Annonce

Regeringen til EU: Mere selvbestemmelse over grænsekontrollen

"Vi vil gerne holde fast i, at det er de enkelte landes regeringer, der selv skal kunne vurdere, hvornår man skal kunne igangsætte grænsekontrol,” siger Mattias Tesfaye
Det skal være slut med, at Danmark og andre EU-lande hvert halve år skal bede EU-Kommissionen om lov til at udføre grænsekontrol, mener regeringen.

I stedet skal medlemslandene selv foretage vurderingen, mener udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). Han afgav mandag Danmarks input til EU-Kommissionen, som arbejder på et udspil til opdaterede regler for Schengen:

“Vi vil gerne holde fast i, at det er de enkelte landes regeringer, der selv skal kunne vurdere, hvornår man skal kunne igangsætte grænsekontrol, hvor lang tid den varer, og hvilket niveau den skal have,” siger Tesfaye til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

EU-Kommissionens udspil ventes inden sommerferien.

Danmark har siden 2016 haft midlertidig grænsekontrol til Tyskland og siden også til Sverige. En kontrol, som hvert halve år skal anmeldes og godkendes af EU-Kommissionen.

Danmark er ikke eneste EU-land, der i kølvandet på de store flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika i 2015 indførte midlertidig grænsekontrol. Holland, Sverige, Tyskland, Frankrig og Østrig har også eller har haft haft midlertidig grænsekontrol.

Mattias Tesfaye ønsker en ny ballance i EU-grænsekontrollen:

“Jeg tror, at vi er ved at finde en ny balance, der kommer alle Europas lande til gavn. I den diskussion er vores budskab mere fleksibilitet og mere national selvbestemmelse over, hvornår der skal indføres grænsekontrol.”

Opdateret 07.01.2022 som led i undersøgelse af citat-praksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet