Jeg er taget til Fyn for at besøge ‘Uglemanden’’. Hans borgerlige navn er Henrik. Han er 59 år, og han bor i et lavt bindingsværkshus med stråtag, beliggende i Bogense. Rundt omkring hans ejendom ligger en lille skov.

Området er del af et gods. Haven, der hører til huset, er domineret af de mange bure, hvor uglerne og Henriks enlige høg bor.

Han ejer pt. 12 forskellige uglearter. Ingen af dem er danske, ej heller hans høg. Det er nemlig ulovligt, ifølge dansk lovgivning om rovfugle.

Derfor består hans bestand af fugle, der stammer fra mange forskellige steder i verden.

Stramme regler 

Ifølge dansk lovgivning skal hver enkelt fugl også kunne dokumenteres at være avlet fra en fugl, der har været i fangenskab i mindst to generationer.  

Disse regler huer ikke Henrik. Det handler ikke om beskyttelse af de hjemlige rovfugle, som Henrik er en varm fortaler for. Det er mere det fjollede i, at man godt må have andre rovfugle i fangenskab, og så det faktum, at man kan købe rovfugle fra vores egne himmelstrøg i de tilstødende lande.

Det er mere det fjollede i, at man godt må have andre rovfugle i fangenskab

Helst ejede Henrik eksemplarer af de syv danske uglearter, ligesom han ville foretrække at eje en dansk høg. For Henrik arbejder intenst for at formidle viden om sine fugle, og hvert år deltager han i ‘Harry Potter-events’, vikingemarkeder og dyrskuer, hvor han lader folk komme tæt på sine fugle.

Henrik har også sine fugle med på plejehjem og på biblioteker, ligesom folk kan komme på besøg hos ham, hvor de kan gå ture med uglerne i skoven.

Den afrikanske og indiske ugle

Selvom Henrik tjener penge på fremvisning af sine fugle, kan han ikke leve udelukkende af det. Derfor arbejder han også som entreprenør i jord- og betonarbejder branchen. Han tjener ellers også penge på at sælge af eget avl, men der er mange udgifter.

Hver dag, når Henrik kommer hjem fra arbejde, giver uglerne lyde fra sig. De sidder og virrer med hovedet, for at orientere sig. Det er sådan, ugler gør. De drejer hovedet i cirkler for at få fokus. De kan kun se to dimensioner, og kun silhuetter.

Til gengæld er uglens hørelse ekstrem god. De fleste arter jager nemlig om natten, blandt andet mus, som de via deres hørelse kan angribe, selvom de skjuler sig under løvfald.   

Henrik har givet alle sine ugler navne. Tag for eksempel Preben, der er en savanne hornugle fra Afrika. Den er 18 måneder gammel, men allerede kolossal. Det er hans største ugle. Mange gæster falder for netop den, fordi den er nysgerrig, har fine, lyserøde øjenlåg og lange øjenvipper.

På billedet ses Freddy Hagen med uglen, Preben.

Eller hvad med Ingeborg, en halsbåndsdværgugle, der er meget lille. Den er to år gammel og stammer fra Indien. Den er der også mange, der knytter sig til.

Men faktisk er det sådan med alle uglerne. Det er som om, at de har hver deres personlighed og særtræk, der gør dem unikke og på mange måder elskværdige.

Livet på landet

Måske er det uglens store øjne, der gør, at vi har så nemt ved at falde for dem. I hvert fald har uglen altid været stærkt knyttet til kulturers mytologi, på godt og på ondt. I Afrika betragtes uglen som en budbringer af uheld, men i Europa er den symbolet på klogskab. Det er derfor, at uglen ofte ses anvendt som logo på biblioteker.

Henriks interesse for ugler opstod for ti år siden, hvor han sammen med sin daværende kæreste købte en, der hurtigt blev til flere. Siden er Henrik og kæresten gået fra hinanden, og ved separationen delte de uglerne mellem sig.

Henrik trives med livet på landet. Allerede som 15-årig kom han i arbejde på en gård, hvor han passede malkekvæg. Om nogle år håber han på at kunne få Arne-pension.

Vi sidder i Henriks stue, efter at vi har gået tur med nogle ugler, og Henrik har vist mig hvordan han arbejder som falkoner. Han slipper høgen ud af buret, og forklarer mig, at den helst skal have en helt bestemt vægt, for at det skal lykkedes at ‘lege’ med den i det fri.

Uenighed om fangeskab

Høgen - en sydamerikansk Harris høg - og som Henrik har givet navnet Herdis, sidder gerne højt oppe i et træ. Når han kalder, og holder den behandskede hånd frem, hvor han har en godbid, kommer Herdis flyvende og lander på hans arm.

Henrik med sin høg.

Mens vi sidder og snakker i stuen, lunter en lille ugleunge rundt på min skulder. Det er ‘nr 15’, som bliver afhentet af en køber i morgen. Det er en sepianatugle, og den er halvandet måned gammel. Det er den fremtidige ejer, der skal give den navn.

Mange i Ornitologisk Forening er meget imod at man har fugle i fangenskab. Men Henrik forklarer, at ugler er solitære dyr, og at de mestendels kun flyver, hvis de skal jage bytte. Det er kun i parringstid, at de er sammen med en anden ugle. Ellers lever de alene. Det er også derfor, at man skal finde uglens rede, hvis man vil se den i naturen.

Sepianatuglen nr. 15, som skal have sit rigtige navn af den kommende ejer

Henrik mener, at det er langt mere trist, når folk har undulater i bure, katte, der ikke kan strejfe, svin, kyllinger og heste i folde, hvor de sjældent eller aldrig kommer ud. Især sociale dyr, der lever i fangenskab og fugle, der flyver meget, har det jo ikke godt i et bur.

Mange i Ornitologisk Forening er meget imod at man har fugle i fangenskab

I hvert fald er man ikke i tvivl om, at Henrik elsker sine ugler og sin høg, og om ikke længe vil han forge sin bestand med endnu en art. Han taler entusiastisk til sine gæster, men også til fuglene. Han passer og plejer dem, og han har kun oplevet to dødsfald i de ti år, hvor han har haft ugler. Noget mere, hvis man tæller de helt små unger med, men det er mere naturligt.

Han har solgt omkring 70 ugler fra eget opdræt, så interessen for ugler findes skam. Og mon ikke at denne interesse vil stige? Man kan ikke rigtig tro andet, efter et besøg i Henriks ugleverden, som er en helt igennem fascinerende og spændende oplevelse.

Du kan kontakte Henrik på hjemmesiden, Uglernes Verden, hvis du er interesseret i at møde uglerne.