Den franske litterære stjerne, Virginie Despentes, er kendt for at være indbegrebet af provo, modkultur og ekstremt grænseoverskridende.

Hun er ofte blevet kaldt for Frankrigs kvindelige udgave af Michel Houellebecq, og det er jo - i sig selv - både latterligt og nedgørende. Ikke mindst fordi det ikke er sandt.

Og da slet ikke i hendes seneste roman, ’Kære Fuckhoved’, der er udkommet på dansk i år.

Tematikkerne er de samme, som hun har kredset om gennem hele sit forfatterskab, dvs. en massiv kritik af en hel generation, der blev født i sluttresserne, og som er vokset op i hastigt skiftende tider.

Hun er, kort sagt, en generationsforfatter, ligesom Michel Houellebecq, og hendes centrale fokus er på dem, der i dag er blevet midaldrende, eller rettere sagt: gamle.

I sluthalvfemserne begyndte den form for kritik, rettet mod denne generation, at forekomme i medierne.

I Danmark talte man om ”en bøv”, en figur, mandlig, der iførte sig kasket eller hue, gik med træningsjakke og hvide sneakers, og som ikke rigtig kunne affinde sig med, at ungdommens frie liv for dem var et kapitel, der er slut.

De realiserede sig selv som individualister

Pludselig så man i stigende grad lidt ældre mennesker, der klædte sig som unge, og i nogen grad også opførte sig som unge.

Disse mennesker, der voksede op i halvfjerdsernes utopiske drømme og had til ”Systemet”, gennem den Kolde krig og den øgede respekt og hyldest til kapitalismen og den amerikanske kulturindustri, gjorde ligesom alle andre i halvfemserne og nullerne: 

De realiserede sig selv som individualister, der ofte skosede ”massen” og den kollektivistiske tanke og de borgerlige idealer.

Selvdestruktiv adfærd

Virginie Despentes sætter spot på disse mennesker, der i stigende grad har oplevet en massiv identitetskrise, der samtidig også har skabt konflikter med samfundet.

Deres værdier og negative opbyggelighed fremstår i stigende grad som en latterlig og en totalt meningsløs og selvdestruktiv adfærd.

I romanen ’Kære Fuckhoved’, følger vi to midaldrende medietyper, den ene en tidligere stjerneskuespillerinde, den anden en succesrig forfatter, der er blevet ramt af et MeToo-angreb, der har slået ham fuldkommen ud.

Og det er her, at miraklet sker

Skuespillerinden slås også med sit eget image og manglende interesse for hende selv, fordi hun ikke længere er ung og lige så eftertragtet som tidligere.

Sammen begynder de at udveksle deres tanker omkring deres kuldsejlede liv og identiteter. Pandemien bryder ud, og i isolationen begynder de begge på en afvænning, der får dem til at deltage i møder hos Anonyme Narkomaner.

Og det er her, at miraklet sker.

Tørfix

I gruppen Anonyme Narkomaner taler man ofte om ”at tørfixe”. Dermed menes den trang til at snakke positivt om alt det, der var fedt ved at fyre den af, være ligeglad, leve i nuet og nyde friheden ved sådan en tilværelse.

Romanen er fyldt med den slags beskrivelser af alt det, der gør sådan et liv eftertragtet og som gør en afhængig af det.

Det er også der der gør, at denne roman er så fandens god: Det handler ikke bare om at blive afruset for stofindtag, men i høj grad også om at blive af med alt det, der er forbundet med sådan en tilværelse.

De taler konstant om tilbagefald og de enorme angstfremkaldende momenter, som afrusningen afstedkommer i form af jeg-tab og eksistentiel meningsløshed.

Romanen handler i lige så høj grad om de unge

Men de er blevet gamle, og selvom de rent faktisk skulle få et tilbagefald, og ende med at tage rusmidler igen, så er den tid passé, deres ungdom drevet over, og alt det euforiske vil aldrig komme tilbage.

Og denne dybe afvænning er svær. Den gør ondt og man famler i blinde. Men gennem venskabet og forsoningen sker der mirakler i romanen.

Sammen kan de komme videre, og pludselig bliver deres tidligere, destruktive adfærd blottet for illusionerne, og frem bryder alle de ruiner, som de har efterladt sig.

Oprørske som unge

Romanen handler i lige så høj grad om de unge, og om MeToo. Begge hovedpersoner begynder med at latterliggøre feminismen og hele Woke-kulturen, som de ikke kendte til, da de selv var unge.

Men forfatteren har selv en teenagedatter, og skuespilleren må sande, at også hun har set og oplevet mænd i mediebranchen, der har været nogle svin.

At erkende, at de unge slider sig selv op i deres kampe for at forandre verden, ved konstant at blive angrebet af reaktionære mennesker, der håner dem, truer dem, sviner dem til, er den ene side af denne romans tematiske tyngde.

Det er en særdeles læseværdig roman

Den anden side er så disse midaldrende personer, der selv var oprørske som unge, men som i dag har bidraget til dette had imod disse unge mennesker, uden at bide mærke i det.

Mere skal der ikke plotspoiles her.

Det er en særdeles læseværdig roman, hvor man som medlem af denne fortabte generation både mærker tiltrækningskraften ved at være ”en bøv”, evigt ung og selvstændig oprørsk, samtidig med, at samvittigheden trænger sig på, og trætheden ved gentagelsen driver enhver form for mening ud af en.

Hver ting til sin tid

Det er en forsonende bog, og den er bestemt ikke frelst.

Det mest radikale man kan gøre i denne situation, er faktisk at tage sin egen alder på sig, tage ansvar, og gøre sig bevidst om, at man også har været et svin, når man har gjort grin med for eksempel Greta Thunberg, et ungt idealistisk og sårbart menneske.

Det er så latterligt og meningsløst, at ældre mennesker i så stærkt udtalt grad deltager i mediestorme, der er rettet imod unge mennesker.

Og så har min generation et ansvar

Det er uværdigt at være ”en bøv”, men det er også forkert, hvis ens ungdoms værdier bare skal smides i skraldespanden. Hver ting til sin tid.

At ældre mennesker ikke kommer på højde med deres reelle alder, er en hel generations forfald og tragiske situation.

Det er ikke i orden, at så mange tyer til at tørfixe, for det er en dyrkelse af en utopi, der aldrig kan lade sig realisere.

Brug for et spejl

Og så har min generation et ansvar, også med tilbagevirkende kraft. Det var ikke bare ofrene for MeToo, der har ansvaret for krænkelser af den ene eller anden art, men også alle de andre, der var vidner til det, og som ikke gjorde noget for at ændre på det.

Det gode er så, at det bliver bedre. Der er forløsning i horisonten.

Min generation har i høj grad brug for sådan et spejl

Selvfølgelig bliver livet aldrig bare en dans på roser, men at ændre sig til bedre, er healende, og at finde et fællesskab blandt andre misbrugere, der også gerne vil forandre sig, er bestemt ikke et dårligt udgangspunkt for at anskue verden og virkeligheden.

Tværtimod. Det er måske her, at de kan ende med at finde de bedste mennesker, dem, der har fejl og derfor er menneskelige, og som vil noget andet. Et sted, hvor du kan se dig selv i spejlet.

Min generation har i høj grad brug for sådan et spejl. Det er romanen ‘Kære Fuckhoved’ virkelig et godt bud på.

 

Virginia Despentes: 'Kære Fuckhoved', 2022. Roman. Oversat til dansk af Francois-Eric Grodin. 310 sider. Gyldendal, 2024.