Annonce

Separatisterne sejrer i Catalonien

Valg i den spanske region Catalonien giver snævert flertal til løsrivelsesblokken. Nu inviterer separatistlederen Rajoy til dialog.
Løsrivelsesblokken i den spanske region Catalonien har ved torsdagens regionalvalg vundet 70 ud af 135 sæder i parlamentet. Det er akkurat nok til at bevare flertallet i parlamentet.

Det betyder, at Puigdemont, som lige nu lever i eksil i Bruxelles, muligvis igen vil blive catalansk præsident.

”Som catalansk præsident vil jeg gerne ønske alle cataloniere tillykke med denne opvisning i demokrati. Et rekordhøjt fremmøde, historisk deltagelse og et resultat, som ingen kan så tvivl om,” sagde den tidligere leder Carles Puigdemont, som lige nu er i eksil i Bruxelles, om gårsdagens resultat.

Carles Puigdemonts løsrivelsesparti, Junts per Catalunya, blev næststørst ved torsdagens valg og vandt 34 pladser i det catalanske parlament.

Eksilleder vil møde Rojoy
Parlamentsvalget blev udskrevet af Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, i oktober, efter at han havde aktiveret artikel 155 og dermed sat Cataloniens selvstyre ud af spil.

Men efter valgsejren mener Puigdemont, at centralregeringen i Madrid og premierminister Mariano Rajoy må acceptere en dialog.

”Jeg er klar til at møde Rajoy i Bruxelles eller i et andet land inden for EU. Bare ikke i Spanien. (…) Det er på tide med en betingelsesløs dialog. Jeg har ingen problemer med Rajoy,” siger Puigdemont på et pressemødet i Bruxelles i dag.

Den tidligere regionspræsident, der har søgt tilflugt i Belgien af frygt for retsforfølgelse i hjemlandet, forklarer også, at han mener, at det "er på tide at rette op på de skader, der er sket".

Ulovlig afstemning
Krisen i Spanien brød ud den 1. oktober, da et flertal af catalonierne stemte for en løsrivelse fra det øvrige Spanien.

Afstemningen var imidlertid erklæret ulovlig af centralregeringen i Madrid, og spansk politi forsøgte at forhindre afstemningen.

Men de separatistiske partier brugte den til at sige, at de havde fået mandat til at udråbe catalansk selvstændighed, hvilket fik centralregeringen til at sætte Cataloniens selvstyre ud af kraft og udskrive nyvalg.

 


Flere artikler om emnet