis skulle historien skrives om, men selvfølgelig ikke af styrets folk. Også i Danmark er der politiske bestræbelser på at få tilpasset historien til den fortælling, nogle af partierne vil have som fundament. De borgerligt liberale skriver en kanon, DF hakker på DR’s politiske udsendelser.

Hvem tør skrive i dag, at samarbejdspolitikkerne ved valget i 1943 fik en bred folkelig tilslutning til deres projekt?

Derfor er denne bog vigtig nu. Det er et tilbud om at forstå både historien, historien og kampen om historieskrivningen, den redelige og uredelige. Det gør et særligt indtryk, at det kan været uhyre vanskeligt at tilstræbe et retvisende billede og pille glansen af Skt. Gertrud, sådan som det skete med en afhandling om jernbanesabotagens begrænsede betydning i de sidste besættelsesår.

Hvem tør skrive i dag, at samarbejdspolitikkerne ved valget i 1943 fik en bred folkelig tilslutning til deres projekt?

Kritik? Det er en meget flot bog, billedsiden er begavet historiefortælling på en anden måde og ikke bare billeder. Papiret glitrer, to spalter på siden, og så mange sider, at bogen ikke er til S-toget. Den er sådan set også lidt for flot til en politisk bog, men alt i alt skal man ikke brokke sig, hvis man som et historisk og politisk interesser menneske er blevet både udfordret og klogere.

Sissel Bjerrum Fossat, Rasmus Glenthøj og Lone Kølle Martinsen: Red.:  Konfliktzonen Danmark – Stridende fortællinger om dansk historie, Gads forlag, 407 sider.