Lidegaard & Co. sladrer: Det får vi i valgkampstøtte fra Dansk Industri

Valgkamp-bidrag 2022

Lidegaard & Co. sladrer: Det får vi i valgkampstøtte fra Dansk Industri

De Radikale oplyser mere end andre partier omkring donationer: Fik 4,5 millioner kroner fra Dansk Industri op til valget i 2022

De Radikale - med partiets leder Martin Lidegaard i spidsen - oplyser mere om modtagne valgkampbidrag end partistøtteloven foreskriver, og mere end noget andet parti i Folketinget.

Derfor ved vi, at De Radikale op til folketingsvalget 1. november 2022 fik næsten 4,5 millioner kroner fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri i valgkampstøtte.

Det fremgår af partiets 2022-regnskab.

Partier skal efter loven alene oplyse, hvilke organisationer, virksomheder, virksomhedsejere, fonde med videre, der har doneret mere end 22.200 kroner til partiet (2022-grænsen, red.).

Mere præcist modtog De Radikale 4.471.000 kroner “inklusive værdi af benyttelse af mødefaciliteter” fra Dansk Industri i 2022.

De Radikale modtog andre 1.569.000 kroner fra Dansk Arbejdsgiverforening

De Radikale modtog andre 1.569.000 kroner fra Dansk Arbejdsgiverforening - igen “inklusive værdi af benyttelse af mødefaciliteter”.

Danske Rederier støttede i 2022 Lidegaard og De Radikale med andre 850.000 kroner.

Arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv støttede De Radikales 2022-valgkamp med 300.000 kroner.

FK Distribution støttede 2022-valgkampen med 45.500 kroner i forbindelse med husstandsomdeling af valgmateriale om Kathrine Olldag. Og andre 37.000 kroner i forbindelse med omdeling af valgmateriale om partiets daværende leder, Sofie Carsten Nielsen.

De Radikale oplyser, at de op til valget i 2022 modtog i alt 8.746.000 kroner fra virksomheder, fonde og organisationer.

Lokale bidrag: 292.000 til Steenberg

De Radikale oplyser også i sit centrale partiregnskab om, hvilke valgkampbidrag diverse radikale folketingskandidater har modtaget lokalt ude i regionerne. Og fra hvem. Forudsat at beløbet overstiger de nævnte 22.200 kroner.

Den slags oplysninger skal man normalt ellers hente frem via partiernes indberetninger til de fem regioner. Og her fremgår det ofte ikke tydeligt, hvilken folketingskandidat en konkret donation er tiltænkt.

Det fremgår af De Radikales 2022-regnskab, at daværende politiske ordfører, Andreas Steenberg, i 2022 modtog valgkampstøtte fra European Energy på 22.300 kroner. Støtten blev indbetalt til De Radikales kreds i Aarhus.

Samme Steenberg blev støttet i 2022-valgkampen af Dansk Industri med 100.000 kroner. Og sørme om ikke Steenberg også modtog støtte fra Midt- og Vestjysk Socialliberal Fond på andre 170.000 kroner.

Steenberg blev således støttet med i alt 292.300 kroner lokalt. Men lige meget hjalp det: Andreas Steenberg blev ikke genvalgt til Folketinget.

Nuværende folketingsmedlem Katrine Robsøe modtog 50.000 kroner fra Dansk Industri via De Radikales kreds i Aarhus.

Daværende folketingsmedlem Kathrine Olldag fik valgkampstøtte fra Dansk Industri på 50.000 kroner - formidlet via Midt- og Vestjysk Socialliberal Fond.

TekniqArbejdsgiverne donerede 60.000 kroner til den daværende radikale leder, Sofie Carsten Nielsens valgkamp - via De Radikale i Gentofte.

150.000 lokale kroner til Lidegaard

Dansk Industri støttede Martin Lidegaard med 100.000 kroner. Pengene blev formidlet via Lidegaards kreds i Rudersdal.

Samme Lidegaard blev betænkt med 50.000 kroner fra Impact Business Inv. Group Aps - via kredsen i Rudersdal.

Det fremgår også, at De Radikales Samira Nawa modtog 30.000 kroner til valgkampen fra TekniqArbejdsgiverne. Formidlet via Hovedstadens Radikale Venstre.

Der er andre 50.000 til Samira Nawa fra Dansk Industri - formidlet via Hovedstadens Radikale Venstre.

274.000 fra Fyns Socialliberale Erhvervsklub

Det daværende radikale folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen blev i 2022 betænkt med knap 274.000 fra Fyns Socialliberale Erhvervsklub.  

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Ny certificeringsordning