Det viser den seneste måling Voxmeter har lavet for Ritzau.
Kun 8,8 procent af stemmerne står partiet til i dagens måling
Venstre har aldrig nogensinde stået dårligere: Kun 8,8 procent af stemmerne står partiet til i dagens måling. Svarende til kun 16 mandater.
Ved valget 1. november fik Venstre et katastrofalt dårligt valg. Partiet gik 20 mandater tilbage i forhold til valget i 2019. Og landede på kun 23 mandater - svarende til 13,3 procent af stemmerne. Men nedturen fortsætter altså. Venstre har siden valget 1. november tabt yderligere syv mandater ifølge dagens Voxmeter-måling.
Modsat Venstre fik Socialdemokratiet et kanonvalg 1. november. Partiet fik 27,5 procent af stemmerne. Det udløste 50 mandater.
Men nu står Socialdemokratiet kun til 22,8 procent af stemmerne. Et fald i forhold til sidste uge på 0,8 procentpoint. Og et fald i forhold til valget på 4,7 procentpoint. De aktuelle 22,8 procent er svarende til 40 mandater.
Dermed står Socialdemokratiet aktuelt til et tab på 10 mandater
Dermed står Socialdemokratiet aktuelt til et tab på 10 mandater.
Moderaterne - det tredje regeringsparti i SVM-regeringen - slipper mere nådigt. Men også her er der tilbagegang i forhold til valget, hvor partiet fik 9,3 procent af stemmerne - og 16 mandater.
I dagens Voxmeter står Moderaterne til 8,6 procent af stemmerne. Det udløser 15 mandater. Et mindre end ved valget 1. november.
Samlet står SVM-regeringen til et tab på 18 mandater.
Ved valget 1. november havde de tre partier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne tilsammen 89 mandater tilsammen. Nok til at de tre partier senere kunne danne en historisk flertalsregering hen over midten i dansk politik.
Men vælgerne er tilsyneladende ikke særligt begejstrede for flertalsregeringen, som med dagens Voxmeter-måling kun kan mønstre 71 mandater.
Hos SF er der alt andet end tilbagegang.
Partiet, der afholdt landsmøde i weekenden, står i dagens Voxmeter-måling til 13,9 procent af stemmerne. Det udløser 24 mandater til den tidligere S-regerings allernærmeste allierede.
Det udløser 24 mandater til den tidligere S-regerings allernærmeste allierede
Ved valget 1. november fik SF 8,3 procent af stemmerne. Det udløste 15 mandater. Fem måneder senere står Pia Olsen Dyhr & Co. til yderligere ni mandater.
Enhedslisten tabte fire mandater ved valget 1. november, men dem har partiet vundet tilbage. Enhedslisten står nu igen til 13 mandater. Svarende til 7,1 procent af stemmerne.
Den tidligere S-regerings sidste støtteparti, De Radikale, kan også notere sig en mindre fremgang i forhold til valget 1. november, hvor partiet fik beskedne syv mandater og 3,8 procent af stemmerne.
Med dagens måling står partiet til otte mandater og 4,4 procent af stemmerne.
S-regeringens tidligere tre støttepartier - SF, Enhedslisten og De Radikale - står samlet til en aktuel fremgang på 14 mandater.
Rød blok - Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet - har igen flertal med 89 mandater. Svarende til 51,1 procent af stemmerne.
I den blå lejr er det fortsat Liberal Alliance, der står til størst fremgang. Partiet fik et overraskende godt valg 1. november, hvor partiet fik 14 mandater. Med dagens måling står Liberal Alliance til 18 mandater.
Nedturen fortsætter hos det uroplagede Nye Borgerlige, der står til 2,5 procent af stemmerne - svarende til fire mandater. Partiet står dermed faretruende tæt på spærregrænsen. Ved valget 1. november fik partiet seks mandater.
Voxmeter-målingen er foretaget i perioden 27. marts til og med den 2. april. 1.044 repræsentativt udvalgte personer over 18 år indgår i målingen. Den statistiske usikkerhed er på op til tre procent.
Kommentarer
Medierne gør alt hvad de kan for at finde fejl og nedgøre midterregeringen. Håber de har is i maven
Hvorfor is i maven??, se lige hvordan det gik i Sverige Finland etc etc Labour i UK etc etc klassiske social demokratiske dyder må tilbage, flertal med de borgerlige fører ikke til styrkelse af velfærdsstaten, tværtimod.
Tænk hvis Venstre ender med at få kolde fødder, eller rammes af panik ved synet af en hastigt nærmende spærregrænse, og vælger at træde ud af regeringen - og måske endda medvirke til at vælte den?
Det vil nok ikke gøre nær så ondt på Moderaterne som på Socialdemokraterne, for hvis det sker på et ubelejligt tidspunkt (som f.eks. nu eller de 2 nærmeste år), så ser vejen tilbage til toppen godt nok ikke ret nem ud.
SD skubber vælgere væk med deres politik. Storkøbenhavn s borgere oplever at uddannelses pladser og offentlige jobs flyttes væk mens Infrastruktinvesteringer mangler i årtier.
SD forsvar at mænd bliver diskriminseres direkte i lovgivning som en SD ligestillingsminister har fået vedtaget. SD har optaget yderligeregående feministisk ideologi som SD politik hvor kvinder favoriseres.
Fagforeninger er ved at kassere SD som partner til fordele for SF. Lønmodtagere bliver forfordelt af SD. Det aller værste at timelønnet mænd mistrives i de 100,000er i ensom uden famile, barnløs, med misbrug ,høj og alvorli sygdom, nedslidt, og begår uforholdsmæssige mange selvmord. SD har svigt men det har vores nye dygtige ligestillingsminister Msrie Bjerre ikke.
Jeg synes desværre, der er megen bragesnak, også i Mette Frederiksens begrundelser for nedskæringer, når man fremhæver besparelser for at få råd til udgiftskrævende reformer på de nævnte områder.
Tager man buketten af forringelser for socialgruppe 4 og 5, (forringelse af pensioner, afkortning af kandidatuddannelsen og fjernelse af 1. års SU, tabt købekraft pga. ikke bare den udefrakommende inflation, men også den indenlandsk fremavlede ved urimelige prisstigninger, Bededag, besparelser på kommunerne heru. ved påståede fjernelse af overflødig administration, mv., den helt manglende regulering for pensionisters og indkomstoverførselsmodtageres ydelser under inflationen, mv.,
og sammenstiller det med tilskuddet til socialgruppe 1,
topskattelettelser, sænket arveafgift, gevinst på overskud og udbytter for virksomhedsejere grundet de stigende priser ved inflation, der overkompenserer for udefrakommende prisstigninger mv.,
må man sige, at det samlede billede af regeringens indsats er, at vi i hovedsagen taler om en ren omfordelingsøvelse, der ikke i de store træk skaber en tøddel ekstra råderum til Ukraine, militæret, miljøet eller andre store problemløsningsopgaver, som statsministeren taler om.
Vi hører intet om disse totaler, "reformerne" indebærer, formentlig fordi reformerne er udtryk for traditionel borgerlig omfordelingspolitik, og ikke fremskaffelse af nye penge til problemløsning. Det gør retorikken utroværdig og formentlig er årsag til den svindende vælgeropbakning.
Regeringens bekymring for inflationen giver sig desuden heller ikke udslag i en skærpet priskontrol i det overbelastede Pris- og Konkurrencestyrelsen, der f.eks. ikke har haft "tid til" at behandle min klage over Arlas monopolprispraksis, der gør dansk smør dobbelt så dyrt som i udlandet, og deres fortsatte prisstigning efter markante fald i en periode internationalt på mælkeprisen, energiprisen og olieprisen.
En prishæmmende indsats ville da ellers være ren gevinst for borgerne, men selvfølgelig betyde mindre indirekte støtte til landbruget, der jo har særlig bevågenhed hos i hvert fald to af regeringspartierne.
Jeg må opfordre regeringen til at opstille regnestykke over den del af besparelserne, der bortklattes som skattelettelser til socialgruppe 1, og den del, der giver reel plads til problemløsning af "multikrisen".
Jeg skal i den sammenhæng pointere, at med regeringens planer skal væksten i samfundet fortsætte, og at det er her de store penge fremover skal findes. Med en stigning i BNP på 2% pr. år, vil der frem til 2030 fremkomme ekstra råderum for sammenlagt ca. 1150 milliarder kroner.
Det vil betyde, at den dag hvor det danske forbrug af verdens resurser pr. dansker for indeværende år bliver rykket fra det nuværende 28/3 nok vil blive rykket længere nedad mod seneste årsskifte, og dermed fjerne os fra den ligevægt, vil skal stræbe imod, hvis resurseforbruget, klimakrisen og biodiversitetskrisen skal rykkes mod bæredygtig ligevægt.
Det eneste denne "handlekraftige" regering har klaret er at afskaffe en fridag som den arbejdende befolkning har nydt godt af i nogle hundrede år.
Når det kommer til at styre og regulere monopol-firmaers uhæmmede og grådige overskud, sker der INTET, som i INTET.
At S. ikke går mere tilbage skyldes alene at SF stort set er det eneste alternativ, ellers ville S. blive halveret.