Lad os slå det indlysende fast til at begynde med: Mathilde Walter Clarks, ’Det blinde øje’, er årets mest betydelige og mest velskrevne bog. Og det ville forbløffe mig, hvis den ikke går hen og vinder mange priser i alle mulige kategorier.

For den er i grunden også meget underligt komponeret. Det er klokkeklar journalistik, skrevet som et langt essay, men samtidig skriver Mathilde Walter Clark så forbandet godt og skaber så mange billeder, at læseoplevelsen også er en ren litterær nydelse.

Men den handler om mink, og den handler om hele branchen, om minkskandalen og især om mediernes dækning af hele feltet.

Dengang, under pandemien, blev det som bekendt besluttet, at alle landets minkfarme skulle lukke og bestandene slås ihjel.

Det skabte en politisk furore, der sjældent er set mage, for det blev først og fremmest en fortælling om en almægtig stat, der blandede sig i et liberalt erhverv.

Men lige netop denne vinkel har Mathilde Walter Clark ikke valgt at anlægge. I det hele taget er den politiske del af menageriet ikke bogens centrale omdrejningspunkt.

Og historierne om ”Mette Mink” og Nye Borgerliges forkvinde, Pernille Vermund, der kom kørende i en traktor, midt i en stor protestaktion, er ikke med i bogen.

Så glem alt om det problematiske i hvorledes det juridisk kom i stand, da minkfarmene blev lukket.

Grædende landmænd

I stedet fokuserer bogen på den anden side af hele miseren, kunne man sige. Den sætter spot på hvorledes medierne gik i selvsving, og bragte utallige, patetiske historier med grædende landmænd.

Vinklen og stilen i disse uendelige historier var prosaiske, for at sige det mildt. Samtidig var vinklen smalsporet, og ikke den journalistiske bestand værdig, fordi de ikke borede særlig dybt, og fordi de undlod at skrive faktabaserede historier om erhvervets globale nedgang i årene op til udbruddet af corona.

Medierne skrev yderst sjældent om de kinesiske rigmænd, der i mange tilfælde har tag i hele branchen.

Mest overraskende var det dog, at hele landbrugslobbyen gennem årtier havde manipuleret med forskning i dyrevelfærd

De skrev heller ikke historier om hele den brogede og brodne sammenslutning af minkavlere, der gennem årtier er blevet taget i skandaler, der omhandler mangel på dyrevelfærd og fusk med finanserne.

Det voldsomme fokus på afviklingen af minkerhvervet kastede heller ikke lys på hvorledes den globale verden stod overfor et massivt paradigmeskifte, hvor pelsdyrindustrien i mange lande, der er sammenlignelige med Danmark, havde indført forbud mod produktion, grundet manglen på dyrevelfærd.

Ej heller blev der skrevet nævneværdigt om de mange arbejdere fra Østeuropa, der arbejdede på farmene og som i flere tilfælde blev underbetalt og udnyttet groft.

Mest overraskende var det dog, at hele landbrugslobbyen gennem årtier havde manipuleret med forskning i dyrevelfærd, og samtidig brugt alle tilstedeværende midler for at bremse enhver form for kritik af forholdene for minkene.

Rystende læsning

Det er disse utallige historier, som denne bog systematisk, grundigt og med et enormt overblik, sætter spot på.

Og det er, ærlig talt, rystende læsning om en rådden og magtfuldkommen sektor, der aldrig bliver straffet for dens mangel på ordentlige forhold og mange lovbrud.

Bogen har fået ekstremt gode anmeldelser, og det fortjener den også. Men det var nu engang minkavlerne og hele landbrugssektoren, der vandt den reelle kamp, med massive erstatninger og nu med fortsat mulighed for at genetablere produktionen.

Denne bog er klart med til at fremme det paradigmeskifte, der var under opsejling dengang

Og det er nok med en klump i halsen, at man, efter endt læsning, sidder med bogen i hånden, for man aner jo nok, at selvom den vil gå sin sejrsgang i de litterære og miljøaktivistiske kredse, så er det alligevel en tabersag.

Det er pelsdyrene i produktionen, der taber, men det er i høj grad også sandheden, når hele sektoren vedbliver med at lykkes med falske historier om grøn omstilling, bæredygtighed og dyrevelfærd.

Men lidt er også godt, og denne bog er klart med til at fremme det paradigmeskifte, der var under opsejling dengang, hvor pandemien slog alle til tælling, og fokus blev forskudt.

Balance i regnskabet

Det var retten til de liberale erhvervs produktioner, uden statens indblanding, der var grundtemaet under pandemien.

Alle andre hensyn blev fuldkommen negligeret og gjort til skamme.

For mig at se er det først og fremmest medierne, der har svigtet

Men historien er mere broget, end som så, og ’Det blinde øje’ skaber balance i regnskabet.

For mig at se er det først og fremmest medierne, der har svigtet, og jeg sidder med en fornemmelse af, at deres funktion som den fjerde statsmagt er blevet korrumperet til ukendelighed.

I det mindste må man håbe, at medierne får røde ører ved læsning af ’Det blinde øje’, men jeg forbeholder mig retten til at tvivle.

 

Mathilde Walter Clark: ’Det blinde øje. Beretning om det efterår hvor minkene forsvandt ud af minkhistorien´. 288 sider. Politikens Forlag, 2023.