Laurent Charbonniers og Michel Saydouxs kunstneriske naturfilm om et 210 år gammelt egetræ, der står plantet i en skov i Frankrig, lige ved bredden af en sø, er en mageløs cinematografisk oplevelse.

Filmens titel er ‘Egetræets hjerte’ på dansk, og hvis jeg skal pege på noget, som den tilnærmelsesvis minder om, så er det Jacques Perrins fuldkommen magiske og unikke film, ‘Microcosmos’ fra 1996.

Lad os begynde med lighederne: Begge film er uden tale, og begge film benytter sig i stedet af en særdeles gennemarbejdet lydcollage, der giver tekstur og nærhed til portrætterne af naturens dyr.

Når vi betragter insekterne, fuglene, egernet og alle de andre dyr, så skabes den illusion, at man ligesom er der, netop på grund af de tilsyneladende autentiske lyde.

‘Egetræets hjerte’ er et portræt af egetræet gennem de fire årstider, og man præsenteres for alle de dyr, der lever på det, i det, under og ved det.

Vi præsenteres for musene, der bor i huler, sammen med træets rødder. Vi følger et skovskadepar, der har bygget rede i træet, ligesom et egern også bor oppe i trækronen.

Rødhalsen, musvitten, blåmejsen, stæren, stillidsen, flagspætten, kernebideren og mange andre små fugle besøger træet. Svaner, grågæs, fiskehejrer, en enkelt isfugl, lappedykkere og blishøns svømmer rundt ved søens bred.

Vildsvin og kronhjorte går rundt under træets vældige krone. Indimellem kigger en ugle og en falk forbi på jagt efter føde.

Lever i symbiose

Egetræet får næring af bladenes fotosyntese, og safterne siver ned gennem rødderne, der er forbundne af mykorrhizale svampe, gennem deres hyfer, så træet kan sende signaler og næringsstoffer til andre træer.

Det er den eneste passage i filmen, der er skabt via computergrafik. Det er en vigtig detalje, fordi disse forbindelsers betydning og realitet er relativ ny viden, og man forstår godt, at skaberne af filmen har ment, at dette også skulle illustreres.

Portrættet af snudebillens livscyklus er også en af filmens absolutte perler, fordi det er så smukt og tankevækkende

For filmen som helhed handler om, at disse mange skabninger lever i symbiose, og at de har gensidig brug for hinanden.

Man ser svampenes forgreninger under jorden, hvor snudebillens afkom har forpuppet sig, efter at det er blevet klækket inde i et agern, hvor dens forældre har lagt det. På et tidspunkt springer svampene ud, og op af jorden presses dens frugt.

Portrættet af snudebillens livscyklus er også en af filmens absolutte perler, fordi det er så smukt og tankevækkende.

Myretuen, libellen, nogle bier og andre insekter repræsenteres også, men de er ikke hovedpersonerne i filmen, ligesom i ‘Microcosmos’.

Intensiv opmærksomhed

På et tidspunkt forsøger en stor snog at få fat i skovskadernes æg, men ligesom alle de andre forsøg på at dræbe mislykkes, lykkedes dette heller ikke.

Til gengæld er disse jagtpassager enormt godt illustreret, fordi filmskaberne viser, hvordan alle dyrene er hyper opmærksomme, når jagten går i gang.

I det hele taget er denne hyper bevidsthed, nærværet gennem intensiv opmærksomhed, så vigtig en detalje, fordi så mange indbilder sig, at skoven og dens beboere bare hygger sig fredsommeligt.

Jagten går i hæsblæsende tempo gennem den fortættede skov

Et af de mest spektakulære passager i filmen er en intens jagt, hvor en falk forsøger at fange en skovskade i flugt. Jagten går i hæsblæsende tempo gennem den fortættede skov, og her får man virkelig et stærkt indtryk af fuglenes formidable evne til at manøvrere.

Det er også den passage i filmen, der har taget længst tid at producere, og jeg har ikke set noget, der tilnærmelsesvis minder om denne.

Filmens ”sprog” befinder sig på tærsklen af det antropomorfiske, dvs. at dyrene portrætteres som var de mennesker, med samme følelser og anskuelser.

Det sker gennem brug af musikken, der manipulerer kraftigt med billederne, og som udtrykker dramatik, kærlighed og frygt.

Men man tilgiver det, fordi dyrene faktisk ellers fremstår rent, dvs. at man som beskuer mere får adgang til deres egne, særegne liv.

Bryder med samtlige konventioner

Jeg har aldrig forstået, hvorfor en film som ‘Microcosmos’ ikke affødte mange flere lignende film, fordi den er så intens, så stærk og anderledes.

Jeg har længe ment, at traditionelle dyrefilm er banale, ja, irriterende, hvor en voiceover altid forklarer dyrelivets familiære strukturer så Disney-agtigt.

‘Egetræets hjerte’ bryder med samtlige konventioner inden for naturfilm

Derfor overrasker det mig også, at en dansk anmelder finder ‘Egetræets hjerte’ for pussenusset, blot fordi den ikke indeholder direkte, vellykkede kampe, hvor et dyr dræber et andet.

‘Egetræets hjerte’ bryder med samtlige konventioner inden for naturfilm, og derfor fokuserer den på detaljer, der ikke normalt bemærkes.

Den fokuserer på årets sæsoner og dyrenes bestandige opmærksomhed på deres omgivelser, samt deres måder at overleve på, blandt andet ved at samle forråd til vinteren, som egetræet også er storleverandør af.

‘Egetræets hjerte’ er en familiefilm, men alle naturelskere vil få noget ud af at se den. Ligesom filmfans også burde få noget ud af den, fordi den netop er så original.

 

’Le Chène/Egetræets hjerte’. Instrueret af Laurent Charbonnier og Michel Saydoux. 80 min. Filmen havde dansk premiere torsdag.