En Voxmeter-måling giver for første gang 90 mandater til Socialdemokratiet (53), SF (13), Alternativet (5) og Enhedslisten (19). Læg hertil mindst to røde nordatlantiske mandater.
Nogle vil kalde det et fordelingspolitisk-flertal, et velfærds-flertal eller slet og ret et arbejderflertal, som man talte om tilbage i 70’erne og 80’erne.
Et fordelingspolitisk flertal uden om Morten Østergaard ville betyde, at de radikale ikke ville være udstyret med et velfærdspolitisk veto
I målingen kommer hverken Stram Kurs eller Nye Borgerlige over spærregrænsen. Stemmespildet i blå blok sammen med fremgangen i rød blok skaber tilsammen det nye fordelingspolitiske flertal.
To tidligere Voxmeter-målinger har givet 89 mandater til det fordelingspolitiske flertal.
S-profilen Peter Hummelgaard vil nødig tage noget for givet, og derfor ønsker han heller ikke spekulere for meget i muligheden for et flertal uden om de radikale. Men siger dog, at en sådan flertals-mulighed vil gøre det lettere at få gennemført pension for nedslidte og investere i velfærd:
“Det er klart at på en række områder, der vedrører skat, pension og velfærd ville det være nemmere, hvis der er et solidt flertal uden om de radikale. Det ville lukke den dør, der hedder topskattelettelser, rimeligt eftertrykkeligt. Og det vil også lukke den dør, at man kan forhøje pensionsalderen hurtigere end aftalt,” siger Peter Hummelgaard til Netavisen Pio.
Det ville lukke den dør, der hedder topskattelettelser, rimeligt eftertrykkeligt
Enhedslistens Pelle Dragsted deler Peter Hummelgaards skepsis i forhold til om flertallet i målingen kan blive til virkelighed på valgnatten. Men hvis det sker, ville det skabe en helt ny situation i dansk politik:
“Et fordelingspolitisk flertal uden om Morten Østergaard ville betyde, at de radikale ikke ville være udstyret med et velfærdspolitisk veto,” siger Pelle Dragsted til Netavisen Pio.
Muligheden for danne et rødt flertal uden om Radikale Venstre er “et overset scenarie”. Det mener journalist og politisk analytiker ved TV 2, Hans Redder.
På twitter betegner han det som ikke længere urealistisk, at der kunne komme et flertal i den røde fløj bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet. Et flertal som vil være helt uafhængig af de radikales støtte.
Enhedslistens Pelle Dragsted mener, at et sådant scenarie vil “være historisk”.
Hvis de radikale fratages deres position som tungen på vægtskålen, så mener Pelle Dragsted, at det vil blive lettere for rød blok at tjene almindelige lønmodtagers interesser:
“Selvom de radikale på mange måder er et godt parti, når det kommer til klima og udlændinge, så må man ikke glemme, at på den økonomiske politik er de et meget højreorienteret parti,” siger Pelle Dragsted til Netavisen Pio.
Jeg tror desværre, at der er mange som glemmer, hvad de radikale står for
Fordi mange ser Radikale Venstre som et progressivt parti, så ligger der en opgave i at huske vælgerne på partiets blinde vinkel i forhold til trygheden for lønmodtagerne, mener Pelle Dragsted:
“De radikale står jo stærkt i målinger. Jeg tror desværre, at der er mange som glemmer, hvad de radikale står for på den socialpolitiske og fordelingspolitiske dagsorden. Specielt mange med anden etnisk baggrund, som oplever dem som et meget progressivt parti. Mange glemmer måske, at de reformer, som de radikale står bag, har ramt dem i bunden,” siger han.
Træerne vokser ikke ind i himlen med et sådan flertal, mener Pelle Dragsted. Men han tror, at det vil blive sværere for Socialdemokratiet at forsvare forringelser, fordi der vil være et nyt flertal bag en anden politisk linje.
Nej, der har jeg desværre ikke helt nok tiltro til Socialdemokraterne
Tror du, at et flertal uden om de radikale ville give rum for en markant anden politisk retning i Danmark?
“Nej, der har jeg desværre ikke helt nok tiltro til Socialdemokraterne. Selvom man kan beskylde de radikale for mange af de ulykker, som skete i 2011-2015, så havde Socialdemokraterne jo et stort medansvar. Man delte langt hen af vejen de holdninger, og det var ikke sådan, at Bjarne Corydon skulle trækkes til truget,” siger Pelle Dragsted.
Den tvivl på Socialdemokratiet, mener Peter Hummelgaard er typisk for Enhedslisten:
“Det overrasker mig ikke, at Pelle Dragsted vil gøre sig til dommer over, hvilken politik Socialdemokratiet skal føre,” afslutter han.
Opdateret 15. maj kl kl. 9.20 med mandat-tallene for de enkelte partier i det fordelingspolitiske flertal.