Annonce

Regering kaldte forbud mod pesticider for populistisk – nu foreslår de det selv

I august kaldte miljøministeren oppositionens krav om forbud mod pesticider ved drikkevandsboringer for ”småpopulistisk” – nu er forslaget regeringspolitik
Regeringen og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har foretaget en kovending af de større i sagen om forbud mod brug af pesticider ved drikkevandsboringer.

Sidste uge foreslog regeringen, at ”der ikke længere skal bruges pesticider i nærheden af vores drikkevandsboringer”. Samtidig understreger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen, at de landmænd, der ejer jorden, der ikke længere må dyrkes på, skal ”have en erstatning for det tab, de lider ved at vi begrænser deres råderet over egen jord.”

”Noget af en kovending”

Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, glæder sig over udmeldingen fra regeringen, men samtidig undrer han sig også:

”Det er noget af en kovending Ellemann-Jensen og regeringen her foretager. I sommer foreslog en samlet opposition et øjeblikkeligt forbud mod brug af pesticider ved drikkevandsboringer. Det forslag hældte miljøministeren ned ad brættet under et samråd i august,” siger Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, til Netavisen Pio.

Samrådet fandt sted torsdag den 23. august, og her sagde Ellemann klart nej til forslaget om et straks-forbud:

”Det er jo fristende, men har måske også lidt karakter af en hovsa-løsning,” sagde Ellemann under samrådet. Her betegnede Ellemann-Jensen også oppositionens forslag for et ”små-populistisk valgkamps-tema”.

Det er jo fristende, men har måske også lidt karakter af en hovsa-løsning

Rabjerg Madsen er helt med på, at de berørte landmænd skal kompenseres:

”Der skal udbetales en erstatning til de landmænd, der har købt jorden i tillid til, at der kan dyrkes på den. Så det er klart, at der skal ske en eller anden form for kompensation. Jeg håber, vi kan blive enige om en model for kompensation,” siger Rabjerg Madsen.

S: Kæmpe sejr for oppositionen

I et opslag på Facebook betegner Christian Rabjerg Madsen regeringens kovending som en kæmpe sejr:

”Kovendingen er en kæmpe sejr for Socialdemokratiet og de andre partier i rød blok, der i mere end et år har kæmpet for en bedre beskyttelse af grundvandet. Nu håber jeg bare, miljøministeren holder fast,” skriver Rabjerg om regeringens nye position.

En kampagne-video fra Venstre, hvor Jakob Ellemann-Jensen præsenterer regeringens nye positive holdning til et stop for anvendelse af pesticider ved drikkevandsboringer, er i øvrigt blevet noget af et hit på det sociale medie Twitter. Ikke for det politiske indhold, men på grund af den måde Ellemanns øjenbryn bevæger sig på videoen igennem.

Det stærke fokus på Ellemanns øjenbryn i kommentarsporet fik sidste uge Ellemann til at skrive sådan her på Twitter om sine løbske øjenbryn:

”Se venligst bort fra mine øjenbryn, der ser vanvittige ud, og lyt til budskabet i stedet”.

Den twitter-melding fik denne kommentar med på vejen fra DR-analytiker Jens Ringberg:

”Nu stirrer man jo KUN på øjenbrynene.”

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet