Kapitalismens fader dumper regeringens skattelettelser til de rigeste

SVM-regeringen

Kapitalismens fader dumper regeringens skattelettelser til de rigeste

Arveafgiften er det helt forkerte sted at uddele skattelettelser. I stedet burde regeringen gøre det mere attraktivt at gå på arbejde

Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio
Billedtekst

Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio

Foto: Frej Rosenstjerne

Der er ingen skatter, der er populære, men skal man vælge, så er arveafgiften klart at foretrække. Den rammer primært de rigeste og dem, som har været heldige.

Samtidig straffer den ikke flid og dygtighed. Tværtimod.

Derfor er det uforståeligt, at regeringen har valgt, at det netop er arveafgiften, der skal sættes ned fra 15 til 10 procent.

Da midterregeringen kom til, var det med henblik på at minimere yderfløjenes indflydelse.

I stedet har vi fået et slaraffenland for lobbyister og pengestærke særinteresser.

De kan godt lade champagnepropperne flyve i lobbybutikken “Vækst i generationer” der i årevis har arbejdet for bedre vilkår for arvinger.  

Sjældent har pengemagten haft en mere lydhør regering.

Lavere arveafgift skævvrider den danske økonomi

Lavere arveafgift vil øge uligheden og underminere velfærdssamfundets fundament i form af den protestantiske arbejdsetik.

Hvor de lavtlønnede skal aflevere halvdelen af deres lønindtægt i skatter og afgifter, så kan milliardærarvingen sove sig til formuen.

Det er uretfærdigt.

Det kan med en omskrivning af et gammelt Venstre-slogan ikke betale sig at arbejde

Det er også dumt, for hvor skattelettelser på løn, aktier og virksomheder øger væksten og dermed velstanden, så flytter arv i værste fald penge fra sunde til usunde virksomheder.

Danmark har heldigvis mange veldrevne familieejede virksomheder, men det er blot endnu et argument for, at skattelettelserne havde været bedre givet til lønmodtagerne.

Den franske økonom Thomas Piketty dokumenterer, hvordan afkastet fra arv, ejendom og kapital siden 1970’erne er stukket af fra lønindtægterne. Det får vi nu mere af.

Det kan med en omskrivning af et gammelt Venstre-slogan ikke betale sig at arbejde.

Står i kontrast til kapitalismens lærebøger

Det er en politik, der står i kontrast til den filosofi, som kapitalismens fædre, Adam Smith og John Stuart Mill, prædikede.

Smith, der er kendt for sin kamp for frie markeder, argumenterede også for behovet for fairness og retfærdighed i økonomiske forhold.

Han gøres nogle gange til en generel tilhænger af arveafgift. Det er nok at tage munden for fuld.

Smiths moralfilosofi var baseret på en forståelse af, at økonomisk velstand skulle være resultatet af arbejde

Han var først og fremmest modstander af de særlige middelalderlige arveregler, der herskede i Storbritannien i slutningen af det 18. århundrede.

Men Smiths moralfilosofi var baseret på en forståelse af, at økonomisk velstand skulle være resultatet af arbejde og ikke af privilegier eller nedarvede rigdomme.

Hvis han skulle prioritere mellem skatter som et nødvendigt onde, ville han utvivlsomt have forkastet regeringens forslag som værende til fordel for de få på bekostning af de mange.

Niels Jespersen

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.